Dynamics of my Mind

Jeg skifter blog!

2006-08-10T20:16:00.000+02:00

Kære læser!

Den sidste radikale ændring i mit liv var, da jeg flyttede til Vejlefjordskolen som kostelev i gymnasiet. Nu er der så kommet endnu en radikal ændring: Jeg er blevet student, og jeg skal videre i systemet, jeg skal arbejde i Nordjylland. Forandringerne i den virkelige verden afspejles så her i cyberspace ved at jeg skifter blog-udbyder, så nu er det farvel til blogger, og goddag til wordpress.

Det er altså slut med dorlandmind.blogspot.com.
Og så er det starten på dorlandmind.wordpress.com.

Hvis du link'er til mig, så vær sød at ændre i koden, så den viser til den nye blog - eller lav evt. et nyt link og tilføj en parentes ved det gamle link, som siger (død). De af jer, som jeg selv link'er til, vil jeg naturligvis fortsat link'e til på den nye blog, jeg skal bare lige finde ud af hvordan. Det er stadig nyt og spændende.

Tak for opmærksomheden, vi læses ved på Wordpress.

Bemærk: Det gælder nu også Dorland Film.

Hvordan kan det være...

2006-08-10T13:56:00.000+02:00

... at næsten hver gang, jeg får oplysninger vedrørende min ansættelse, så får jeg den samtidig serveret med spørgsmålet: "Er der da ingen andre, som har fortalt dig det?"

Jeg er lidt ny i "branchen", men jeg spekulerer meget over, hvad jeg selv kan gøre for at holde mig opdateret - som ikke involverer, at jeg sender e-mails og ringer til de samme 4-5 personer konstant, for det ville alle parter nok blive trætte af.

Men dette var blot lige en lille tanke, der trods sin beskedne længde her på bloggen, kører rundt i hovedet på mig flere gange om dagen. Hvad mon jeg ellers bør vide, som jeg ikke har fået fortalt?

Er en sort mand sort?

2006-08-08T13:32:00.000+02:00

Racisme har dybest set noget at gøre med generalisering. Oftest skyldes det, at man har haft et problem med én (måske flere) af en bestemt race, hvorefter man har tillagt alle af den race de negative aspekter, man observerede ved den enkelte. Generalisering er noget, der sker hele tiden, men når det sker på bekostning af en race, så bremses det pludselig af lovgivning. Racistiske udtalelser har særstatus indenfor diskrimination, racismen har sine helt egne paragraffer under loven for ytringsfrihed.

Men hvad er så en racistisk udtalelse? Er det en udtalelse, der vidner om en opfattelse af, at man ringeagter sorte mere end hvide? Eller er det en udtalelse, der helt overlagt skal overbevise folk om, at der er en kvalitativ forskel på racerne? Siger man for eksempel om en idiot, at han er sort, siger man så dermed, at alle sorte er idioter?

Vandkamp med de sorte. Da jeg var på international spejderlejr, skete det torsdag aften, at en stor flok af nordmænd, svenskere og finnere kom marcherende ind i den danske lejr og gav sig til at smide vandballoner. Nogen af os tog, hvad vi kunne finde af vand for at give igen med det samme, mens andre af os (mig, eksempelvis) forsøgte at redde aftensmaden fra at blive våd. Samme aften var danskerne rasende, naturligvis rasende for sjov, for angrebet på den danske lejr havde været fejt, da vi var i tydeligt mindretal. Vi besluttede os for, at vi ville prøve at få englænderne med os, når vi skulle hævne os. Senere lød det fra nogen, at det var måske ikke den bedste ide, for stort set alle englænderne var jo sorte, og der ville gå racisme i det så.

Dette satte virkelig gang i nogle tanker hos mig, for hvad mente man egentlig med det? Mente man, at hvis englænderne deltog i en vandkamp, så ville skandinaverne gå over grænsen i kampen mod de sorte? Eller mente man, at englænderne ville gå over stregen og beskylde skandinaverne for at være hårde mod dem, fordi de var sorte? Det store spørgsmål var dog for mig at se: Er det ikke netop racistisk ikke at ville involvere sorte mennesker i en vandkamp, fordi de er sorte?

Hvad er det første, du lægger mærke til? En lærer viser et billede til sine elever. Det forestiller en mand, som røver en døgnkiosk. Læreren beder dem beskrive mandens udseende på et stykke papir, så folk vil kunne genkende ham på gaden umiddelbart efter røveriet. Eleverne skriver løs, og læreren beder dem til sidst læse op. Peter beskriver ham som sort og i en rød t-shirt. Annette skriver, at han er sort, og så har han to piercinger i højre øre. Ludvig lægger mærke til, at han er sort, har en rød t-shirt og bakkenbarter. Læreren lægger armene over kors og med et tilfredst smil siger han: "Så det første I lægger mærke til er, at gerningsmanden er sort!"

Som elev må man føle sig lidt uretfærdigt behandlet, når man sidder overfor en lærer, der antyder, man er racist eller i hvert fald racistisk. Men i virkeligheden har ingen jo udtalt, at der er nogen kvalitativ forskel på sorte og hvide i denne sammenhæng. At man lægger mærke til, at en mand er sort, det vidner ikke om racisme. Allerhøjst vidner det om, at man ikke ser mange sorte. Selv ser jeg ikke svaner særlig ofte, så når jeg endelig ser en, så lægger jeg virkelig mærke til det. Betyder det nu pludselig, at jeg har noget imod svaner? Og netop det, at der i Danmark ikke er mange sorte, gør jo, at det virkelig er en hjælp at beskrive en eftersøgt person som sort. Så har man da fået præciseret.

Den ene er ikke bedre end den anden. Nu kunne jeg jo være politisk korrekt og konkludere, at der ingen forskel er på sorte og hvide foruden hudfarven. En sådan konklusion synes dog at være unfair overfor både sorte og hvide. Jeg har selv indtryk af, at sorte bredt set har en mere uformel kultur end hvide. I øvrigt har de mere rytme, de danser og synger mere og svinger mere med lemmerne. Karakteriserer sådanne holdninger en racist, så er jeg nok sådan én. Vigtigt for mig er det dog at pointere, at de forskellige egenskaber, der karakteriserer én race fra en anden ikke er afgørende for, om den ene race er mere værdifuld end den anden. I mine øjne er alle mennesker uanset hudfarve nemlig elsket af Gud.

Den store udfordring i vores verden er ikke så meget racismen, som det er den store frygt for racismens genindførsel. Vi er nået helt derud, hvor vi ikke engang kan kalde en neger en neger uden at nogen vil mene, det er racistisk. Det er skræmmende, at folk kan læse noget racistisk ud af en udtalelse om, at "en mand er sort", når det reelt ikke siger mere om manden end hans hudfarve. Netop fordi sorte ikke er mere eller mindre værd end hvide, bør vi ikke være bange for at sige, om nogen er det ene eller det andet. Når det er så ligegyldigt, om nogen er sort eller hvid, så kan en hvid mand da vel også sagtens kalde en sort mand sort? Dermed har han jo ikke sagt noget om personens værdi.

Bonus-vits:
Peter: Jeg vil være ligesom Hitler!!
Flemming: Hitler? Du må da være sindssyg, hvordan vil du være ligesom ham?
Peter: Jeg vil udrydde alle jøder plus en klovn!!
Flemming: Vil du udrydde en klovn?
Peter: Ja, dér kan du se, ingen bekymrer sig om jøderne!

Adventistkirkens strukturdebat

2006-08-05T23:19:00.000+02:00

Jeg kunne ikke dy mig for lige endnu engang at tjekke annoncen for den uheldige temadag i sidste nummer af Adventnyt. Dér fandt jeg så også en annonce, jeg ikke før har lagt mærke til, og jeg måtte til at grave lidt i hukommelsen igen, så følgende er skrevet med visse forbehold. (Jeg husker måske forkert ved en detalje eller to.)

Hele struktursnakken startede i en komite til sidste generalforsamling og forslaget, som blev stemt igennem skulle sikre, at emnet, struktur, blev godt drøftet. Processen skulle indledes med, at ledelsen (eller var det bestyrelsen?) nedsatte et udvalg til at drøfte struktur i kirken, noget med hvem der har hvilke beføjelser og hvor mange mellemled og alt i den dur. Dette udvalg skulle så lave et oplæg til diskussion. De skulle brainstorme og snakke og samle materiale etc., som de senere kunne lægge på bordet. Dette skulle skabe grundlaget for en diskussion, som skulle startes ved et større møde, hvor alle interesserede adventister kunne deltage.

Et eller andet gik galt, og det blev vist lidt pinligt. Man fik ikke nedsat udvalget, der skulle lave oplægget til debatten. Af en eller anden grund tænkte nogen så, at det ikke burde forhindre det store møde i at finde sted. Derfor indkaldte man til dette møde på det næste ordinære årsmøde (altså 12 måneder efter). Folk mødte nysgerrigt op, og jeg tror, vi gør alle en tjeneste ved ikke at træde i, hvad dette udviklede sig til. Et spildt møde, for en ordentlig debat kan naturligvis ikke ske uden et godt oplæg.

Nu har man efter alt at dømme fået nedsat udvalget, og de har fået diskuteret noget struktur og fået nogen ideer (håber jeg). Her kommer så det lidt problematiske: Man ønsker at forslaget skal holdes, og det skulle ske indenfor denne valgperiode, altså inden næste generalforsamling. De har altså travlt, og da der ikke er flere årsmøder før næste generalforsamling, har man valgt at holde strukturmødet på Vejlefjordskolen helt for sig selv. Opfordringen lyder altså, at interesserede kan møde op til debat på baggrund af et oplæg, som ingen endnu kender foruden udvalgets deltagere. Det er svært at spå, især om fremtiden, men jeg har følgende lille spådom: Næsten ingen vil møde op til dette strukturmøde. At invitere folk til at rejse 1-2 timer hver vej til fordel for et ukendt emne, nogen engang ønskede drøftet, det er endnu en forbier.

Det oprindelige forslag skulle sikre, at debatten kom op at køre på en bred front i Adventistkirkens rækker. Alligevel har strukturdebatten haft meget trange kår i Adventistkirken, og jeg synes, det er lidt bekymrende. Men er det Guds vilje, at vi skal have det op at vende, så skal det naturligvis nok komme.

Tilføjelse d. 6. august: Det anbefales kraftigt, at man også læser Jonas' afklarende kommentar til dette indlæg.

Den Store Skuffelse

2006-08-05T18:44:00.000+02:00

Jeg har i en god måneds tid set frem til den temadag, der blev annonceret på adventist.dk, som skulle holdes i Adventkirken Nærum i dag. Oplægget lød på, at "Ronald Graybill, PhD, som er en af de personer, der har lavet mest research om Ellen G. White" (citat fra deres menighedsnyt) gennem tre møder ville forsøge at behandle 5 spørgsmål:

Hvem var Ellen G. White?
Hvad udrettede hun?
Hvordan var verden, hun levede i?
Hvordan var menigheden, hun tjente?
Hvordan kan vi bruge hende i dag?

Spændende oplæg, især når der blev lagt vægt på mandens kompetence. Derfor besluttede jeg mig for denne weekend at besøge min ven, Andreas, og så ville vi køre op og overvære de tre møder her på sabbatten, hvilket jeg nu fortryder.

Vi stod op klokken lidt over 7 i morges for at køre fra Præstø til Nærum, og oplevelsen, som ventede os dér, var ikke noget at råbe hurra for. Til sabbatskolen (den første time af kirkens dagsorden) gennemgik Dr. Graybill en masse billeder fra København, alt imens han fortalte, at Ellen White havde været i Botanisk Have og i Rundetårn. I samme anledning fortalte han også lidt om baggrunden for de forskellige seværdigheder, bl.a. en masse snak om den danske kongefamilie, den russiske zar, prinsesse Dagmar med videre... Det var ikke engang for sjov! Manden syntes faktisk at tro, det var dette, vi var kommet for at høre om!

På et tidspunkt antydede han også, at eftermiddagsmødet var blevet aflyst, selv om det på oversættelsen lød, som om han snakkede om en anden dag, men det skulle vise sig faktisk at gælde for i dag, da det til allersidst lige blev sagt ganske kort, at "der ikke vil være noget eftermiddagsmøde". Jeg gad vide, hvor længe man har været klar over dette, eftersom det har fremgået af både hjemmeside og den brochure, jeg fik i hånden, da jeg gik ind, at der ville være et eftermiddagsmøde. Og hvad var begrundelsen? Godt vejr? At vi skulle "have lov" at tage til Botanisk Have og kigge på bibelske planter?

Det andet møde klokken 11:15 gik mere i dybden end det første møde havde gjort, men jeg vil dog mest beskrive det som en flirt med emner, som kunne have været interessante at grave i. Han sagde, at når mennesker valgte at tro på Ellen G. White, så er det ikke på baggrund af hendes teologi, men fordi man personligt har en oplevelse af, at hendes tekster er inspirere(n)de. Dette syntes så desværre blot at være undskyldningen for ikke at komme ind på den teologiske diskussion, og resten af tiden brugte han på at fortælle lidt om et par kendte skrøner i forbindelse med Ellen White, dels historien om at hun skulle have holdt en stor bibel i strakt arm i meget lang tid, dels forklaringen at hun fik sine åbenbaringer på grund af kviksølvforgiftning.

Da han dog brat afsluttede med en bøn, havde jeg en meget mærkelig fornemmelse. Var det virkelig det hele? De fem spørgsmål blev jeg ikke meget klogere på. Han sagde intet om hendes baggrund, om hendes miljø eller om hendes menighed? Og selv om han syntes at have et meget fornuftigt forhold til, hvordan Ellen White kan bruges i dag, så kunne jeg da godt ønske mig, at han havde demonstreret det med et eksempel eller to.

Som en almindelig prædiken var hans andet møde skam ganske udmærket - med nogle gode pointer, om end jeg har hørt det meste før. Til gengæld synes jeg, det er irriterende, at man laver lokkende annoncer på den måde uden at sikre sig, at taleren faktisk lever op til sit oplæg. Havde han overhovedet fået spørgsmålene? Og hvor blev eftermiddagsmødet af? Og hvorfor skulle vi under sabbatskolen kedes med en ligegyldig sightseeing i København? Ærlig talt, jeg føler mig noget snydt.

Præstø by sunset

2006-08-04T22:35:00.000+02:00

Jeg tilbringer weekenden hos Andreas Joensen, idet vi skal til temadag om Ellen White i morgen. Her til aften var vi nede ved Præstø Havn, hvor en mand spillede på trompet, før man strøg flaget, alt imens himlen blev smukkere og smukkere. En ganske god måde at indlede sin sabbat på.

Dernede så vi også et kærestepar, vi kendte, men vi hilste ikke på dem, eftersom vi sad pænt og lyttede til trompeten, da de gik forbi. Om de bemærkede os ved jeg ikke, men jeg vil ikke bebrejde dem det, hvis de ikke gjorde, og egentlig heller ikke hvis de ignorerede os med vilje. Når man tager sin kæreste ned til Præstø Havn en sommeraften ved solnedgang, så er det nok ikke for at stå og hænge ud med gamle venner og bekendte.

Har det interesse, kan du se mine mobil-billeder på min flickr. Eller du kan gå ind på Andreas' flickr, hvor der er flere billeder i en noget bedre kvalitet.

Vi er åbenbart alle look-a-likes!

2006-08-03T22:11:00.000+02:00

Jeg blev lidt bidt af det program, Andreas linkede til, hvor man kan få scannet sit ansigt og bagefter få fortalt hvilke kendte mennesker (ud af 3200 mulige), man ligner mest på de enkelte billeder. Den eneste filmstjerne, jeg har fået at vide, jeg ligner, er Brandon fra Beverly Hills alias Jason Priestley. Ikke noget at være videre stolt af, da han kun har rangeret som tv-stjerne, og da han vist nok har det med ikke at kunne styre sig overfor papparazzis, hvilket sikkert også er svært, men alligevel.

De eneste, der har gået igen på de tre billeder, jeg har prøvet med, har dog været Michael Vartan, Thor Heyerdahl, Orlando Bloom og David Beckham - her snakker vi desværre kun ansigtudtryk. I øvrigt nævnte maskinen Josh Holloway (Sawyer fra Lost), men det gjorde den så også, da jeg forsøgte mig med en af mine eks-klassekammerater, Jonatan Pedersen, så han har nok et meget alsidigt ansigt. Og på et af billederne lignede jeg i øvrigt Wentworth Miller, som vist nok kun kendes fra Prison Break, hvor han til gengæld er totalt cool, så det er da værd at nævne. Men så glemmer vi også lige, at maskinen sagde Jude Law (føj!), Robert Redford (pladder!), Akhmad Kadyrov (who knows?) og Oliver Kahn (gammel tysk målmand).

Hvad er det, der gør, at man sammenligner sig med dem på tv? At jeg kan bruge så meget tid på at uploade 3 billeder af mig selv - for så satte jeg grænsen - og så en masse billeder af alle mine venner bare for at se, hvem de ligner? Hvorfor er det dog interessant? Jeg går ellers ikke ind for idolisering af kendte, kun når det er for sjov som en hobby. Der findes alt for mange eksempler på folk, der har set op til en eller anden tilfældig person fra medierne med en cool attitude. Der er selvfølgelig de positive eksempler, Will Smith, i dag en ganske fornuftig fyr at dømme ud fra hans foretagender. Og så er der de dårlige, Kurt Cobain, forsangeren fra kultgruppen, Nirvana, der i 1994 skød sin hjerne ud.

Det døde liv

2006-08-02T18:30:00.000+02:00

Har du nogensinde set Highlander fra 1986? Suveræn film, og nu vil jeg så spolere den ved at forklare dig, hvad den handler om - det er nemlig i orden, når der er gået 20 år, siden filmen kom frem, ligesom det heller ikke længere er nogen hemmelighed, at Darth Vader er Luke Skywalkers far i Star Wars.

Connors perfekte liv
Connor McLeod af klanen McLeod er omkring de 400 år og bor i New York. Han blev født i det skotske højland i 1500-tallet, og de var oppe at slås med en anden klan, da en led russer stak ham i siden med sit sværd. McLeod-klanen får overtaget og den lede russerskurk råber efter ham: "Vi ses igen, McLeod!"

Samme aften ligger McLeod for døden, det gør man nemlig, når man har været gennemboret af et sværd. Han klarer den ikke. Ingen klarer den, ikke et sådant sidestik. Men næste morgen er han alligevel frisk, han står på sine 2 ben uden såret i siden, og han har fået sin farve tilbage.
Den slags ville man i dag juble over, kalde et mirakel og hoste penge i Benny Hinns godtepose. I det skotske middelalderhøjland priste man dog ikke nogen, man fordrev den helbredte og sagde, at han var i ledtog med Lucifer, altså Fanden selv. Gud gør nemlig ikke den slags for mennesker ifølge skotterne i denne amerikanske eventyrfilm, men Djævelen slår naturligvis gerne en sådan handel af nu og da.

Den stakkels skottefyr fra McLeod-klanen fordrives til bjergene, her finder han til gengæld en charmerende blondine (hvor kom hun mon fra?), og de slår sig ned. Udtrykket lyder drabeligt, det at slå sig ned, men denne film viser mere end nogen anden, hvor fredeligt det koncept er. Der er intet til at forstyrre, der er kun dem, alene, og de har hinanden - og så den smukke natur. Hvad kan man ønske sig mere? En kone, en hytte i en skøn natur og noget kvæg at leve af. Så er livet perfekt... for en tid.

Planen, meningen og målet
Men intet varer evigt, heller ikke freden. En mand med navnet Juan Sanchez Villa-Lobos Ramirez kommer ridende på sin hest med et sværd i hånden, og han søger én mand: Connor McLeod, der for fem år siden blev fordrevet fra sin landsby. Han konfronterer Connor med sandheden, den at han ikke kan dø. Han kan ikke drukne, han kan ikke stikkes ned, og han bliver ikke syg. Kun én ting kan få ham i graven, og det er døden ved halshugning. Og før eller siden vil det ske, hvis ikke han gør noget ved det. Alle udødelige - og der er en hel del rundt omkring i verden - stræber hinanden efter livet. Til sidst vil der kun være én tilbage, og han får Prisen, en Gave, som ingen kender, men som er uden sammenligning!

Hvorfor er det sådan? Hvem har fundet på det? Hvem har bestemt, at Connor McLeod skulle leve evigt? At han skulle halshugge for ikke selv at blive halshugget? At der kun kan være én, og at den sidste får en gave? Ramirez stiller også spørgsmål. Han spørger, hvorfor solen står op. Og alle svarene udebliver, for det gør solen bare. Sådan er det bare, og så har man bare at leve med det.

Højlænderens liv fortsætter. Hans kone bliver gammel, han forbliver ung, og hun dør i hans arme, mens han holder om hende. Hun spørger, hvor de er, og han svarer, at de er i det skotske højland, hun løber ned ad bakken, og livet er skønt. Men netop som han beskriver det øjeblik, han vitterligt ønskede skulle vare evigt, dør hun. Hun er væk, og livet er forbi, og han lever videre for at opleve det døde liv.

Den udødeliges livsvilkår
Sådan er det nemlig at være udødelig i en forgængelig verden. Man oplever døden mere end nogen anden, for alting dør omkring én. Små byer med liv dræbes af industrialisering og forurening, man længes tilbage til gamle dage. Man får venner, og man kalder dem "venner for livet", men når man lever evigt som den eneste, kommer man til at miste dem igen, før eller siden.

Queens synger i baggrunden: "Who wants to live forever?" Og Ramirez anbefaler i begyndelsen McLeod helt at forlade hustruen. Det havde været bedre, om han aldrig knyttede sig til hende! Det havde da sparet ham for smerten ved at miste hende. Connor McLeod valgte dog at lade være, han holder fast i hende - sorgen til trods. Hver fødselsdag tænder han et lys for hende. Hun lever for evigt, men kun i hans flygtige drømme.

Døden burde ikke have været
Døden er en unaturlig størrelse. Den er ikke en del af vores natur. Alt i os fortæller os, at vi burde ikke dø. Døden er ikke meningen. Hvis døden var en naturlig del af livet, så ville den vel ikke gøre så ondt på os. Hvis døden var en helt natulig bestanddel af tilværelsen, så ville man vel aldrig spørge "Hvorfor...", når den ramte? Men vi gør det hver gang, som om vi har noget indeni os, allerdybest nede til højre (eller måske venstre) for lillehjernen, noget som skriger, at det her ikke var meningen. Det var oprindeligt ikke meningen, at vi skulle dø!

Det er også denne lillle del af os, som får os til at kæmpe indenfor videnskaben, den evige kamp for at forlænge tilværelsen med bare nogle få år og måske vi så en dag om mange, mange år får udkonkurreret døden, får fjernet alle dødsårsagerne inklusiv den naturligste, som er alderdommmen. De drømmer alle om det, de mangler blot at finde ud af, hvad der binder os til døden.

Men selv hvis det engang lykkes, hvad har vi så? Hvad hvis det viser sig, at kun få af os kan leve evigt? Så dør folk fortsat omkring os. Hvad hvis alle kan leve evigt, men vi stadig skal bo i en verden, som vil falde sammen? Ressourcer løber vi jo også tør for på et tidspunkt. Der bliver hungersnød. Der bliver også pladsmangel. Det er ikke fedt at leve evigt, slet ikke i en verden, der er forfalden. Faktisk kan jeg ikke forestille mig, nogen som helst kunne tænke sig at leve evigt i en forgængelig verden.

Her kommer kendsgerningerne
Højlænderen lever evigt. Hvor er det da egentlig fedt at kunne blive skudt ned af tyskere under 2. verdenskrig bare for at rejse sig op umiddelbart efter og tage nazifyrene med bukserne ned. Alligevel viser den amerikanske eventyrfilm fra 1986 os bagsiden af medaljen, og den endelige forløsning for den udødelige bliver da også i sidste ende retten til at dø, retten til at få de ting, der før var forbeholdt alle andre almindelige dødelige. Endelig! har han tænkt. Efter 400 års erfaringer med tab og død og sorg var det gaven over alle gaver bare at blive almindelig, eller i hvert fald delvis almindelig, selvfølgelig med lidt mere end det normale. Han er dødelig, og han er lykkelig igen.

Men her kommer kendsgerningerne for den virkelige verden så. Ingen af os lever evigt, og det er ikke værd at stræbe efter evigt liv, så længe omgivelserne er, som de er. Vores lave levealder er faktisk vores mindste problem. Overvej, hvis det var det eneste, man havde at brokke sig over: "Hvor er det træls, jeg ikke lever evigt!" Sådan siger man ikke, hvis man har et elendigt liv. Skal man have glæde af evigheden, så må det være i en evig verden, hvor evigheden gælder alt og alle.

Desværre, så er alt forgængeligt her. Alt går til grunde. Nogle ting er længere om det, men før eller siden, så er det slut. Vi tvinges derfor til at søge udenfor det kendte. Vi må bryde den forgængelige verdens rammer, og vi må tro på, at det er noget udenfor dem, som ikke nedbrydes, og som aldrig går til grunde. Vi bliver nødt til at læne os op ad overbevisningen om, at der er noget evigt, som altid har holdt, som holder lige nu, og som altid vil holde. Et væsen, ja, en person for hvem døden ikke er en realitet. En konstant. En overmagt. En skabergud.

Jud 1,24-25
v24 Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, v25 den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Tilbage fra Camporee

2006-08-02T17:33:00.000+02:00

Adventisternes internationale spejderlejr er nu forbi, og jeg er hjemme igen med nogle ekstra oplevelser i bagagen, som jeg måske vil dele med jer på bloggen løbende, da de har sat forskellige dynamiske spekulationer i gang. Foreløbig har jeg 132 mere eller mindre interessante billeder af forskellige mennesker i forskellige situationer, måske de sidder i en spejdersofa, eller måske de står ved siden af én, ja, mulighederne er jo mange.

Coming up next: Camporee

2006-07-25T16:20:00.000+02:00

Kl. 11:55 landede min engelske fætter og kusine. Det er på min fars side, hans fætters børn. Det vil sige, at de egentlig er mine second cousins. Jeg er ikke sikker på, hvad man kalder det på dansk. De valgte at flyve hertil dagen i forvejen, da de ligesom 3000 andre unge mennesker fra hele Europa skal til Camporee. Det skal jeg også.

Hvad det helt præcist går ud på, ved jeg ikke, for jeg har aldrig været med til sådan noget før. Men jeg mistænker det for at være noget med at bo i telte, sidde om bål, gå til møder, bade, slås, blive solskoldet og blive spist af insekter. Det tiltaler nogen mennesker mere end andre. Selv er jeg ikke meget til udeliv, men at være sammen med en masse mennesker man kender, uanset om det så er i et telt bygget på en myretue eller i et 5-stjernet hotel, det kan jeg godt se fidusen i.

Mere om dette, når jeg har prøvet det i praksis.

Laver du noget fornuftigt lige nu?

2006-07-24T23:49:00.000+02:00

Sidder du og planlægger den næste irriterende kæde-sms? Måske du er ved at finde på endnu en hoax om, at msn lukker, eller at en virus er ved at brede sig? Skal du absolut sende et eller andet til nogen, kan du så ikke i stedet bruge din tid på at sende et brev til George Bush om, hvor bekymret du er over den behandling, amerikanske soldater giver fanger?

Fortvivl ikke, 164'er!

2006-07-22T23:30:00.000+02:00

Jeg tog mig selv i at klikke ind på TV2's sladdersider gennem et link, der gik direkte ind på denne nyhed. Nu har jeg det straks meget bedre. ;-)

What is your Perfect Major?

2006-07-21T20:43:00.000+02:00

Følgende test-resultat er nok mest interessant for folk, som kender mig in real life. Men det var absolut en af de bedre tests, jeg har prøvet på Internetttet. Procentpointene virker lidt meningsløse, men rækkefølgen er meget realistisk, undtagen til sidst. Har nok sat krydset forkert ved et kropsligt spørgsmål.

You scored as Philosophy. You should be a Philosophy major! Like the Philosopher, you are contemplative and you enjoy thinking about the purpose for humanity's existence.

Philosophy

100%

Journalism

100%

Psychology

92%

Theater

92%

Linguistics

83%

English

83%

Sociology

83%

Anthropology

75%

Engineering

75%

Mathematics

67%

Art

58%

Dance

50%

Chemistry

17%

Biology

What is your Perfect Major?
created with QuizFarm.com

Debatoplæg: Profetisk henrykkelse

2006-07-19T14:50:00.000+02:00

"Jeg kan starte med et eksempel, ét ud af mange, nemlig da David flygter fra Kong Saul, som i jalousi stræber David efter livet:

v18 Da David var flygtet og havde bragt sig i sikkerhed, kom han til Samuel i Rama og fortalte ham alt, hvad Saul havde gjort mod ham. Så gik han og Samuel til Najot og tog ophold dér. v19 Da Saul fik at vide, at David var i Najot i Rama, v20 sendte han folk hen for at gribe ham. Men da de så forsamlingen af profeter i henrykkelse og Samuel i spidsen for dem, kom Guds ånd over Sauls folk, så også de kom i profetisk henrykkelse. v21 Det fik Saul at vide, og så sendte han andre folk; men også de kom i profetisk henrykkelse. For tredje gang sendte han folk; men også de kom i profetisk henrykkelse. v22 Så gik han selv til Rama. Da han var kommet til den store brønd ved Seku, spurgte han, hvor Samuel og David var. De svarede: »De er i Najot i Rama.« v23 Mens han var på vej derhen, til Najot i Rama, kom Guds ånd også over ham, så han kom i profetisk henrykkelse, mens han vandrede af sted til Najot i Rama. v24 Også han rev i profetisk henrykkelse klæderne af sig foran Samuel, og han faldt om og lå nøgen hele dagen og natten. Det er derfor, man siger: Er også Saul blandt profeterne?

Som du nok kan regne ud er jeg ude efter begrebet 'profetisk henrykkelse'. Hvordan skal det forstås i denne sammenhæng?

Er det en tranceagtig krampe ala det, man ser til Benny Hinn-møder?
Eller er det en mere kontrolleret begejstring over Helligåndens tilstedeværelse?
Eller noget helt andet?

Den sidste linje synes at indikere, at det som regel kun sker for profeter, eller tolker jeg det forkert? Sker det i dag?

Som debattør."

Følg med i debatten her.
(Blot et forsøg på at skabe lidt mere interesse for Giraffen Forum)

Tilføjelse d. 2. august: Den udviklede sig utroligt nok til at omhandle adventisternes forhold til Ellen White, et emne der lader til at rumstere lidt derinde for tiden på godt og ondt. I de fleste tilfælde vælger jeg nok at holde mig tilbage. Jeg føler ikke et behov for at forsvare mig med tung dokumentarisk materiale hver gang nogen spreder fordomme om kirkesamfundet (med vægt på medlemmerne). Jeg vil bare fortsat være mig selv, og så kan jeg måske ad den vej mane nogen af fordommene om adventistkristne i jorden, når de ser, jeg blot er en almindelig praktiserende kristen til trods for nogle teologiske standpunkter, der ikke ses så ofte i kirkelige sammenhæng i Danmark. Det blev en lang sætning.

At komme hviledagen i hu.

2006-07-18T12:12:00.000+02:00

Kristeligt Dagblad bringer i dag en artikel, som hedder "Nej tak til flere søndagsindkøb".

Sabbatten er Syvende Dags Adventistkirkens kæphest. Det er det fjerde bud; budet, der som det eneste begynder med "Husk", og som komisk nok også er det eneste, kristne har glemt. Det teologiske afvig fra bibelens lære kan læses så tydeligt ud af Kristeligt Dagblads artikel, at det undrer mig som adventist, at andre kristne ikke stopper op og tænker en ekstra gang over det. Gentagelse har fået de fleste til måske på dogmatisk vis at acceptere påstanden om, at bibelen opfordrer til søndagshelligholdelse.

Et flertal af forbrugerne siger nej tak til mere søndagsåbent. Men i praksis bruger de stadig flere penge netop den dag

(...)

Det er dog ikke ønsket om at komme hviledagen i hu, der får forbrugerne til at sige nej tak til søndagsåbent, lyder det fra Flemming Hansen, professor ved Center for Markedskommunikation på Copenhagen Bussiness School.

Jeg har diskuteret med kristne, om sabbatten er den sande helligdag, ikke søndagen. Den sidste diskussion sluttede meget hurtigt med, at de andre sagde, at det hverken er søndagen eller lørdagen, der er hellig, for vi skal ikke længere "trælle for loven". Altså vil det kræve en ny diskussion om lovens betydning i dag, før man kan tage diskussionen om søndagshelligholdelse.

Men i det bragte citat lægges der jo ikke skjul på en kristen holdning, der ikke svarer til denne. Det "at komme hviledagen i hu" er jo intet mindre end en henvisning til det fjerde bud. Det er ganske åbenlyst, og alligevel læser seriøse praktiserende kristne artiklen uden at skænke det én tanke. Professoren lægger her op til, at bibelen siger, vi skal holde søndagen hellig. Det kan udledes af hans kommentar, at søndagen er hviledagen, der snakkes om i fjerde bud i 2 mos 20.

Dette er dog ikke det mest interessante, da dette sker konstant (og måske netop derfor går det over hovedet på folk efterhånden). Det mest interessante er, hvad professoren videre siger:

– Det er næppe udtryk for en religiøs holdning, men nærmere, at folk føler, de har brug for en klar regel, der afholder dem fra at bruge søndagen på at købe ind, siger Flemming Hansen.

Okay, folk er ikke religiøse, men de har ikke desto mindre brug for en "klar regel", der sikrer deres søndag. Søndagen er altså mere hellig for dem i en sekulær forstand, det er familiedagen. Men sagen er den, at hvis der var søndagsåbent, så ville forbrugerne jo stadigvæk kunne vælge at lade være med at handle. At der er åbent, tvinger ikke folk ind i butikken. Bare spørg ostehandleren i Vejle. Men folk siger alligevel, at det er lettere at holde sig fra indkøb og bruge dagen mere fornuftigt, hvis der faktisk er en lov om det, hvis der er "en klar regel", man kan støtte sig til.

Denne formulering rammer for mig at se sømmet på hovedet. Hvis butikkerne lukker, så behøver man ikke tænke på det, så er der ingen fristelse. Som jeg ser det, er dette faktisk en væsentlig del af grunden til, at buddene i Det Gamle Testamente stadig har relevans for kristne i dag. I stedet for at skulle diskutere det med os selv, så kan vi hvile ved tanken, at nogen har fastsat en klar regel, som vi holder af princip. I gymnasiet havde jeg aldrig dårlig samvittighed over ikke at lave de lektier, jeg var bagud, om lørdagen, for jeg kunne forsvare det med en klar regel, nemlig det fjerde bud. Den velsignelse gav mig så større kræfter til at gøre det om søndagen.

Kristeligt Dagblad har endnu engang vidnet om, at lov og regler er til velsignelse for folket, at folk faktisk efterspørger regler, der kan forbedre deres tilværelse.

Ingen glorie at pudse?

2006-07-17T13:25:00.000+02:00

Jeg så engang en lille tegnefilm om selveste Anders And, hvor han en morgen blev vækket af sin gode samvittighed (en Anders And-klon i en lys dragt og med glorie over hovedet), fordi han skulle i skole. Han gik af sted med sine skolebøger, som en lille artig dreng, men en anden klon, én med små røde horn i panden, lokkede ham ned til søen for at ryge på en cigar. Den stakkels Anders sad nu dernede og blev grøn i hovedet af den ulækre røg, og han mærkede det slet ikke var så sjovt at være uartig, som han havde troet. Til sidst kom hans gode klon, den med vinger og glorie, og gav hans djævleklon tæsk på grufuldste vis, og så gik Anders i skole og for at det ikke skulle være nok, så gik engleklonen ind i Anders, så kun vingerne stak ud og glorien svævede over hans hoved.

Er man en artig (m)and, så har man altså en glorie over hovedet. Tilsyneladende findes der ikke særlig mange artige mennesker. Jeg begyndte at spekulere lidt på, hvad der egentlig ligger i den der glorie, hvor den egentlig kommer fra. Af forklaringer fandt jeg ved at søge rundt, at glorien (selvfølgelig) er af en temmelig ukristen oprindelse. Den er blevet sammenlignet med aura, altså en slags åndelig udstråling. I dag, når vi hører aura, så er det som regel i en New Age-kontekst. Man har da også forsøgt at efterligne den på forskellige måder rent fysisk. Nu vi er i Disney's verden, kan vi jo nævne Kuzco fra Kejserens nye Flip (The Emperor's New Groove), verdens mest forkælede Inka-hersker, der har bevandret vores jord på tegnefilm. Og som enehersker, der tilbedes som solguden selv, skulle han naturligvis have en aura, en gudekrone, som det ses, altså en glorie. Nordpå gjorde de det samme, i hvert fald mange år senere. Dér skød man kalkuner og tog dem på hovedet, og den store indianerhøvding havde naturligvis flest fjer om skallen, for han var mest i berøring med Gud (eller Moder Natur).

Og endelig gjorde man det også herhjemme i de gamle europæisk-hedenske kulturer. Det arvede kristendommen så, og man tænkte, at Jesus kunne ikke være rigtig Gud uden at have en ordentlig glorie om hovedet. Jesus var naturligvis ikke den eneste, også mange andre hellige personer skulle have den ære at være oplyst - apropos østens Buddha, hvis glorie faktisk plejer at være større, eller også er Buddha bare mindre. Og nogen gange kan man da godt få det indtryk, at det faktisk er størrelsen, det kommer an på. Se blot dette maleri af én, som hedder Simon Ushakov. Hvem er Jesus på det billede? Det er naturligvis ham med den største glorie. Hvem er Judas? Ham hvis glorie ikke engang er vokset ud af hovedet, eller som vel egentlig ikke har nogen.

Et billede siger mere end tusind ord, og billeder kan derfor være mindst lige så farlige (eller farligere) at tage bogstavelige. Mon Jesus havde en glorie i virkeligheden? Eller en form for aura? Jeg kan forestille mig, det havde været praktisk, hvis han lige skulle reparere håndvasken, til gengæld upraktisk på grund af alle insekterne, når han skulle sove om aftenen. Det kunne selvfølgelig være, han kunne slukke den, men jeg tror, det er mere sandsynligt, at glorier og auraer for det meste hører til i den fiktive verden. Om Jesus står der da også, at han gav afkald på den guddommelige skikkelse for at indtage en tjeners, altså et fornedret menneskelegeme som dit og mit (Fil 2,7). Så har Helligånden naturligvis herliggjort ham ved forskellige lejligheder, men for det meste var Jesus ikke smukkere eller mere skinnende. Han var som dig og mig, dog uden de små røde horn og halen.

(med forbehold for et par faktuelle fejl her og der ...)

Skal satire begrænses?

2006-07-15T00:16:00.000+02:00

Vi er alle glade for at Muhammedkrisen er overstået. Eller rettere, vi er alle glade for, at det ikke længere diskuteres i medierne konstant. I stedet skal vi nu høre om Mellemøstens problemer og den krig, der har været undervejs i så mange år, og som nok snart bliver en realitet. Men tillad mig at sige endnu et par ord om ytringsfrihed, denne gang med fokus på amerikansk satire.

I USA har de jo en vidunderlig tv-serie ved navn South Park. Da den kom frem i 1997, brød den alle normer, provokerede alt og alle. Den ligner en tegnefilm af den slags, børn ser lørdag formiddag (eller søndag, måske). Faktisk er den lavet i god gammel Cirkeline-stil. Den har gjort grin med homoseksuelle, mormoner, scientology, politikere, canadiere og Jesus, der i South Park-universet har sit eget talk show. Første gang de introducerede Jesus, var han dog oppe at slås med Julemanden, som stjal alt for meget af opmærksomheden juleaften (Jesu fødselsdag).

"Det synes jeg bare overhovedet ikke er morsomt!" vil et forarget kristent menneske måske sige og lægge armene over kors og stampe to gange i jorden. Men hvis det er sandt, så er der vel næppe noget at brokke sig over? Hvor vi virkelig skal bekymre os om blasfemi, er så vidt jeg kan se, hvor det faktisk går hen og bliver sjovt - og dermed populært. Alligevel, så har vi i vesten en stor respekt for ytringsfriheden, og i nogen grad tillader vi da også blasfemi. Faktisk har jeg indtryk af, at det skal være virkelig slemt, før domstolene kan blandes ind i sagen. Selv Jyllands-Posten slap jo, hvilket stadig undrer mig.

Men lad os gå tilbage til South Park. Skaberne af serien hedder Trey Parker og Matt Stone. For tiden er de temmelig utilfredse med Comedy Central, som serien har kontrakt med. Parker og Stone lavede tidligere et afsnit om Tom Cruise og om Scientology. Vældig morsom episode, undtagen hvis du faktisk har brugt dyre domme på skidtet. Sagen er dog den, at fordi Scientology følte sig krænket over afsnittet, valgte Comedy Central ikke at sende det igen, selv om det stod på programmet. I stedet sendte de et ældre afsnit.

Det er ikke første gang, Comedy Central har taget hensyn til nogen gennem censur. Parker og Stone ville gøre grin med Muhammed-krisen og i den forbindelse havde Parker og Stone beredt 10 sekunder specielt viet til et stort fjollebillede af Islams profet. Resultatet blev dog et stort skilt, hvor der stod "Comedy Central ønsker ikke at vise et satirebillede af Muhammed". Det er skaberne af South Park naturligvis irriterede over.

Men her kommer så det store spørgsmål til de 500.000 kroner: Hvem handler egentlig mest etisk forsvarligt i denne sammenhæng? Mange vil sige, at det naturligvis er Comedy Central, især nu efter krisen, Danmark har været igennem. Mange vil mene, at det er synd for muslimerne, når deres profet bliver afbildet, at JP gik over grænsen, og at Parker og Stone i dette forsøg på blasfemi også går for vidt. For at sætte tingene i perspektiv synes jeg dog, at folk bør tjekke Parker og Stones billede af den kristne Gud ud, som det blev bragt i et afsnit, jeg så for ganske få nætter siden på kanal 5.

Satire står for sig selv, når vi snakker ytringsfrihed. Satire er en undskyldning for at sige alt. Man mener måske noget med det, man siger. Måske mener man intet. Det spiller ingen rolle, om man gør, da det altid vil blive fortolket som satire. Det er bare for sjov, og dermed er alt tilladt, og man er udenfor juridisk rækkevidde. Satire bliver først et problem, når nogen tager det alvorligt - og her har Comedy Central store problemer i deres grundlag, for når de vælger at skåne Scientology og muslimerne, tillægger de så ikke netop satiren en vis mening, den ikke burde have? Hvordan skal vi så tolke det, når de tolererer angreb på alle andre, som måske havde følt sig lige så forulempede som dem, der blev skånet?

Parker og Stone gør grin med alle, så i deres verden behandles alle lige. Men Comedy Central gør forskel, når de vælger at skåne udvalgte. Jyllands-Posten har længe forfulgt vores muslimske minoriteter og bragt disrespektfulde artikler og indslag, der så endelig kulminerede med nogle tegninger af profeten. Det, de gjorde er ikke at forveksle med satire, da de aldrig ville have gjort det samme mod det, som de i virkeligheden har respekt for.

(Tanker inspireret af denne artikel.)

Bagt kartoffel med ost og grøntsager

2006-07-14T20:53:00.000+02:00

Kvinders plads er i køkkenet. Gammel mandchauvinistisk joke, og den er stadig sjov, fordi der er så meget (og så lidt) sandhed i den. I hvert fald føler jeg mig ikke helt hjemme i et køkken, og jeg er tilfældigvis en mand. Jeg ved, hvor æblerne er, og hvor slikket er (hvis der er noget tilbage). Jeg ved også, hvor glassene er, og hvor jeg kan finde saft, juice, sodavand, cider eller mælk, hvis jeg er tørstig - eller vand. Til gengæld, så er jeg nok i et lidt for fremmed område, hvis jeg skal lave mad. Jo, jeg har da kogt pasta en del gange efterhånden, men nu er det tid til at prøve at skrue nogle andre ting sammen, da jeg jo i fremtiden kan risikere at skulle gøre det lidt oftere, end jeg har været vant til.

I dag lærte jeg så at lave bagt kartoffel med ost og grøntsager - og fanskarerne bryder ud i ustyrlig jubel i beundring af Lars' fantastiske kundskaber! Eller det gjorde jeg i hvert fald til mine fire hundes underholdning.

Madopskrift: Bagt kartoffel med ost og grønt!

Ingredienser:

Minimum 1 bagekartoffel (ubagt), 2 er bedre.
Frysegrøntsager (fra fryseren, dér kan man altid kan finde nogen)
Reven ost.
Hytteost.
Smør (usundt blandingsprodukt, ikke plantemargarine!)

Tilberedning:

Sæt ovnen på 200 grader. Tag bagekartoflen og snit et kors i den - du vælger selv, om det skal vende op eller ned. Det gør ikke noget i denne sammenhæng, at du ikke er kristen (kartoflen er ligeglad). Har du to kartofler, så gør du det også med den anden. Har du tre, så gør det også med den tredje. Har du fire, ja, så kan jeg desværre ikke hjælpe dig. Du putter nu dine kartofler i ovnen, som måske ikke er helt varm endnu, og giver dem 50 minutter, så bliver de måske perfekte, måske ikke.

Når der er 10 minutter tilbage, så tager du nogle grøntsager op fra fryseren, dem du måske i en anden situation kunne finde på at putte på din forstuvede fod. Du åbner posen med en saks, hvis den ikke allerede er åben, og du hælder 499 gram grøntsager i f.eks. en glasskål med låg, eller bare én som tåler at komme i microovn, og som har låg og passer i størrelse. Du tilføjer et par spiseskefulde vand og en halv teskefuld salt og roder lidt i det. Giv det lidt tid i microovnen (2-3 minutter), tag det ud, løft låg, rør rundt, låg på igen, ind i microovn igen, 2 minutter til.

Servering:

Når din bagekartoffel er færdig, så tag den ud med grydelapper eller med nogle hænder, du gerne vil have brændt, f.eks. din nabos. Læg kartoflen på en tallerken og tryk let på siderne, så det kristne symbol i kartoflen åbner sig, og så du kan se det lækre (eller knap så lækre) indhold. Tag lidt blandingsprodukt og tvær det ud i kartoflen med en gaffel, så "kødet" bliver blødt og er til at have med at gøre. Ælt så osten ind i det og put salt på. Grøntsagerne, som har mistet alt det sunde af at være i fryser og microovn, serveres enten ved siden af eller på selve den splattede kartoftel, og for at det skal virke mindre kedeligt, så putter man et godt lag hytteost ovenpå.

Visuelle resultat:

Kreationismens sorte får

2006-07-13T16:07:00.000+02:00

Kent Hovind: If I get what I deserve...
Debatten om "Intelligent Design vs. Evolution" har nået sit højdepunkt indenfor det sidste år. Jeg ved, at min bror har beskæftiget sig lidt med det af interesse, bl.a. skaffede han sig et foredrag af en ungjordskreationist. Da jeg klokken et i nat ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg skulle lave, satte jeg mig til at se noget af dette foredrag. Foredragsholderen hed Kent Hovind, og han indledte med at sige, at han havde en doktorgrad, at han havde læst videnskab og undervist i 15 år. Dog undlod han at fortælle, at det var en doktorgrad i kristen uddannelse, at det ikke var videnskab, han havde undervist i, og at det videnskab, han havde studeret, slet ikke var en del af hans egentlige uddannelse.

Men pyt med det, jeg morede mig kosteligt. Han var ubeskrivelig sjov! Det er nok det morsomste foredrag, jeg længe har set, men jeg må så også indrømme, at jeg ikke har overværet særlig mange. En stor del af det humoristiske lå dog i hans manglende respekt for sine modstandere, kom jeg senere til at tænke over. Han gjorde en del ud af at tale nedladende om folk, han havde diskuteret med ved forskellige lejligheder. Alligevel så jeg en vis ydmyghed i ham, da han til sidst sagde: "But God loves, and he wants you to go to Heaven. (...) I'm goin'! It's not 'cause I'm good. If I get what I deserve, I'm in serious trouble. But I've been forgiven." Og dér fik manden min sympati som kristent menneske, midlertidigt, for jeg mistede den desværre lidt igen i dag, da jeg satte mig til at undersøge ham nærmere.

Answers in Genesis uenige med Hovind
Nogle af argumenterne, han brugte, havde jeg hørt før, andre var nye for mig og særdeles spændende. Når jeg skal slå nogen eller noget op, så plejer jeg ofte at benytte mig af Wikipedia. Det gjorde jeg så også med Kent Hovind i dag, og det skulle vise sig at være en god ide. Jeg fandt nemlig ud af, at han så godt som ingen videnskabelig uddannelse har, kun en "doktorgrad" fra et baptist kollegium, dog ikke i videnskab. Så fandt jeg ud af, at manden har svindlet i skat og senere begrundet det med, at en præst ikke bør betale skat af de penge, han tjener på Guds arbejde, fordi det i givet fald er Guds penge, ikke de forenede staters (eller lignende). Desuden læste jeg, at han ofte bruger Loch Ness-monsteret og Bigfoot som argumenter for, at dinosaurer stadig findes.

Mest interessant er det dog, at Kent Hovind ikke blot bliver kritiseret af evolutionister (eller neodarwinister), han modtager også kritik fra stort set alle andre kreationister, bl.a. organisationen, Answers in Genesis. Inde på AiG finder man bl.a. en liste over argumenter, som kreationister ikke bør bruge ifølge AiG. Jeg har selv flere gange været inde og tjekke efter, om nogen af de argumenter, jeg har hørt, skulle stå derinde, og det gør de desværre (eller heldigvis) rimelig ofte. Også mange af Kent Hovinds argumenter er efter sigende derinde. Derfor har flere henvist ham til hjemmesiden, og det har resulteret i en snak mellem ham og AiG, som kan ses derinde.

Hvad holder Hovind i gang?
Nu er der ikke noget nyt eller overraskende i, at kreationister kan være uenige om, hvilke argumenter der er gode og dårlige. Det interessante i denne sammenhæng er heller ikke deres uenighed, men nærmere den kendsgerning, at Kent Hovind synes decideret nedstemt i kreationistkredse. Seriøse kreationister finder ham direkte pinlig. Og denne store modstand blandt seriøse (og veluddannede) kreationister til trods, så fortsætter han sit arbejde med sit Creation Science Evangelism Ministry. Han holder de samme foredrag, sælger de samme materialer, som han altid har gjort - de samme argumenter for skabelsen, de samme fordrejninger af udviklingslæren.

Hvorfor gør han det egentlig? Hvad driver et menneske til at fortsætte på den måde? Hvorfor justerer han ikke i sit materiale? Eller hvorfor stopper han ikke bare, indser at han ikke har den nødvendige ekspertise til at drive et center for kreationisme? Man læser rundt omkring, at mange ville ønske, at han stoppede. Men desværre, manden bliver ved med at udbrede de samme løgne, han underviser folk i ting, som han er blevet konfronteret med er usande.

Målet helliger ikke midlet
Jeg diskuterede det med min bror, og vi overvejede, om han måske bare er temmelig dårlig begavet. Efter at have set en time af hans foredrag må jeg dog konkludere, at det er han ikke. Han er lynende intelligent på flere punkter. Han forklarer det hele pædagogisk, og han synes at virke rimelig logisk. Man kunne forestille sig en tilsvarende kreationist sige ting, der ikke hang sammen og så alligevel troede på dem. Men alt, hvad Hovind siger, hænger sammen, hvis man altså ser bort fra, at hans præmisser er forkerte.

Nu skal vi mennesker ikke gøre os for kloge på hinanden, da det ikke er op til os at dømme hinanden. Lad os her skelne mellem bedømmelse og fordømmelse og tillad mig at bedømme (vurdere) Kent Hovind uden at fordømme: Jeg tror, at Hovind ved, at de ting, han påstår, er forkerte. Og jeg tror også, at Hovind er ligeglad med, at de er det. I hans hoved er det en kendsgerning, at verden ikke kom til ved big bang og evolution, og da han tror med hele sin forstand, at dette er sandt, så er det ham mere eller mindre ligegyldigt, hvordan han får ledt folk til denne sandhed. Er det ad løgnens vej, folk kommer frem til det, så pyt skidt, det vigtigste er jo, at de til sidst står med sandheden. Bare de er blevet styrket i deres tro på Gud, så har han gjort det rigtige, tænker han måske. Er det tilfældet, så passer hans moral i forhold til hans kreationistiske arbejde også med hans skattemoral som nævnt tidligere. Målet helliger midlet.

En sådan tankegang finder jeg meget ukristen. Bibelen lærer os ganske vist, at vi skal være "snilde som slanger og enfoldige som duer" (Matt 10,16), men også at vi skal være "lys for verden" (Matt 5,14), og at vi skal "underordne os de myndigheder, som står over os" (Rom 13,1 - se i øvrigt vers 6 om det at betale skat). Og i dette konkrete tilfælde gør man da også ret i at overveje et par ting: Er Hovind overhovedet til gavn for kristendommen, når han lyver for at lede folk til Kristus? Er han overhovedet til gavn for kreationismen, når han lyver for at få folk til at bifalde skabelsesberetning? Kent Hovind er efter min mening et godt, men tragisk eksempel på en snæversynet evangelist, som gør skade netop dér, hvor han ønsker at være til gavn.

Dude, this is a church!

2006-07-08T23:45:00.000+02:00

(Copyright Gospel Communications International,
Inc - www.reverendfun.com)

Det hænder, at der er en rigtig god strip på Reverend Fun. Her er én, som jeg synes er sjov, og humoren løftes, fordi dens budskab er så uendelig relevant for Adventistkirken just nu. Vi skal ikke alene respektere, at gudstjenesteformen kan være anderledes. Vi skal også respektere, at vi hver især drages til forskellige former, hvad der nu appellerer mest til os på baggrund af forskellige faktorer, og at det er individuelt, hvor man føler sig hjemme - og altså ikke et spørgsmål om rigtigt eller forkert.

Tro og kompetence

2006-07-08T21:30:00.000+02:00

En ikke-kristen debattør på Giraffen Forum (kom til at kalde ham ateist) har på det sidste udfordret et synspunkt, vi har i ordstyrergruppen. Det er synspunktet, at "kristne kan have et fællesskab med hinanden af en karakter, de ikke vil kunne have med en ikke-kristen". Med andre ord, så vil der være emner, jeg vil kunne diskutere med en kristen, som jeg ikke ville kunne tage op med én, som ikke var kristen, i hvert fald ikke på samme måde. Der ville være en vis indforståethed imellem os alene i kraft af, at vi er kristne. Men er det nu rigtigt?

Kan en ikke-kristen da ikke studere kristne, være sammen med kristne, sætte sig ind i kristen tankegang i en sådan grad, at han faktisk kan være med? Skulle en ikke-kristen ikke kunne sætte sig så meget ind i det, at han faktisk ville kunne agere kristen i en kristen sammenhæng, uden at det ville være det mindste til skade for nogen?

Det lader til at ligne den problemstilling, der har været oppe i sagen om sognepræsten, Grosbøll. Hvordan forklarer man ikke-kristne, at selve troen er så væsentlig del af en præsts kompetence? Han er uddannet, han har været omgivet af kristne, han kender det kristne budskab - de vil spørge, hvorfor det ikke er nok? Hvad gør troen ham i stand til, som han ikke kan gøre uden troen? At man ikke tror på varen, man skal sælge, gør vel ikke nødvendigvis, at man er ude af stand til at sælge den? Eller at man er dårlig til det?

Netop Grosbøll er måske et dårligt eksempel af den simple grund, at han faktisk ikke leverer budskabet, som en troende præst ville. Men måske nogen havde kunnet gøre det? Det kan jo ikke udelukkes. Ikke desto mindre siger alt i mig, at kirken og det kristne fællesskab ikke kan rumme ikke-kristne. De passer simpelthen ikke ind, uanset hvor fleksible de er, når ikke de har troen. Hvorfor? Jeg har svært ved at forklare det. Men på den anden side, så forstår jeg heller ikke de ikke-kristnes trang til at være en del af det troende fællesskab. Hvad er deres ærinde dybest set? Er jeg fordomsfuld - eller måske bare realistisk - når jeg sætter spørgsmålstegn ved deres motiver?

Godt, jeg ikke er ene ...

2006-07-08T01:54:00.000+02:00

... om at være et syndigt menneske. Jeg har et scenario i mit hoved, hvor Adam og Eva aldrig syndede, men hvor jeg som den første spiste af det der træ (selvfølgelig ikke med vilje). Men altså, en hel verden, hvor alle var syndfri, undtagen lige mig.

Hvor finder man så en tøjforretning?

The Logic That Wasn't There

2006-07-06T22:02:00.000+02:00

Jeg kom tilfældigvis i besiddelse af en dokumentarfilm, som min bror havde skaffet sig, som hedder "The God Who Wasn't There". Filmen er lavet af en humoristisk fyr ved navn Brian Flemming, som engang var kristen, men som ikke er det længere. Han opdagede nemlig, at jorden drejer om solen, og at det ikke er solen, som drejer om jorden. I hans univers betyder det, at kristendommen er falsk, at Jesus aldrig har eksisteret, og at alle Paulus' tekster skal forstås som symbolik. Én ting må man give ham: Han er lynende intelligent. Det var Paul Joseph Goebbels også. Ergo hvad?

Dokumentaren som helhed
Den startede ellers så fremragende. Indrømmet, effekterne var dårlige, og Brian Flemmings voice-over er ikke halvt så charmerende som Michael Moores, men lad nu det ligge. Han introducerer ved ganske kort at præsentere os for Jesus, naturligvis gjort med de mest klichéfyldte arkiverede bibelske lystspil, han har kunnet få fat på - det lader vi også ligge. Og så går han endelig i gang med det relevante, nemlig Jesu historicitet. Dette er spørgsmålet i indledningen, og derfor ventede jeg med længsel på, at han endelig kom til det.

Her får vi så den sædvanlige anklage. Alle beretninger om Jesus er skrevet efter år 70. De eneste ord om Jesus inden er Paulus' ord, som ifølge Brian Flemming ikke forholder sig til evangeliernes Jesus (kun til den metafysiske udgave, Paulus har mødt) og derfor må læses som symbolik svarende til gnosticisternes Jesus-figur. Konklusionen er altså ensidigt, at Jesus var ikke Gud eller Guds Søn, ganske enkelt fordi Jesus aldrig har gået på jorden.

Man har jo mødt den før, mange gange. Efter at have set dokumentarer fra BBC og National Geographic, kan man ikke andet end ryste på hovedet, da disse har leveret nogle af de samme påstande, dog underbygget langt mere overbevisende, end Brian Flemming formår. Jeg vil ikke påstå, at jeg er nogen ekspert i evangeliets udbredelse efter Apostlenes Gerninger, men én ting undrede jeg mig dog over, da jeg så hans fremstilling: Hvor blev Josefus af? Og alle de andre kilder, som han siger ikke eksisterer, men som alle kristne bøger om emnet lægger vægt på? Var det da i det mindste ikke relevant at tage op, hvorfor disse ikke gjaldt?

Brians egentlige kamp
Forklaringen følger dog i resten af udsendelsen. Selv om Brian Flemming først lader til at gå historisk til værks, så er hans største problem med Kristus slet ikke at finde i historien. Hans egentlige problem tilhører den teologi, han er opvokset med, og han lægger end ikke skjul på det. Resten af dokumentaren præsenterer en række ting, som han og mange andre forbinder med kristendommen - og som han hader og afskyr, fordi de skræmte livet af ham, da han selv blev præsenteret for det i tidlig alder.

Inden jeg satte mig til at skrive dette indlæg, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville gå i gang med at modargumentere hele dokumentaren, da du sikkert ikke har set den (eller får den at se nogensinde). Det ville i øvrigt resultere i et alt for langt indlæg. Derfor har jeg én pointe i hovedet, som jeg gerne vil have trumfet igennem i løbet af indlægget. Lad os tage lidt fat i hans kæpheste:

Brian Flemming kommer ind på The Passion of the Christ, han viser de blodigste små bidder fra den, og han siger "Christians said yes, this is the film we want".
Brian Flemming har ledt i arkiverne, han viser nogle små drenge og med store hvide bogstaver skriver han: "U.S. Christian Soldiers, 1982"
Brian Flemming siger: "God does hate fags!" Der vises en gammel sløret bibel som baggrund og med hvide bogstaver står der "If a man lies with a woman, both of them have committed a detestable act. They must be put to death. - Leviticus 18:22" I samme omgang snakker han om inkvisitionen, heksebrænding og diverse andre ting i den genre, konkluderende at sådan er den kristne Gud, selv om nogen kristne ikke vil være ved det.
Brian Flemming præsenterer os for rapture-læren, altså bortrivelseslæren, som går ud på, at når Kristus kommer igen, så tager han de sande kristne med sig. Senere kommer han så tilbage og tager en meget mindre skare af folk med sig, som er blevet kristne efter Jesu anden genkomst, men før hans tredje. Og resten ryger i det evigt brændende torturhelvede.

Et opgør med falsk kristendom
Man fristes først til at spørge: Hvad har disse punkter med sagen at gøre? Han indledte sin dokumentar med en præsentation af Jesus og med spørgsmålet om Jesu eksistens. Om Gud hader homoseksuelle eller ej, om vi bliver revet bort som 4400, eller om kristne kunne lide at se Jesus lide - det vil aldrig nogensinde have relevans for spørgsmålet om Jesu historicitet. Og dermed afslører han som tidligere antydet sit ærinde. Det handler ikke om, at noget i ham er modstander af Jesu eksistens, det handler om en naturlig modstand mod kristen vranglære.

Hvad Brian Flemming ikke lader til at være klar over er, at den sande kristendom måske ikke er lig med den kristendom, han er blevet præsenteret for. Dokumentaren er iskold og kynisk propaganda, fordi den viser kristendommen fra sin værste side, nemlig den menneskeskabte. Jeg tror ikke på den kristendom, manden tager afstand fra. Jeg afskyr den lige så meget, som han gør, hvis ikke mere.

Essensen af Jesu lidelse var ikke det fysiske, som Gibson lagde vægt på (se her). Jeg tror ikke, vi skal sende soldater i krig i Guds navn (at US gør det, kan kristendommen vel næppe lastes for?). Jeg tror på lovens principper til fulde - men jeg konkluderer modsat Brian Flemming, at kristendommen ikke lærer, at vi skal praktisere dens straffeordning i dag. Jeg tror hverken, at rapture-ideen eller helvedeslæren er bibelsk.

Dokumentaren varede godt en time, og det var en meget mærkelig fornemmelse, jeg sad med bagefter. Tænk, jeg havde overværet en hel udsendelse gøre op med den kristendom, jeg af og til er med til at bekæmpe på Giraffen Forum. Vi står altså et eller andet sted på samme side, Brian Flemming og jeg. Og alligevel så forundres jeg over hans dybt irrationelle udbrud, jeg alt dette til trods ikke kan følge ham i: "I deny the Holy Spirit! (I am not afraid!)" Var dette den eneste løsning, han kunne finde på sit problem?

Et sidste ord om Helvede
Til afslutning får man lyst til at citere Richard Carrier: "Hvis jeg var nødt til at sidde i Himlen, velvidende at der var mange millioner - formentlig milliarder - mennesker, som skulle lide og pines og tortureres så voldsomt, og velvidende at jeg ingenting kunne gøre for dem... for mig ville dét være Helvede." Og her sidder jeg så, den kristne seer af Brian Flemmings dybt antikristne propagandafilm, og jeg tænker: "Sådan ville jeg da også føle!"

Sjov uden sprut

2006-07-06T00:46:00.000+02:00

Tag til en "drukfest" (sådan en med meget sprut) og lad være med at drikke. Kan man i givet fald have det sjovt? Sagtens, og jeg har endda dokumentation for det:

Lavede naturligvis også andet den aften...

Den samme Gud?

2006-07-05T19:54:00.000+02:00

Den religiøse debat præges ofte af spørgsmålet: "Hvem det er, vi tilbeder?" Tilbeder kristne eksempelvis den samme Gud, som muslimerne gør? Eller er det 2 forskellige guder, altså Allah og Jahve? Hvad så med kristne og jøder, tilbeder de måske den samme Gud? Jøderne siger jo, at de tror på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og det samme gør vi kristne vel? Men også muslimerne siger, de tror på Abrahams Gud. Kan verdens tre store monoteistiske religioners Gud så ikke siges at være den samme?

Jøden: Vi tilbeder da den samme, ikke?
For noget tid siden præsterede jeg at fornærme en jøde groft. Da jeg først mødte ham, var han kristen. Han lagde meget vægt på det gamle testamente, bl.a. sabbatten, og han havde da også besøgt adventistmenigheder af samme grund. En dag blev han overbevist om, at Jødedommen havde ret, og dermed at Kristendommen tog fejl. Jesus var altså efter hans overbevisning ikke Messias. Desværre taler jeg ikke længere med ham. Grunden var mit svar på spørgsmålet, om hvorvidt vi tilbad samme Gud. Min første tanke var Jesus Kristus. Han siger, ingen kommer til Faderen uden ved ham, og han taler i flere sammenhæng om sig selv som et billede på, hvem Faderen er (og hvordan han er).

Da jøder ikke tror på Kristus, var jeg meget hurtig - sandsynligvis for hurtig, som jeg nok desværre har for vane at være - til at svare min jødiske ven: "Nej, vi tror vel i og for sig ikke på den samme Gud." Spørgsmålet har nok været af mindre betydning for mig, end det har været for ham, idet han konverterede fra kristendom til jødedom. Selvfølgelig har det optaget ham, om han havde skiftet Gud - eller om han bare havde lært sin Gud bedre at kende. Hans konklusion var, at han ikke havde skiftet Gud ud, men at hans gudsforståelse var blevet forbedret.

Islamkritikerne: Ikke samme Gud!
I maj stiftedes en slags forening (som medlemmerne ikke vil kalde en forening, selv om de forenes om en holdning), som kaldes Islamkritisk Netværk. På nuværende tidspunkt har netværket over 100 medlemmer, alle sammen teologer, nogen af dem præster. Forskellige steder kan man læse, at netværkets formål er at gøre opmærksom på, "at kristne og muslimer ikke tror på den samme Gud". I en artikel inde på Kristeligt Dagblad siger et medlem af netværket ved navn Edith Thingstrup:

"Det virker som om, der er mange præster, der ikke er bekendt med, hvorfor de er præster. De burde spørge sig selv, om de overhovedet skal være præster i folkekirken, eller om de i stedet skulle blive religionslærere. Der er præster, der mener, at kristne og muslimer tror på den samme Gud. Aldrig har jeg kendt magen! Det er ikke den samme Gud, vi tror på."

Hvem beder lille Saajid til?
Det er ikke uden grund, at kristne, at muslimer og at jøder af og til tænker, at det vel et eller andet sted er den samme Gud, vi alle har fat i. Islam har en arv fra tidlig jødedom, kristendommen har en arv fra tidlig jødedom, og Jødedommen forsøger så at vende tilbage til den tidlige jødedom (om de så har succes med det, kan man jo diskutere). Men lidt fælles historie gør jo ikke samme Gud, vil mange (fundamentalistiske) troende så betone. Og der er da nok heller ingen kristne, muslimer eller jøder, som nogensinde vil være i tvivl om den åbenlyse kendsgerning: Kristendom, Jødedom og Islam er meget forskellige.

Men hvis ingen er i tvivl om dette, hvad er der så tilbage for f.eks. islamkritikerne at gøre opmærksom på? Øjensynligt handler det for dem om mere end forskellene på kristen og muslimsk gudsforståelse. Der må være en hel konkret grund til, at de vælger at fokusere på, at det er en anden Gud, og ikke bare et andet billede af Gud, som i kristne øjne er forkert. Konsekvensen af denne måde at formulere det på forstås måske bedst ved brug af et eksempel:

Lille Saajid går i klasse med en masse andre børn. Han er klassens mobbeoffer nummer ét, bliver kaldt "skide perker" i skolegården og er meget ulykkelig. Hans forældre forstår ham ikke, de har travlt nok med at tage sig af hans søster, som er i den vanskelige alder. Da han en sen aften ligger i sin seng, ser han ud af vinduet, op mod himlen og med tårer i øjnene hører han sig selv mumle: "Gud, hjælp mig!" Her sætter vi så den fiktive fortælling på pause. "Gud" er i Saajids forståelse Allah, hvis eviggyldige Ord blev åbenbaret til Muhammed og i dag kan læses i den meget hellige Qur'an. Har Saajid bare forstået Gud forkert, så taler han til den rigtige. Men Islamkritikerne ryster stædigt på hovedet og siger uden tvivl: Gud hører ham ikke, for det er jo ikke Gud, drengen taler til, det er en anden Gud.

Gud ved, når vi snakker til ham
Hvad enten de individuelle medlemmer af Islamkritisk Netværk vil være ved det eller ej, så lægger de som forening unødigt afstand til muslimer, hvor de burde koncentrere sig om at lægge afstand til Islam - ikke ved at kritisere Islam, men ved at forkynde kristendom. Hvis vi endelig skal splitte op i Guder, så har vi nok at gøre i egne rækker med alle de teologiske retninger, der findes indenfor kristendommen. Som syvende dags adventist tror jeg f.eks. ikke på Søndagsguden og på Barnedåbsguden. Til gengæld tror jeg på sabbatsguden, dog ikke jødernes sabbatsgud, men den nådige Sabbats-Kristus-Gud. Pointen er, at det er noget pjat at dele op i Guder, mens det giver mening at dele op i gudsforståelser. På det punkt er ikke to af os er ens.

Alle mennesker har en lille glød i sig. Før syndefaldet havde mennesket et tæt forhold til Gud. Da Adam og Eva spiste af frugten, blev forholdet brudt, men gløden forblev der. Alle mennesker har inderst inde noget, som kalder på Gud. Mange kan mærke det i form af et hul, der skal fyldes op med noget, og i et desperat forsøg på tilfredsstillelse forsøger de at fylde det med mad, musik, penge, sex, stoffer, anerkendelse, romantik og uendeligt mange andre ting. I sidste ende er det dog et kald på Gud, ikke på alt det andet. Når dette kald så endelig lyder, så spørger Gud ikke i den anden ende: "Er det mig, du kalder på?" For han ved, at det er ham, vi kalder på - uanset hvilket navn vi har givet ham.

Hvem gider se Tour de France?

2006-07-04T17:49:00.000+02:00

Som jeg har været inde på før, så er jeg ikke selv nogen særlig sportsfanatiker (tværtimod), heller ikke hvad angår fjernsyn, men for et par år siden fik jeg mod al forventning en smule interesse for Tour de France. I dag var jeg så også klar til at sidde og følge dagens etape, hvor skæbnen så valgte at vælte Valverde i asfalten. Ovenpå den spanske dopingsag, der i forvejen har taget flere favoritter ud af touren, er det klart, at det ødelægger spændingen. Mit store spørgsmål er så bare: Hvornår beslutter man sig for at være ligeglade med, at de doper sig? For helt ærligt, det er trods alt de mange dopingsager, der år efter år forringer touren (særligt i år)! Hvorfor ikke bare lade dem alle tage doping, så vi kan få en ordentlig konkurrence med gode deltagere ud af det? Men så enkel er det åbenbart ikke.

I øvrigt: Glædelig 4. juli! I dag mindes vi jo, da Will Smith for 10 år siden gav rumvæsnerne maks tæsk, efter de havde voldsmadret Det Hvide Hus. Så kunne de lære det.

Dryp dryp ...

2006-07-02T20:10:00.000+02:00

Hold da ferie, hvor har det da været en varm dag igen i dag! Ja, hold ferie. Eller gør, som jeg gjorde: Tag til Juelsminde, hvor det vrimler med letpåklædte, kønne og mindre kønne mennesker. Gå så ned til Vaffelbageriet på gågaden og køb dig måske en Super Julle, altså en lillebitte isvaffel med 6 kugler, syltetøj, softice, flødebolle og guf (og en plastic-ske). Jeg nøjedes dog selv med en Gigantvaffel, som er det samme, bare minus 4 kugler. Jeg tog noget chokokrokant og bananasplit. Foreløbig årets bedste is - uden konkurrence.

Med en sådan is i hånden er varmen da til at holde ud. Måske det var sådan én, de skulle have givet deres sveddryppende studievært i TV-Syd. Kan I huske den der scene fra Troldmanden fra Oz, hvor den onde misfarvede heks smelter, fordi hun får vand på sig? Sådan så studieværten ud, det lidt ulækre var bare, at vandet kom indefra. En spand vand kunne måske have reddet ham? Eller hvis han måske havde været fræk nok til at sige "undskyld mig" og så lige havde taget frakken af? Men nej, pænt sad han som en slags nyhedsnormernes martyr og fortalte om de mange mennesker, der i dag tog til stranden for at købe gammeldags isvafler.

En meget skræmmende drøm

2006-07-01T12:58:00.000+02:00

Jeg var i Juelsminde og startede med følgende lille ice breaker historie:

En morgen vågnede jeg, da en dyb, rungende røst kaldte på mig: "Lars! Lars!" Med det samme vidste jeg, at det var Gud, og jeg smed dynen, trak bukserne på for at adressere ham tilbage: "Yes sir! Til tjeneste, hva' kan jeg gøre for dig?"
"Lars, svar mig først på et spørgsmål."
"Okay, Gud, jeg skal forsøge."
"Har du nogensinde hørt følgende spørgsmål:
Hvis Gud bad dig kaste dig ud fra en klippe, ville du så gøre det?"
"Om jeg nogensinde har hørt det? Ja, altså, jeg har da hørt folk stille noget lignende til andre, måske i en lidt anden form, men med nogenlunde samme koncept, du ved, såeh jo da!"
"Nå, hvad vil du så svare til sådan et spørgsmål?"
"Du mener... Hvad jeg ville gøre, hvis du bad mig springe ud fra en klippe?"
"Ja, eller en bro, måske. Den er også god."
"Jo, altså, Gud, da det jo nu er dig, der beder mig om det, så ville jeg selvfølgelig adlyde. Jeg er jo en god kristen, og jeg gør da, hvad du beder mig om, når det skal være, og jeg har jo i øvrigt også en meget stor tro - hold op, hvor er den altså stor, du! Så jeg ville selvfølgelig gøre det, hvis du virkelig, virkelig bad mig om det."
"Er du sikker, Lars?"
"Yes sir, absolut 100 procent bombesikker."
"Men en bombe er jo aldrig sikker, Lars?"
"Gud, den er altså ved at være ret gammel, den joke."
"Ja okay," sagde Gud, og jeg kunne måske have tænkt mig, at han så var sluttet dér, men desværre var det vist ikke hans mening, for så sagde han videre: "Lars, kast dig ud fra en meget, meget høj klippe! Eller en mindre høj klippe men over en meget dyb kløft i så fald."
"Ahh, Gud! Er det muligt, vi måske lige kan snakke om det måske på et lidt senere tidspunkt. Ser du, der er den her pæne pige, jeg gerne vil have til at føde mine børn, hvis jeg på et tidspunkt kan få hende overtalt (venter på det rette øjeblik, du ved), og så kunne jeg da også godt tænke mig at få udgivet min fantasy-roman, når jeg engang har fået den skrevet færdig - og måske jeg også godt kunne tænke mig at gøre sådan lidt andre spændende ting og sager, før jeg slår mig selv ihjel, hvis du forstår? Lidt surt at dø som total jomfru på alle områder, forstår du nok?"
"Lars? Hvad var det lige, du lovede mig før?"
Og altså var der jo ingen vej udenom. Jeg tog til USA, fandt frem til Rocky Mountains, som jo er det perfekte sted at begå selvmord - ja, det siges, at selvmordere over hele verden faktisk anbefaler stedet! De siger, at selvmord dér meget sjældent mislykkes, hvis man vel og mærke kaster sig ned i den dybeste af kløfterne, og de må jo om nogen vide det, ikke sandt? Så dér stod jeg altså, parat til at iværksætte Guds plan for mig. Aldrig ræd for mørkets magt, dø om så det gælder. Yes sir. Jeg skulle bare lige tage mig sammen først.
Jeg gik i gang med nedtællingen. 3... 2... 1¾ ... 1½ ... 1 ... ½ ... ¼ ... Da gik det op for mig, at jeg havde glemt at stille mit ur til amerikansk tid, så jeg måtte selvfølgelig begynde forfra, og måske det var bedre, om jeg talte ned fra 10 i stedet. Eller 1000?
Stenene i bunden af kløften var hårde. Gad vide, hvordan folk ville reagere, hvis de kom gående dernede og så mine indvolde ligge spredt ud over dem. Men måske det aldrig ville komme på tale? Måske Gud ville gribe mig få meter, før jeg ramte stenene? Måske han ville redde mig, når blot han havde set, at jeg var villig til at gøre det?
Modet vendte tilbage. Dog kun for en stund, altså indtil jeg igen nåede til 1½, men da fik jeg så overbevist mig selv om, at det ikke handlede om den skræk, jeg følte, eller om de følelser, jeg gennemlevede. Det handlede om at være tro mod Gud, at vise sin lydighed whatever the cost! Og da gjorde jeg så det helt fantastiske, der vel gjorde mig til troshelt på lige fod med alle bibelheltene! Jeg tog skridtet mod døden, ud fra klippen!
I samme øjeblik greb nogen mig i skulderen og trak mig tilbage. Det var Gud. En lykke brusede gennem mig. Jeg jublede: "Gud! Jeg er bare så overmegaglad for at se dig, så du umuligt kan forestille dig det - eller jo, det kan du selvfølgelig, det var jo ikke sådan ment. Men nu er du vel kommet for at stoppe mig fra at begå selvmord! Du er her vel, fordi nu har du set, at jeg tør tage skridtet, og nu ved du, at jeg er din lydige tjener, og jeg har gjort mig til troshelt, og nu vil du så forhindre mig i at gøre det, eftersom jeg har demonstreret det nødvendige! Åhr Gud, du er og bliver fantastisk."
Gud så dog skeptisk på mig, rystede på hovedet og sagde roligt: "Du kan hoppe igen om et øjeblik, Lars, lige så snart du har taget den faldskærm af!"
Jeg vågnede så af drømmen, da jeg højlydt udbrød "Pis!" Heldigvis, så var det jo bare en drøm. Gud beder os jo ikke om den slags. Han er mange ting, men han er da heldigvis ikke en tv-producent fra TvDanmark eller sådan noget.
Men hvis han nu alligevel bad dig om noget, du ikke kunne gennemskue meningen med - ville du så gøre det? Eller er du kun tro mod Guds bud, så længe du forstår de bagvedliggende principper?

Og dermed var linjen lagt for min prædiken, der spillede på de temaer, jeg tidligere har behandlet i "Et spørgsmål om lydighed" (som i øvrigt var prædikenens titel) og "Fjerde buds nødvendighed". Jeg trænger dog til snart at beskæftige mig med nogle emner, der har mindre relation til disse adventistiske kæpheste.

Far prædiker igen!

2006-06-28T20:03:00.000+02:00

Dog ikke gennem tarotkort eller langhårede hippiemedier, så der er ingen grund til bekymring. Men kunne du tænke dig, at høre en prædiken af David Dorland, så har jeg overført 2 til det der eSnips. Den om at miste sin barnetro hørte jeg nogle måneder efter hans død - og jeg tog mig selv i at tænke, det ikke kunne være en tilfældighed, at det lige netop var den prædiken, jeg sad med på det tidspunkt. Den kloge Mr. Eko i Lost sagde: "Don't mistake coincidence for fate." Spørgsmålet står dog fortsat ubesvaret.

Har det nogen interesse, så gå ind på:
http://www.esnips.com/web/daviddorland

Hør om Adams Navle

2006-06-28T03:14:00.000+02:00

Jeg har været længe oppe. Eller tidligt oppe. Det er svært at vurdere, når klokken er 3:11, men jeg har i hvert fald ikke været i seng endnu. Denne gang er det dog ikke, fordi jeg ligger og ser Lost. Nej, denne gang har jeg siddet og lyttet til mig selv og et par kammerater, da jeg d. 17. juni stod for gudstjenesten i Vejlefjordkirken. Jeg har i lang tid gået med en ide i hovedet, som jeg gradvist udviklede til, hvad jeg vil kalde et ganske vellykket møde, der dels var underholdende, men som folk forhåbentlig også kunne bruge til noget. Hvis du kunne tænke dig at høre optagelserne, så har jeg lavet det til MP3'er og uploadet det til eSnips.

Hvad skal jeg vide, før jeg hører det? Tja, du skal jo være klar over, at du går glip af en dimension ved kun at høre, hvad mikrofonerne opfanger. Jeg husker bestemt flere reaktioner fra publikum, end jeg kan høre på optagelserne, og så gjorde Jonatan og jeg nogle ting, som du også går glip af. Derudover, så kan det være rart for dig at vide, hvem modtagerne er. I denne sammenhæng var det adventistkristne som mig selv, der kender til de 28 trospunkter, men også en flok unge mennesker, dvs. kostelever i alderen 14-19, hvis tilknytning til kirken (og til Kristus) varierer en del. Mange tror lidt på Gud, men går alligevel kun i kirke, fordi det er obligatorisk.

Du finder filerne på:

http://www.esnips.com/web/AdamsNavle

Prædikanten uden alle svar

2006-06-27T17:14:00.000+02:00

Har I lagt mærke til, at de mest interessante prædikener oftest er dem, hvor der ikke leveres noget facit - eller hvor konklusionen i hvert fald ikke er givet på forhånd? Træder prædikanten frem og siger: "Ja, jeg skal ikke kunne sige, at jeg har en endelig konklusion på det, jeg vil snakke om i dag, men jeg har spekuleret en del" - så er jeg i hvert fald med! Fortsætter han så i et monotont toneleje med udgangspunkt i helligdomstjenesten, så kan det godt være, jeg står af alligevel, men én ting er sikkert: Det er altid et kæmpe plus, når prædikanten snakker om noget, hvor svaret ikke er givet på forhånd.

Da jeg var i Lille Nørlund påskelørdag, bevægede jeg mig ind på et lidt mere teologisk område, end jeg tidligere har bevandret. Til gengæld er det nok den mest fromme indledning, jeg har kunnet tvinge mig selv til at indlede en prædiken med, idet jeg forklarede dem, nøjagtig hvad jeg følte omkring det at prædike om dette emne til dem. Jeg følte mig ungkristen, uviden og med mindre eller større tvivl på forskellige dele af mit budskab. Min hovedpointe havde jeg stor tillid til, men jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville sige ting til den gudstjeneste, som ikke alle ville bryde sig om eller bifalde. Jeg sagde så også, at denne tvivl på ingen måde ville afholde mig fra at prædike disse ting. Jeg sagde åbent til dem: "Jeg er her for at provokere jer! Men absolut ikke for at fornærme nogen." Risikoen viste sig da også at være værd at løbe.

Har vi et sådant forhold til det at sige noget til en forsamling, så tror jeg, at vi kan nå meget længere og få nogle langt mere interessante prædikener ud af ærmet. Folk er bange for at prædike, bange for at de måske siger noget, som ikke falder i god jord. Det er måske med god grund nogen steder. Visse mennesker vil måske tage afstand fra din person på baggrund af noget, du har prædiket. Den slags mennesker er heldigvis ofte så sky (og så alene om deres utilfredshed), at de venter med at gå ud af kirkesalen, indtil du ikke længere gider stå i døren og vente på at trykke deres hånd.

Den mest interessante prædikant er altså ham (eller hende), som ikke har alle svarene, men som alligevel har gjort et godt arbejde for at grave i nogle ting, som kan være svære at forstå - og så er han (eller hun) ikke bange for at være ærlig, for at være sig selv.

(Er der i øvrigt nogen, som har et forslag til et emne, jeg kunne kigge på til på lørdag, hvor jeg skal til Juelsminde? Har stadig ikke lige fundet på et godt emne - men kan selvfølgelig genbruge.)

Lydgejl pepper op min laptop

2006-06-27T15:59:00.000+02:00

Computerspil er ikke lige mig. Jeg blev godt nok bidt af The Sims på et tidspunkt, men det er jo ikke et rigtigt computerspil, eftersom det handler om omvandrende påklædningsdukker. Så når jeg bruger lyd på min computer, så er det ikke for at høre, om der er nogen, der er ved at liste sig ind på mig med en kniv, eller om politibilerne er ved at indhente mig. Lyden på min computer er til film og musik. Dem ser jeg til gengæld rigtig mange af, ja, nogen vil måske mene, at det grænser sig til det sygelige. Siden 27. december har jeg set næsten 90 film, dertil skal lægges et par tv-serier.

Det er blevet sagt, at "film skal ses i biografen". Det er der flere grunde til, og jeg er på lang sigt enig. Mørklægningen, det store lærred, duften af popcorn, men først og fremmest lyden gør biografoplevelsen langt større. Da det er dyrt at gå i biffen, bliver det dog en sjælden fornøjelse i forhold til, hvor ofte jeg ser film. En billigere løsning er altså på lang sigt at lave en hjemmebiograf, men så lang sigte har jeg dog ikke. Derfor har jeg forsøgt at efterligne lidt og lave en meget billig hjemmebiograf, hvor jeg har et billigt, men ganske udmærket surround sound set fra Trust, som jeg fik i julegave for 1½ år siden. Det sluttede jeg så til min stationære computer, som har det nødvendige lydkort.

Efterhånden er det dog begyndt at irritere mig lidt, at jeg skulle bruge min gamle stationære pc, hver eneste gang jeg vil se film med surround. Jeg bruger jo ikke maskineriet ellers. Den fylder meget, og blæseren og den gamle harddisk synes nærmest at overdøve fronthøjtalerne. Derfor besluttede jeg mig for at investere i noget grej til min bærbar, så jeg kunne høre 5.1 surround sound på den i stedet. Først overvejede jeg nogle af de mange USB-løsninger, men af flere grunde valgte jeg i stedet at gå skridtet videre og købe et PCMCIA kort, det eneste på markedet til den slags, et Audigy2 zs notebook kort. Ikke at jeg ved noget særligt om den form for teknologi, blot at det er bedre end USB ved at det går hurtigere, det fylder mindre (eftersom man propper den direkte i laptoppen), og så er det noget godt software, der følger med.

Jeg har nu fået kortet og installeret det, og det virker fremragende. Mine højttalere kommer til sin ret, og min stationære kan nu erklæres fuldstændig ude af brug. Måske jeg kan skille den ad og finde på noget at bruge delene til - får nok brug for en af mine brødres hjælp til det. Dog tvivler jeg på, at jeg nogensinde får taget mig sammen til at gøre det. Nu vil jeg vente spændt på de 3 DVD-film, jeg har bestilt, måske se nogen af de 50 film, jeg allerede har liggende. Jeg ved også, at min mor har et par liggende, jeg ikke har set. Så må vi bare håbe, der kommer et par regnvejrsdage, der egner sig til den slags, men hva, det gode vejr har jo ikke afholdt os fra at se fodbold.

Den Endelige Afslutning

2006-06-23T20:24:00.000+02:00

Jeg har lidt ondt i hovedet. Det er en blanding af alt muligt. De mange indtryk og oplevelser, jeg har fået de sidste dage, når jeg med forskellige mennesker har hygget og spist og drukket. De lange nætter, man valgte ikke at sove væk, som man plejer. Udflytning og grundig rengøring på bekostning af edderkopper og andre små kreaturer, der normalt har stortrivedes på mit værelse - som ikke længere er mit værelse.

Vejlefjordskolen er for adventistkristne noget helt specielt. Man fristes til at sige, at det er hovedstaden. Administrationen holder godt nok til på det fjerne, dog lyse Sjælland. Til gengæld mødes alle på Vejlefjordskolen i ny og næ, og det er blevet sagt, at man måske nok bliver "færdig på Vejlefjord, men ikke med Vejlefjord" (skole-endelsen er røget ud af den indforståede adventist-terminologi). I dag blev nogen nok også færdige med Vejlefjord, om vi så tør indrømme det eller ej. Selv regner jeg dog med at vende tilbage til skolen rimelig ofte, naturligvis fordi min mor bor så tæt ved, men også fordi det som sagt er vores residens, mødestedet, hvor unge adventistkristne (men ikke alle, skal vi lige huske) gennem tiderne er samledes i en eller anden form for fællesskab. Har man været på Vejlefjord, så har man bare noget til fælles - et eller andet, der knytter os sammen om den lille skole.

Nu har jeg så for alvor forladt det fællesskab, der har været rammen for hele min tilværelse de sidste tre år, og jeg ved ikke helt, hvad der venter mig nu. Nogen siger, at nu møder vi den virkelige verden - vel nærmest forstået på den måde, at nedenfor Vejlefjordskolens bakke er der kun en fiktiv verden, en slags drømmeverden, vi nu vågner op af? Det er ikke for at tale ned til elever fra Vejlefjordskolen. Som regel er det jo os selv, der har gået med den forestilling, at Vejlefjord var uvirkelig, mens verden udenfor var virkelig. Men måske der ligger det i det, at verden udenfor byder på nogle udfordringer og nogle muligheder, Vejlefjord ikke rummede. Derfor betragtedes den som et pausested, en slags mellemlanding før den endelige destination.

Den virkelige verden kan jeg dog forestille mig, at det nok varer længe, før jeg møder, hvis mine sidste tre år vitterligt skal betragtes som uvirkelige. De har nu været ægte nok for mig, hvis jeg selv skal sige det. Fremtiden byder som tidligere nævnt på noget blødt og meget afslappende og afstressende arbejde i Nordjylland. Den tanke vil jeg i hvert fald holde fast i, indtil i midten af august, hvor jeg proppes ind i en lejlighed og bliver sat til at tage alle de sure tjanser, præsterne ikke overkommer. Er det ikke det, man har praktikanter til? Men jeg glæder mig. Bring it on.

Studentereksamen: Dansk

2006-06-19T15:34:00.000+02:00

Hvis det så ikke havde været så varmt, så havde det måske været til at holde ud at gå rundt med studenterhuen nu. Det hjælper heller ikke på det, at den synes at være en smule for lille. I hvert fald strammer den. Men til gengæld vidner den om, at jeg ikke behøver gå i skole igen lige foreløbig, og at 3 års hårdt arbejde - i hvert fald 3 år - nu er overstået! Og så får jeg endda lov at skrive et 11-tal i den for min præstation i dansk, som jeg nok selv ville kalde et 10-tal, men censoren var en rigtig rar mand, lader det til. Resten af gymnasiet byder nu for mit vedkommende på en masse middage, nogle krammere og faste håndtryk og så en masse lykønskninger, mange tårer (dog ikke fra mine øjne, så kold og kynisk som jeg er) og nogen halvkedelige taler, man skal huske at klappe godt af.

Herlig dag, nu er jeg student.

Studentersabbatten

2006-06-17T14:39:00.000+02:00

Jeg er så lettet. Alting synes at være faldet på plads. Mit gennemsnit kan ikke længere rykke sig ned på noget, jeg behøver skamme mig over, når jeg på mandag skal op i dansk. Nu ved jeg, hvor jeg skal hen næste år (Nordjylland), og hvem jeg kan se frem til at arbejde sammen med, og jeg begynder faktisk at glæde mig. Jeg er nu også over den store udfordring at lave en god, underholdende, men frem for alt meningsfuld gudstjeneste i Vejlefjordkirken.

Programmet indledtes med den sædvanlige salme 22, som benyttes i flere adventistmenigheder. "Pris Gud for frelsens milde ord..." og så videre. Kay Flinker ledte gudstjenesten, han opfordrede menigheden til at bage kager til camporeen. Derefter skulle børnekoret synge. Goretti Uwamahoro, klassens kvindelige rwandeser, læste skriftlæsningen, som i dag var fra ApG 4,32-35. Sandy holdt derefter bøn med os, hvor hun bl.a. bad for, at Gud måtte være med mig som taler "på en hel speciel måde". Jeg er taknemlig for sådan en bøn, og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan stå på talerstolen, se mig over skulderen og endelig sige: "Nå, dér er du!"

Ikke desto mindre, så må han have været der, for det hele gik lige så godt som planlagt, både vores børnehistorie, vores dialog-skuespil og mine afsluttende, bevingede ord. Børnehistorien var et dukkeshow, hvor min dukke kom op at slås med den anden dukke, men vi blev gode venner til sidst, og så blev der endda råbt "Ekstranummer!" af børnene. Det bliver fedt engang, når menigheden også råber sådan efter ens prædiken. Derefter var det tid for mig til at fremlægge nogle ting, som gerne skulle få folk op af stolene, eller i hvert fald til at vende sig i vantro, og så var planen, at Jonatan skulle rejse sig op i forargelse og komme op og diskutere med mig på scenen. Denne diskussion syntes at underholde menigheden, og samtidig tror jeg, at den gav noget at tænke over. Jeg samlede op på den i en 10 minutters lang tale, hvor jeg talte om enighed, om fællesskab og om den perfekte menighed.

Vi sang nogle gode sange, og det rungede rigtig godt, eftersom kirken var fyldt til randen med mennesker, der var kommet for at opleve skoleårets sidste sabbat. Vi startede med "Hil dig Frelser og Forsoner" af Grundtvig, dernæst havde vi "Du som gir os liv og gør os glade" og til sidst "Tusindfrydsland". Vi sang også 3 gode sange med lovsangsbandet, "Jesus is the answer", "Still" og "Light of the world". Til afslutning sang vi "Velsignelsen" med børnekoret. Og jeg tror, Gud velsignede denne sabbat, min sidste sabbat i gymnasiet.

En lille svipser.

2006-06-15T18:06:00.000+02:00

Jeg har aldrig nogensinde haft et arbejde. Det lyder måske som en falliterklæring, dog ikke hvis jeg siger, at jeg aldrig har haft brug for det, fordi jeg er så sparsom af person, eller har det med at bare at få penge på forskellige måder (min nådegave). Men det at være en del af en virksomhed med over- og underordnede ansatte, hvor der tages diskussioner op i administrationen, hvis udkom bagefter pænt kommunikeres ned gennem systemet - sådan som livet må være i en virksomhed, det er helt fremmed for mig.

Fra 1. august er jeg ansat i Adventistkirken. Jeg sendte en ansøgning i begyndelsen af året, hvor jeg skrev de gode ting om mig selv, om hvad jeg godt kunne tænke mig at arbejde med, også hvor jeg kunne tænke mig at arbejde. Jeg fik så det svar, at jeg var ansat fra d. 1. august som "Et år for Herren" (nogen kalder det stadig bibelarbejder), og at jeg så ville høre mere fra dem senere, om hvad jeg ville blive sat til at lave hvor og med hvem.

Og så gav jeg mig til at vente. Når sådan noget skal besluttes, så skal der nok være plads til flere tænkepauser, for spørgsmålet om hvor jeg skal placeres er jo næppe let. Jeg forestiller mig, at det først kom op til et bestyrelsesmøde, hvorefter de så måske har sendt spørgsmålet ud til alle prædikanter, om de kunne have brug for en praktikant et års tid, om de ville have noget at sætte praktikanten til, og måske hvem af ansøgerne de helst kunne tænke sig at arbejde med. Så har prædikanterne måske taget sig god tid til at tænke (lidt ligesom Peter Plys), før de svarede, og så har det måske skullet tages op i bestyrelsen igen, og den samles jo ikke ligefrem hver dag. Alt i alt kan jeg godt forestille mig, hvis det er blevet en længere proces.

Alligevel så sidder jeg nu, ganske få dage før jeg bliver student, og jeg vil bare vide det! Tidligere tænkte jeg, at jeg måske bare burde vente, indtil de kontaktede mig. Det opgav jeg dog for ganske få dage siden efter i flere uger at have fortalt folk, at jeg stadig ikke ved noget om, hvor jeg skal hen. Så jeg sendte en e-mail og spurgte, om man snart var kommet så langt, at man havde en ide om, hvor man skulle sende mig hen, og om jeg snart ville høre nærmere om det. Der kom intet svar på denne e-mail. I går talte jeg så med en person, som havde hørt fra nogen, at jeg skulle til Nordjylland... Det var da rart endelig at høre, men hvorfor havde man så ikke ringet til mig fra kontoret eller sendt mig en hilsen?

I dag ringer jeg så derover, og jeg fortæller dem, at jeg har hørt et rygte om, hvad jeg skal næste år (og jeg afslører naturligvis ingen kilder). I den anden ende lyder først lidt forvirring, en forundrelse over, at jeg ikke er blevet kontaktet af nogen af dem. Jeg deler deres forundring, og det gør jeg stadigvæk i dette øjeblik, hvor jeg sidder og venter på en e-mail fra dem, og derfor ikke har andet at tage mig til end en smule kritik på min blog, der forhåbentlig ikke fornærmer nogen. Jeg er jo ikke vred over, at jeg har fået noget at vide "på en forkert måde" (som måske ikke er 100% korrekt). Det er mig faktisk ligegyldigt - selv om det måske er knap så ligegyldigt for dem. Næ, det eneste jeg har villet vide er: Hvad skal der ske næste år?

Men et nyt spørgsmål melder sig naturligvis: Er kommunikation mellem ledelse og ansatte altid (eller ofte) sådan i Adventistkirken? Af hensyn undlader jeg naturligvis at nævne navne, i øvrigt ved jeg jo ikke, hvor bristen er, men noget, som burde fungere, synes ikke at fungere. De har naturligvis undskyldt og beklaget, og jeg tilgiver dem på stedet, ingen tvivl om det. Der skal være plads til smuttere, men så også at denne smutter bliver fortalt om på min personlige blog. Så er vi da vist også kvit.

Tilføjelse: Så fik jeg fat på e-mailen. Andreas Müller og jeg skal til Nordjylland og arbejde med henholdsvist Roland Laibjørn og Flemming Pedersen. Og så ser det vist ud til, at jeg får en længere sommerferie end regnet med, da vi vist begynder tidligst i midten af august. Hvor vi skal bo, det arbejder de vist stadig på. Det lettede.

Lidt blogstatistik

2006-06-12T14:15:00.000+02:00

Nu var jeg så fræk at bede om jeres stemme i et tidligere indlæg. Så må det også ligge på mine skuldre at fremlægge det færdige resultat for jer. Spørgsmålet lød: "Hvor ofte besøger du denne hjemmeside?" Og der var 15, der besværede sig med at svare, hvoraf jeg var én af dem, og jeg stemte "Stort set hver dag". I øvrigt kom Andreas vist til at trykke på den 2 gange, 1 gang på 2 forskellige computere. Så med lidt afvigelse fra virkeligheden er de færdige resultater:

Til sammenligning vil jeg bringe resultatet af en poll, jeg så på Kristeligt Dagblad:

Ikke at jeg har den fjerneste ide om, hvordan disse to polls på nogen tænkelig måde kan sammenlignes, så at jeg bringer dette resultat må nok stå på min lidt særprægede humors regning...

Til gengæld, så har jeg faktisk et par relevante (og denne gang mener jeg det) statistikker om de besøgende på min blog. Den første viser de gule besøgende, altså kineserne, og derefter de blå, smølferne. Kineserne kaldes også de sidste 30 dages tilbagevendende besøgende - altså folk som har været her før, og som da lige synes, de ville komme igen - og smølferne kaldes de sidste 30 dages unikke besøgende, som vist er antallet af brugere, både tilbagevendende og de andre. Jeg skal afstå fra at bringe et tal over, hvor mange der har været herinde, som har tænkt "Sikke da noget crap!", og som så 2 sekunder senere har klikket sig videre til Riedmann (eller andre)... Klik på dem for at se dem i fuld størrelse.

Hav en god dag.

Er bevidst synd utilgivelig?

2006-06-11T16:55:00.000+02:00

Min ven, Andreas, viste mig en bibeltekst, der er blevet brugt måske lidt for flittigt af folk gennem tiderne. Det skulle ikke undre mig, om denne tekst har været brugt flittigt af adventister, der har haft det som hobby at fordømme søndagshelligholdere efter at have studeret sabbatsbudet sammen med dem. Men teksten handler om meget andet end sabbatten, den handler om loven i det hele taget:

Hebræerbrevet 10,26-27
v26 For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, v27 tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne.

Men hvad er det egentlig "at synde med vilje"? Konsekvensen er, at vi af og til må synde uden at det er med vilje. Af og til må synd skulle betragtes som uheld, måske som når spædbarnet slår en bøvs og efterfølgende gylper ud over farmand. Den fulde magt har vi ikke over os selv, det vidner bibelen også om i et skriftsted, som citeres ofte (og som bør citeres ofte, eftersom det er en vigtig pointe):

Romerbrevet 7,18-20
v18 Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. v19 For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. v20 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

Jeg gør ikke det gode. Jeg vil ellers gerne. Men gør kun det onde. Har jeg ellers ikke lyst til. Eller jo, lyst har jeg faktisk af og til, men jeg ved da godt, at jeg ikke bør. Eller ved og ved, af og til formår jeg da at bringe mig selv i tvivl. Jeg diskuterer pludselig inde i mig selv: "Er det nu også så forkert, det jeg har gang i?" Grundlæggende har jeg dog en viden om, at det er forkert. Hvorfor ellers starte diskussionen med mig selv, hvis ikke det var, fordi der stadig var en del af mig, som fordømte det, jeg havde gang i? Men hvad er så konsekvensen af, at jeg alligevel gør den handling? Et spørgsmål, jeg vil vende tilbage til, men først efter en lille perspektivering.

Markusevangeliet 3,28-29
v28 Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter. v29 Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.«

Her ser vi så vores alle sammens yndlingsvers. To vers der vidner om den ene ting, som Gud tilsyneladende bare ikke vil finde sig i. Spis hans frugter, sælg døde dyr på hans tempelplads for en god profit, tag dig måske en tur i kanen med naboens kone - så længe du ikke spotter Helligånden, så er der nåde at finde, men så går grænsen desværre heller ikke længere. Men hvad er det egentlig at spotte Helligånden?

Jesus siger i evangeliet, at Helligåndens funktion er at "lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg [Jesus] har sagt til jer." (Joh 14,26) Og så siger bror Jesus desuden (i Joh 16), at "når han [Helligånden] kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig [Jesus]; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste [Djævelen] er dømt." Bemærk i denne sammenhæng, hvad Helligånden har at overbevise os om i forhold til synd. Synd er dybest set et udtryk for ikke at tro på Jesus.

Og idet vi alle synder, så udtrykker vi alle gang på gang på gang: "Jesus, jeg tror ikke på dig!" Men tro og handlinger hænger ikke entydigt sammen, forklarer Paulus os, blandt andet ved at fortælle os, at han selv har det på nøjagtig samme måde, som vi har det. Han vil det gode, men gør det onde. Pauli tekster behandler vi i dag med største respekt, fordi vi anser ham for at være en af de helligste forsvarer af den tidlige kristendom. Derudover, så kan vi let relatere til de ting, han skriver, ikke mindst, idet han fortsætter:

Romerbrevet 7,21-25
v21 Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. v22 For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. v23 Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.

v24 Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? v25 Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

Vores konklusion må da være, at det hele handler om ens indstilling. Synder du "med vilje", så synder du ikke blot med kroppen, mens en del af dig kæmper imod. Hvis du synder med vilje, så har du opgivet Guds lov, du glæder dig ikke længere over den i dit indre, men er træt af den og ser den som en byrde. Ja, du spotter Helligånden, idet du vælger at synde, fordi du ikke tror på Jesus. Bevidste synder tilgives, langt de fleste af vores synder er nemlig overlagte og bevidste, dog stadig under kroppens styre.

"Kære Gud i himlen, jeg parterede ham altså ikke med vilje. Hilsen Lundin." Selv om det var med vilje, så var det måske ikke med din gode vilje. Da kan du som Paulus kun gøre ét, råbe "Jeg elendige menneske!" i vished om, at Jesus Kristus vil forsvare dig på Dommens Dag. Han ved om nogen, hvordan synden lægger sig som en mørk skygge menneskets hjerte.

Show me your genes...

2006-06-10T16:46:00.000+02:00

... and I shall tell you what you are! Det er nemlig ikke længere et spørgsmål om, hvem (who) du er, men hvad (what) du er. En række mennesker vil gå så vidt som til at sige, at der er ingen fri vilje. Alle har vi måske en opfattelse af, at vi vælger selv, men dybest set er det hele bestemt ud fra sammensætningen af kemikalier i dit hoved, som igen er bestemt ud fra dine gener.

Gener og seksualmoral
På DR's hjemmeside fandt jeg en videnskabelig artikel om en undersøgelse i Israel foretaget på 148 studerende af begge køn. Undersøgelsen viser, at "der er et sammenfald mellem, hvordan de studerendes dna ser ud og deres seksuelle lyster". Er dette sandt, så kan vi vel godt begynde at aflive de hypoteser, der har hersket tidligere om, at afvigende seksuelle lyster opstår i hovedet på folk på bagrrund af en mærkværdig opvækst? Og vi kan vel droppe ideen om, at folk kan lide dyresex, sex med lig og slavesex, fordi de på et eller andet tidspunkt bestemte sig for at afvige og eksperimentere? Hvis de israelske forskeres konklusion er korrekt, ja, så kan man vel i princippet ikke gøre for, hvis man er pædofil?

Seksualmoral. Ordet synes måske fremmed for nogen i det vestlige samfund. En kvindelig muslimsk stand-up komiker fortalte en vits, der var sjov af to grunde. Den var groft generaliserende, men havde også meget sandhed i sig. Hun sagde noget i retning af dette: "Jeg forstår ikke, hvorfor danske mænd ikke er mere interesserede i tyrkiske kvinder. Jeg, for eksempel, har som tyrkisk kvinde noget, som ingen danske piger har: Min mødom." Det er i samfund med dominerende fundamentalistiske religioner, man kender til begrebet, seksualmoral. I et sekulariseret samfund som Danmark, har sex almindeligvis ikke noget med moral at gøre. Du er ikke forpligtet overfor nogen Gud eller nogen familieære. Du er alene herre over din krop. Hvad du så i øvrigt bruger den til, det bestemmer du selv, så længe det ikke er på andres bekostning.

Naturens ukrænkelige orden
Og genetikken synes i tilfældet med den israelske undersøgelse at styrke den vestlige seksualmoral eller mangel på samme. Det gør den ved at tage ansvarligheden fra mennesket. Jo flere sammenhænge vi kan vise mellem menneskets adfærd og dets DNA, desto mindre ansvarlighed har vi som mennesker overfor de normer, der tidligere har gældet. Eller bevæger vi os måske over i en ny form for ansvarlighed? Handler det for den moderne vesterlænding stadig om at være ansvarlig - bare ikke over for Gud, men overfor generne? For hvis generne siger os, at vi er på en bestemt måde, bør vi så undertrykke det? Bør vi modarbejde dét, der måske netop er et udtryk for naturens orden?

Synspunktet er interessant. Der anes her en meget dyb respekt for naturen, men det er uklart, hvad der ligger til grund for denne respekt. Man skal ikke modarbejde evolutionen, vil nogen sige. Man personificerer nærmest udviklingen, gør den til et væsen, man på en eller anden måde skylder at være tro imod. Sjældent vil de samme personer, der argumenterer på denne måde, dog skænke det nogen tanke, at netop Hitler og den dræbende socialdarwinisme, der voksede ud af depressionen i 30'erne, også havde til hensigt at fremme naturens gang. Anden Verdenskrig står altså som et eksempel på, hvad en ansvarlighedsfølelse overfor en opfattelse af naturen i yderste konsekvens kan resultere i. Den viser os, at der enten er noget galt i naturen, eller at vi skal være meget forsigtige med at personificere naturen og respektere den, som var naturen selv én Gud med én holdning til hvert spørgsmål.

Ansvarlige for hvem vi er?
En konklusion i DR's artikel lyder, at "man ikke kan gøre folk moralsk ansvarlige for deres seksuelle lyster - da det ville svare til at klandre folk, for at de er rødhårede." Bare det kan begrundes med at være noget, naturen har givet én, så er det altså i orden. Den dag vi finder røverigenet skal nok blive til vores alle sammens gavn. Fra den dag er vi nemlig ikke længere moralsk ansvarlige for, om vi røver banker eller supermarkeder. Når vi gør det, så er vi tro mod naturens orden. Ligesom vi ikke kan gøre for, hvis vi er rødhårede.

Det store spørgsmål er vel: Er vi selv ansvarlige for hvem vi er? Eller rettere: Er vi ansvarlige for, hvad vi er? Mange genetiske undersøgelser grunder i ét ønske, nemlig at kunne smide ansvarligheden. Man længes efter den dag, hvor vi som mennesker endelig kan sige os frie fra de moralske forpligtelser, der engang holdt os fanget. Først til den tid vil det måske gå op for folk, at det var disse moralske forpligtelser - denne undertrykkelse af menneskets natur - der gjorde mennesker frie, der gjorde os til mennesker.

Studentereksamen: Religion

2006-06-09T11:06:00.000+02:00

Jeg var godt gal i skralden i går, da den første halvdel af klassen var oppe i religion. For det første, så trækker de næsten alle sammen kristendom. For det andet, så får Jonatan 13. Hvilken position satte det ikke mig i som klassens kommende præst og ultimative religionsfanatiker?

Nu har jeg efterhånden diskuteret på Giraffen Forum i 3 år, et tværkirkeligt debatforum, hvor alle mulige typer er dukket op, selv om forummet for det meste har været domineret af fundamentalister - eller i hvert fald af kristne med et mere konservativt bibelsyn. På den baggrund har jeg følt mig ekstremt godt udrustet til en eksamination i kristendom.

Da vi i årets begyndelse så skulle vælge 2 andre religioner, var der stemning for jødedom og islam. Jødedom kunne nok have været et fornuftigt valg, især når man er kristen. Islam er også relevant, da dette kan give én en bedre forståelse for de muslimske minoriteter i Danmark. Mit problem var, at jeg forestillede mig, at jødedom er rimelig tørt, og hvis vi valgte jødedom og islam, så sad vi med 2 overvejende stive lovreligioner. Derfor holdt jeg en lille tale om, at vi burde vælge buddhisme som det ene, bare for afvekslingens skyld - og så var det naturligvis til min personlige fordel, eftersom min far har fortalt mig en del om det.

Vores pensum har derfor haft en sammensætning, som hed kristendom, buddhisme og islam. Desværre skal man også have et ekstra tema, ikke nødvendigvis en religion. Det kan være, man har Nietsche som et tema, eller måske andre religionskritikere. Eller en anden filosofisk retning, måske. Her gik det så helt i hundene, da der var stemning for noget så kedeligt og sygt som bio-etik. Det blev så vedtaget med et meget lille flertal, og resten af os græd og sørgede og slikkede vore sår lige indtil dagen i går, hvor næsten ingen trækker det.

I dag kommer jeg så ind og skal trække. Trækker jeg islam, så tænkte jeg, at jeg nok godt kunne score 11. Trækker jeg kristendom, så vil jeg gå efter 13-tallet, og trækker jeg buddhisme, så vil min supplerende viden nok i sig selv bringe 13-tallet hjem. Det er i hvert fald den illusion (apropos), jeg så aldrig får aflivet, for i virkeligheden trak jeg bioetik, et rigtig møgemne. Derfor er der dog også så meget desto bedre grund til, at jeg er godt tilfreds med det 11-tal, det lykkedes mig at få fingre i. Og nu kan jeg igen sige, hvad jeg jublende sagde efter 1.g: Aldrig mere biologi! Til gengæld, så skal jeg lige oppe mig til dansk d. 19. juni, hvor jeg bliver student.

Studentereksamen: Samfundsfag

2006-06-06T13:09:00.000+02:00

Måske jeg ikke burde være så skuffet over det 8-tal, jeg fik i dag. I går fik jeg i hvert fald fornemmelsen, at det sagtens kunne gå den vej. Jeg kunne også have været heldig at have fået 10, måske endda 11, hvis jeg havde trukket et emne, jeg brød mig bedre om. I stedet trak jeg noget om lovgivningsprocessen, hvor jeg skulle forklare 1., 2. og 3. behandling, udvalgene, kommisionerne, interessegrupperne, specielt med fokus på det "at sende et forslag til høring". Nogen her der kan forklare, hvad det går ud på? Hvad betyder det, at et forslag sendes til høring? Det burde åbenbart være almen viden for en fyr, der har samfundsfag på mellemniveau. Denne gang kan jeg ikke engang tørre det af på censor. Hun var sød, men fair, og min præstation var ringe.

Men nu er det glemt igen. Hvad er glemt? Er noget glemt? Hvorfor spørger jeg om dette? Spørger om hvad? Hva? Fokus er fra dette øjeblik rettet mod religion, som jeg skal op i på fredag. Der skal terpes noget Islam, og så regner jeg med, at det nok skal gå udmærket, hvis ikke til det 10-tal, jeg har fået i årskarakter, så i hvert fald til et 9. Inden jeg lader mig helt opsluge af næste fag, vil jeg dog lige slappe lidt af med et par afsnit af Lost.

Læse læse læse...

2006-06-05T13:16:00.000+02:00

Så bliver det vist ikke meget mere trælst. Denne uge skal jeg op i både samfundsfag og religion. Samfundsfag i morgen og religion på fredag. Næste uge skal jeg så koncentrere mig om dansk og om den gudstjeneste, jeg sammen med nogle klassekammerater står for d. 17. juni. Huen bliver lagt på mit hoved d. 19. juni. Torsdag d. 22. juni får jeg så mit eksamensbevis, og derefter er det bare ferie! På et tidspunkt bliver der så noget spejderlejr, og fra d. 1. august er jeg ansat hos Adventistkirken. Hvad det så egentlig skal betyde i praksis, det er jeg ikke helt klar over. Det kan jeg spekulere over, når jeg har læst lidt mere samfundsfag ...

Dorlands Andagt

2006-06-02T00:09:00.000+02:00

Jeg reklamerede tidligere kort for Dorland Post, et af mine små eksperimenter. Desværre mistede jeg efterhånden gejsten for at skrive noget, der opfyldte de kriterier, jeg havde sat op for indlæggene på denne blog. Ideen var at skrive breve til kendte folk.

Men nu kommer der så en erstattende ide af mere åndelig karakter (måske man derfor skulle sige stedfortrædende): Dorlands Andagt. Ideen er her at poste det, jeg af og til poster herinde, nemlig en lille andagt. Altså vil den ikke blive fyldt med mit brok, mine daglige oplevelser eller mine lange teologiske spekulationer. Jeg vil forsøge at gøre det kortere end 500 ord hver gang. I øvrigt vil jeg bestræbe mig på at være ekstra humoristisk, have et mere varieret og spændende sprog. Og så skal det have en vis åndelig kvalitet, ikke bare noget lettere intetsigende Pris-Gud-og-vær-glad-pladder (ja, undskyld mig, men det findes altså).

Nå, nok med provokationer for nu.

Send ikke videre, tak!

2006-05-31T22:05:00.000+02:00

Kære enhver, som har en e-mailadresse:

Når du åbner din indbakke, så kan du let risikere, at der ligger noget skidt, som én af dine venner har været naiv nok at sende til dig. I dag har jeg fået hele 2 af den slags e-mails.

Den første fik jeg fra Jørgen Voldstad, hvor der i adresselinjen står "Fwd: VS: VS: En gratis bærbar Ericsson PC'er". Den opfordrer til at sende en besked videre mod at man så deltager i en lodtrækning om en gratis laptop fra Ericsson. Det er naturligvis dybt urealistisk, at Ericsson ville udskrive en sådan konkurrence. Derfor undrer det mig også, at Jørgen, der bl.a. underviser i datalogi, hopper på sådan noget? Det samme har min kære klasselærer, Holger Daugård, som sendte den til ham, før vi andre fik den. Måske Jørgen bare havde tillid til Holgers dømmekraft? Og Holger til vedkommende før ham?

Den anden e-mail var dog endnu lettere at gennemskue. Dens indhold kunne næsten ikke blive mere typisk:

"Hey it is Andy and john the directors of MSN, sorry for the interruption but msn is closing down. this is because too many inconsiderate people are taking up all the names (eg making up lots of different accounts for just one person), we only have 578 names left. If you would like to close your account, DO NOT SEND THIS MESSAGE ON. If you would like to keep your account, then SEND THIS MESSAGE TO EVERYONE ON YOUR CONTACT LIST. This is no joke, we will be shutting down the servers. Send it on, thanks. WHO EVER DOES NOT SEND THIS MESSEAGE, YOUR ACCOUNT WILL BE CLOSED AND YOU WILL COST £10.00 A MONTH TO USE. SEND THIS TO EVERYONE ON YOUR CONTACT LIST. NOW YOU KNOW WHAT TO DO. PLEASE DO NOT FORWARD THIS or REPLAY. COPY THE WHOLE EMAIL. GO BACK TO YOUR INBOX AND CLICK ON NEW. AND PASTE THANK YOU FOR YOUR ATTENTION"

Seriøst, tag et godt kig på det og brug den sunde fornuft, som Vorherre efter min bedste overbevisning må have skænket de fleste af os. Ligner dette brev noget, MSN ville sende ud? Virker det videre realistisk, at MSN vil lukke din MSN-konto og kræve penge af dig, hvis ikke du sender en så dårligt formuleret e-mail videre? Giver det mening, at de kun har 578 navne tilbage (når man i MSN faktisk kan skifte navn, når det passer én, og når to brugere sagtens kan hedde det samme)?

Gør dig selv og dine modtagere en tjeneste. Send aldrig en e-mail videre, hvis oprindelse du ikke er sikker på, og hvis indhold du ikke helt forstår. Når de skriver til dig "This is no joke", så ved du, at det med sikkerhed er en joke. Når nogen fortæller en historie og insisterer "Helt ærligt, sådan gik det til!", så ved du, at de er fulde af løgn, hvorfor ville de ellers føle et behov for at insistere?

Man kan så spekulere længe over, hvad formålet med den dårlige joke er. Men det kunne måske være

1) at gøre dig til grin, for det bliver du nemlig, når dit navn ses i afsenderfeltet.
2) at belaste en masse SMTP-servere, hvilket nogen åbenbart tænder på.
3) at blive kendt - eller i hvert fald at gøre en ide kendt, ligesom en mand lige pludselig kunne blære sig med at have programmeret I Love You-ormen, alle snakkede om i 2000.
4) at sprede folks e-mails, så de kan komme i de forkerte hænder og gøres til genstand for al den spam, nogen bare brænder for at komme af med.

Det korte af det lange: Lad i hvert fald være med at sende det skidt til mig, tak. Er det spam, jeg vil have, så skal jeg nok selv skaffe det! Hvad du selv får af falske trusler og latterlige tilbud, slet dem på stedet og gør den ignorante afsender opmærksom på, hvad det er for noget fis, han eller hun bakker op om.

Studentereksamen: Engelsk

2006-05-31T12:46:00.000+02:00

Så er jeg nået til de mundtlige eksaminer. I går havde jeg det problem, at jeg ikke rigtig kunne "hidse mig op" til den mundtlige prøve i dag. Ugen op til i lørdags har jeg ikke tænkt på skolearbejde overhovedet, kun adventisternes årsmøde. I søndags havde jeg så en fornemmelse af, at nu var det tid til at slappe af. Det gjorde jeg så indtil i går aftes, hvor jeg sorterede i mine engelsknoter, satte dem i rækkefølge og puttede dem i en mappe, jeg så kunne tage med i dag. Jeg læste dog ikke på noget.

Mens vi sad og ventede, aftalte jeg med Kenneth, at jeg ville trække noget fra Brave New World, og så kunne han trække noget fra Frankenstein. Desværre gik det lige omvendt. Jeg fik den, jeg allermindst ville have, Frankenstein, og Kenneth trak Huxley. Selv om det ikke var mit yndlingsemne, fik jeg dog forsvaret min årskarakter, et 10-tal - og Kenneth fik hævet sin 2 karakterer, nemlig fra 7 til 9. Det meste af klassen var oppe i oldtidskundskab, her faldt karaktererne pænt fra 8 til 11. Det har været en god dag for det meste af 3.g.

Min censor irriterede mig ikke desto mindre. Det var en goofy dame, der talte engelsk med pæredansk accent. Det kan hun naturligvis ikke selv gøre for, men da jeg havde børstet fordommene af mig, skulle jeg høre på hendes lange tale om, hvad jeg kunne have gjort en smule bedre. Jeg har fået 10, jeg har ikke brug for at høre, om det er et stort eller lille 10-tal. Kære censor, hvis du ikke mener, jeg er mit 10-tal værdig, hvorfor fik jeg det så?

Men nu er min personlige stolthed intakt indtil videre. For det er jo det, det hele handler om. Ellers kan jeg jo dybest set være ligeglad med mine karakterer, da studenterhuen er sikret, og hvor jeg skal hen er der ingen øvrige adgangskrav.

Adventisternes Årsmøde - del 2

2006-05-29T22:03:00.000+02:00

Så er jeg hjemme fra årsmødet igen, og jeg må sige, at det stort set var en god oplevelse i år. Hvis vi da ser lidt væk fra toiletbesøgene. Ja, ikke at jeg fik dårlig mave eller noget, men det var alligevel lidt frustrerende, at hver gang jeg skulle på toilettet, så mødte man et skilt, hvor der stod "Rengøring, hold dig!" Egentlig stod der nok, at man skulle finde et andet toilet, men jeg syntes efterhånden, at det var utroligt, så meget de gjorde de toiletter rene. I praksis var det nok kun 2 gange dagligt, men det var altid, når jeg skulle! Efterhånden fik jeg mistanke om, at det måske var med vilje? Måske en spion havde holdt øje med mig dagene i forvejen, noteret mine toiletbesøg ned på en computer, som så havde udregnet min fordøjelsesrytme, og så havde de måske planlagt deres rengøring efter det! Ledt, synes jeg.

Lørdag aften havde vi så Ungdommens Aften, og den gik lige hjem, tror jeg. Den respons, jeg har fået, har i hvert fald været i en ret tilfreds tone. Jeg er lettet over, at det er overstået. De af jer, der ikke kunne være der, gik glip af et par fremtidsscenarier og et skuespil over Jesu lidelse og død.

Programmet for Ungdommens Aften kan deles i to, første del kaldte vi Back to the Future. Det hele startede så godt, John Gottlieb Matteson kom hjem til Danmark fra USA i 1878 og stiftede den første adventistmenighed. Den danske adventistkirke blomstrede. I 1954 er vi 4060 medlemmer og 70 menigheder i Danmark. Nu er vi nede på omkring de 2600. Hvad så med fremtiden. Tja, vi stillede et par muligheder op for år 2060:

To fyre sidder tilbage, det tredje medlem af kirken er lige smuttet. Den ene, som sidder tilbage, er grædefærdig, da han nu sidder tilbage med HASDA (Historiske Arkiv for Syvende Dags Adventistkirken) og er generalsekretær for ADRA Danmark (adventisternes nødhjælpsorganisation). Den anden er så både formand, sekretær og kasserer for kirken. Sidste år var det jo ham den anden, som var formand.
60.000 adventister står glade sammen, nyder hinandens selskab og bedst af det hele: Der bliver bare ved med at komme flere og flere!

Hvordan bliver vi så hele 60.000? Hvad er det, Adventistkirken har at byde på? Og som forhåbentlig stadig kan tale til folk, hvis blot vi forstår at formidle det? Tja, vi hævder jo, at en dame ved navn Ellen White havde en gave, en profetisk gave, der gjorde hende i stand til at finde nogle fantastiske sandheder frem fra bibelens skattekammer. Ellen White er ikke vores styrke, men det hun som adventist pegede på, er vores styrke: Kristus.

Jesus underviste os, han lærte os at være søde mod hinanden, han helbredte os for vores spedalskhed og blinde øjne. Men frem for alt, så døde han for vores synder. Skuespillet over Kristi lidelse og død var Ungdommens Aftens anden del. Temaet har jeg uddybet her og her (hvor du også finder et citat af Ellen White, som indgik i skuespillet).

Efter mødet var der så lovsangsaften i ungdomsteltet. Jeg kan godt lide lovsang, men jeg kan også blive træt af det. Det er i mit trosliv et krydderi, ikke en hovedingrediens. Men hovedingrediensen havde jeg for så vidt også allerede fået den aften, og lovsang var en rigtig god afslutning. Det var i det hele taget et kanon godt band, de havde fået sat sammen. Thomas beklagede, at han ikke havde fået kopieret noder nok til alle medlemmer af band'et, og nogen buh'ede, da han sagde det, muligvis bare for sjov. De skulle have et par velplacerede spark bagi. Hvis de vidste, hvor mange kræfter, Thomas har investeret i dette årsmøde, ville de forhåbentlig have tænkt sig om en ekstra gang.

Men nu er det slut. Næste år får jeg nok lov at trække en del af byrden igen, kan jeg forestille mig. Jeg ved dog intet om næste år. Om jeg havner på Vejlefjordskolen, i København, i Nærum, i Vendsyssel eller noget helt femte... Jeg har ingen anelse, men så er der noget at være spændt på, og det bidrager jo blot til en spændende tilværelse.

Adventisternes Årsmøde - del 1

2006-05-27T14:25:00.000+02:00

Det er årsmøde for syvende dags adventisterne i det vestlige Danmark, hvilket i praksis betyder, at man skal have ID med, som viser, at man bor vest for Odense, ellers bliver man bortvist. Det er naturligvis noget pjat, der ses altid nogen fra Sjælland, som skal over og møde alle deres jyske adventistvenner.

Selv bor jeg i det, man kalder en combi-camp, en slags camp-let, bare nyere og sejere. Man kan også kalde det en harmonika-agtig-telt-trailer, men det er vist kun mig, som gør det. Desværre er den lige så kold som et telt, eller næsten da, i det mindste sover vi ikke nede på jorden, men i noget, som kunne minde om rigtige senge. Vi er tre fyre, min gode ven Stian og min omtrent lige så gode ven Andreas og min bedste ven, mig selv.

Vi får så tiden til at gå med at nørde med vores mobiler og computere, vi har set Back to the Future, og så har vi da vist også været til et par møder. Faktisk har møderne været rigtig gode. Risto har snakket om sit meget tomme liv med udgangspunkt i Prædikeren også kendt som Kong Salomo, og så har en vis Hr. McFarlane snakket i det kæmpestore telt om, hvad det vil sige at være kristen, og hvorfor han selv er det. I dag fortalte han os så, at vi har brug for Jesu hellighed. Det er jeg glad for at høre, for selv om jeg er ret så hellig, så kan jeg godt af og til og hele tiden måske lige have brug for at trække lidt på en andens.

I aften runder vi så sabbatten af med Ungdommens Aften i det store mødetelt, og jeg må ikke røbe, hvad der skal ske. Jeg må sige ingenting. Ikke noget som helst... Og jeg har tænkt mig at holde det... Der bliver ingen fortalelser fra min side, det er helt sikkert. Slet ikke noget om skuespillet, faktisk vil jeg slet ikke fortælle, om der bliver noget skuespil. Så det bliver jo spændende at se.

Will return eventually. Har nørdet nok for nu.

Ellen White om Jesu død

2006-05-21T23:11:00.000+02:00

Jeg holdt en prædiken i Lille Nørlund påskesabbat, hvor jeg snakkede om Jesu lidelser på korset og hvorfor han led, et emne jeg også forsøgte at uddybe her på bloggen. En del af fortolkningen , jeg præsenterede, var baseret på Ellen White's bog, Den Store Mester, som på engelsk hedder The Desire of the Ages, som omhandler Jesus. Tidligere i dag kiggede jeg så på det igen, og jeg kan derfor ikke afstå fra at dele en bid af det med dig. Du får den engelske udgave, da det oprindeligt blev skrevet på engelsk (og fordi det var lettere at kopiere det over fra en engelsk hjemmeside end at skrive det ind). Markerer lige, hvad jeg selv synes er mest interessant.

"And now the Lord of glory was dying, a ransom for the race. In yielding up His precious life, Christ was not upheld by triumphant joy. All was oppressive gloom. It was not the dread of death that weighed upon Him. It was not the pain and ignominy of the cross that caused His inexpressible agony. Christ was the prince of sufferers; but His suffering was from a sense of the malignity of sin, a knowledge that through familiarity with evil, man had become blinded to its enormity. Christ saw how deep is the hold of sin upon the human heart, how few would be willing to break from its power. He knew that without help from God, humanity must perish, and He saw multitudes perishing within reach of abundant help.

Upon Christ as our substitute and surety was laid the iniquity of us all. He was counted a transgressor, that He might redeem us from the condemnation of the law. The guilt of every descendant of Adam was pressing upon His heart. The wrath of God against sin, the terrible manifestation of His displeasure because of iniquity, filled the soul of His Son with consternation. All His life Christ had been publishing to a fallen world the good news of the Father's mercy and pardoning love. Salvation for the chief of sinners was His theme. But now with the terrible weight of guilt He bears, He cannot see the Father's reconciling face. The withdrawal of the divine countenance from the Saviour in this hour of supreme anguish pierced His heart with a sorrow that can never be fully understood by man. So great was this agony that His physical pain was hardly felt.

Satan with his fierce temptations wrung the heart of Jesus. The Saviour could not see through the portals of the tomb. Hope did not present to Him His coming forth from the grave a conqueror, or tell Him of the Father's acceptance of the sacrifice. He feared that sin was so offensive to God that Their separation was to be eternal. Christ felt the anguish which the sinner will feel when mercy shall no longer plead for the guilty race. It was the sense of sin, bringing the Father's wrath upon Him as man's substitute, that made the cup He drank so bitter, and broke the heart of the Son of God."

Et par kommentarer til, hvad jeg får ud af denne tekst...

Jesus led en meget stor smerte på grund af de ting, man gjorde ved ham. Han havde ikke spist eller drukket i et døgn, hvor man konstant havde tortureret ham, se evt. piskescenerne i Mel Gibsons film. Men faktisk var hans største lidelse ikke det, som torturen havde påført ham. Det var heller ikke ydmygelsen, den menneskelige sorg, det medfører at blive hånet og spottet og gjort nar af, som han også følte. Den egentlige lidelse bestod i, at han mærkede syndens væsen, hvor forførende, omklamrende og mildest talt klam og afskyelig, den er - så klam, at Jesus frygtede for, at den var permanent! Og at Gud aldrig ville alliere sig med ham igen, så besmittet han nu var. Jesus gik faktisk i døden i uvisheden om, hvorvidt Faderen havde taget imod hans offer. Han døde uden at vide, han skulle genopstå. Så langt var han villig til at gå for din og min frelse.

Hele bogen kan læses her (ovenstående citat er fra kapitel 78) eller købes på dansk her. En mand ved navn Jerry D. Thomas valgte at sætte sig ned, læse The Desire of the Ages og så genskrive historien med egne ord for at gøre den mere sprogligt tilgængelig. Den hedder Messiah, jeg læste 4-5 kapitler af den, og den kan klart anbefales, og så koster den kun 75 kroner (se her).

Døden som redskab

2006-05-20T22:49:00.000+02:00

Jeg sidder og arbejder på et lille projekt, som sætter nogle tanker i gang. Det involverer konceptet at bruge døden som et redskab. Nu sker det næppe særlig ofte, men af og til kan man komme i en situation, hvor ens død måske netop kan være udslagsgivende for ens sag. Det er dog rimelig svært at finde på nogle alternative eksempler end de åbenlyse.

Det mystiske valg
Vi har alle på et eller andet tidspunkt spekuleret på, hvad der foregik i hovedet på de muslimske fyre, der kaprede et par amerikanske rutefly og styrede dem ind i diverse bygninger, blandt andre World Trade Center. Eller andre selvmordsterrorister, måske en af dem, der kan finde på at løbe ind i en folkemængde med sprængstof om livet og en activator i hånden - kaboom! Hvad får dog et menneske til at gøre noget sådant? Nogen svarer, at disse muslimske fanatikere er temmelig brunstige og gør det for at få 72 jomfruer til fri afbenyttelse. I al beskedenhed, disse muslimer manglede ikke ressourcer, så var de bare liderlige, så kunne de have taget til Holland og brugt lidt af deres guld i stedet for at købe sig pilotuddannelser i Tyskland. Mange danske muslimer vil måske svare, at de bare er meget dedikerede, ekstreme, men også har misforstået nogle essentielle ting omkring betydningen af den store og lille jihad.

En pige i min klasse sagde i en engelsktime, at den slags mennesker fascinerede hende. Det gjorde vi selvfølgelig meget grin med, og da hun skulle forsøge at forklare det, gjorde hun det naturligvis kun værre for sig selv. "Jamen, ligesom Hitler, ham er jeg også fascineret af, men det er, fordi jeg har svært ved at forstå ham." Og den slags fascination er da alligevel til at føle på, for menneskets natur er da - hvis ikke fascinerende - interessant. Det er mystisk, hvad der får folk til at gøre ting, som vi ikke selv kan se os gøre under nogen omstændigheder, som vi ikke kan se vores venner gøre. Som en gåde der kalder på at blive løst.

Når fascination blir til beundring
Det værste er dog, når fascinationen går over i beundring, som det kan ske i nogen tilfælde. Vi forstår ikke, hvorfor de går i døden, men det må være noget særligt, vil nogen tænke. Der må da virkelig være en god grund - man går jo ikke i døden for ingenting. Og måske det er sådan, selvmordsterrorister nogen gange fødes: Ved at en fascination går over i beundring, og beundringen går over i fast tillid til en mening, man dog ikke selv har fundet, men man læner sig op ad overbevisningen, at ham den forrige havde fundet den - og han havde indset, at den var værd at dø for.

En sådan beundring skal forebygges. Det handler om at gennemskue, at det at gå i døden for noget ikke i sig selv er af betydning. Én af de ting, der kraftigt bakker kristendommen op, var apostlenes vilje til at udbrede budskabet. De betalte med forfølgelse og tortur, og de gjorde det for at fortælle, at Jesus ikke bare var død, han havde givet korset en ny betydning, og han havde overvundet døden. Men nogen gange skal vi passe på, at vi ikke læner os op ad apostlenes vilje til at dø, for vi lever i en syg verden, hvor mennesker kan finde på at lide døden for nogle helt og aldeles grusomme ting.

Et redskab på godt og ondt
Selvmord er i mange kristne kredse blevet behandlet som en forfærdelig synd. I middelalderen lod man ikke selvmordere blive begravet i hellig jord (gode gamle Luther valgte så vist nok at gøre det alligevel). Selv på dette område mener jeg dog, at der kan være forskel på gerningen. En ensom mand skærer sig i håndleddet og forbløder i dyb frustration over sin meningsforladte tilværelse. Stakkels fyr. En anden mand vælger dog at opsøge ekskæresten. Han ringer på hoveddøren, siger til ekskæresten: "Tak for hjælpen, din lede kælling!" og dernæst skyder han sig i baghovedet, så blodet sprøjter ind i hendes ansigt. (Undskyld, jeg ved godt, den er barsk)

At bruge døden som et redskab er ikke en god ting, nødvendigvis. Men ligesom mange andre redskaber kan det bruges både godt og dårligt. Jesus gik i døden for at vi skal have liv. Nu kommer det store spørgsmål så: Var det flot, at han gav sit liv? At han døde? Nej, at dø er ikke i sig selv nogen præstation - selv om Jesu død var lidt ud over det sædvanlige, tjek her. Det flotte består dog primært i hans motivation for at gøre det, i dét som han ville med sin død, den pointe han ville demonstrere for universet. Det fantastiske ved Jesu offer er, at han gjorde det for at gøre os frie af Djævelens magt, så vi engang kan komme hjem og have fællesskab med vores himmelske far.

Fængslende muligheder

2006-05-18T00:35:00.000+02:00

Her sidder jeg så på mit panoramabrede værelse...

Det kan af og til godt være en noget "fængslende" oplevelse...

Men så er det godt, man har en mobiltelefon, som man kan spilde tiden på at lege med.

Ovenstående billeder er dens værk. Ikke imponerende, det er noget grynet skidt med dårlig belysning, ingen sans for kontrast, alt for langsom lukker (eller også ryster jeg bare på hånden). Men på den anden side, så kan man se, at det er mig, og så det mærkelige faktum, at jeg tog billedet med en telefon, altså et apparat som er beregnet til at snakke i. For blot nogle få år tilbage, hvem ville da have troet noget sådant ville blive helt almindeligt i 2006?

Mand, Kvinde, Kommunikation.

2006-05-16T18:39:00.000+02:00

Har startet en ny diskussion inde på Giraffen Forum med følgende oplæg:

Jeg ved ikke, om det er noget nyt, eller om det altid har været sådan, men i min kirke - både på landsplan og så i min egen menighed - er der folk, som fokuserer meget på emnet, hvad det vil sige at have et godt ægteskab. Vi har alle hørt det, mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus. Selv havde vi en masse om den slags psykologi, da vi havde Jill Rasmussen i bibelkundskab i 1.g og 2.g. Det er bl.a. spørgsmålene, hvordan tolker vi, når situationer som disse opstår?

Situation 1
"Ser min numse for stor ud i disse bukser?"
"Skat, jeg synes, du ser helt fantastisk ud i de bukser!"
"Men er min numse stor i dem?"
"Hvad nu, hvis jeg godt kan lide, at den er, som den er?"
"Godt! Jeg skifter! Mange tak!"

Okay, her kan vi så lære, at manden gør det helt forkerte. Han svarer på spørgsmålet, eller viger udenom spørgsmålet. Hun vil ikke høre svaret, for hun kender det. Hun har et spejl. Det, hun nu vil have dig til som mand, er at lyve. Det perfekte svar på det indledende spørgsmål er altså: "Nej, du er jo helt og aldeles slank og smuk." Eller hvad?

Situation 2
"Vil du have dit æg almindelig, splattet ud og/eller vendt?"
"Det er ligegyldigt, skat."
"Betyder det slet ikke noget for dig, at jeg laver maden?"
"Jo, selvfølgelig, skat! Jeg sætter pris på det?"
"Sagde du ikke lige, det var ligegyldigt?"
"Jo, æggene..."
"Er de måske ikke også mad?"
"Okay, bare splat det ud så."

Den var straks lidt sværere. Men mon ikke, man i stedet for at udstråle ligegyldighed skulle have lagt vægt på, at man nu vil stige lidt af tronen og lade kvinden bestemme. Altså ikke "det er ligegyldigt", men "jeg har tillid til din dømmekraft" eller "jeg synes, du skal have lov at bestemme, skat". Når det så først er gået galt, og hun er gået dertil, hvor hun lægger ord i munden på én og siger, at man er ligeglad med én, så er det måske bare på tide at holde mund, for nu betyder det ikke længere, hvad man siger. Eller hvad?

Situation 3
"Hvorfor kommer du så sent hjem fra arbejde?"
"Der er meget at lave."
"Tror du, det er sundt at arbejde så meget?"
"Tja, jeg trives fint med det, kan jo godt lide mit job."

Det her er så vist en klassiker. Manden gør her den fejl, at han lytter til hende. Det, han i virkeligheden skal gøre, er at se på hende og gennemskue, at det slet ikke handler om sundhed, selv om hun selv snakker om sundhed. Som mand skal du vide allerede nu, at hun i virkeligheden savner dig, at hun synes, du er for meget væk, fordi hun ønsker at være mere sammen med dig. Og kvit så med den logik og det øre, der lytter til, hvad hun så faktisk siger. Eller hvad?

Kvinder siges at have et større talecenter end mænd, og i min egen klasse, som er noget af en hønsegård, er der da også ganske ofte blevet lagt vægt på, at kvinder er bedre end mænd til at kommunikere. Nej, den har vi ikke fået for sjældent! Men handler kommunikation ikke om at gøre sig forståelig? Og er det så et spørgsmål om, at vi som mænd er dårlige til at forstå, eller at kvinder er dårlige til at kommunikere? Måske det i virkeligheden skal forstås sådan, at de er bedre til at kommunikere med hinanden, men dårligere til at kommunikere til mænd? Og så er mænd måske bedre til at kommunikere til kvinder, men dårligere til at kommunikere med hinanden? Eller?

Min mening om sex!

2006-05-16T14:30:00.000+02:00

Kan man nu også have en mening om dette? Hvis der er noget, som har ændret sig i vores kultur, så er det, hvordan man nu taler om de ting, der tidligere var streng tabu. Sex hører til i ægteskabet, ikke på købmandens øverste (eller nederste) hylder. Det er der ingen tvivl om. Jeg har dog forstået, at før min egen tid, så hørte sex dårligt nok nogen steder til, slet ikke som et emne på en hjemmeside, der var tilgængelig for alle.

Adventistkirken trykker et bibelstudiehæfte, som er specielt egnet til bibelstudiet sabbatsformiddag. Om man vil benytte dette hæfte, det er naturligvis op til den enkelte gruppe i den enkelte menighed. Men faktum er, at dette hæfte trykkes magen til i alle andre adventistkirker i verden. Studierne sammensættes af adventistteologer og trykkes så bl.a. på dansk, men f.eks. også på Rumænsk. Da jeg var på besøg i en kirke i København, var der også besøg af nogle rumænske adventister, som vist nok kommer fra menigheden i Sønderborg, hvis jeg husker korrekt. De fortalte dog, at i deres rumænske oversættelse af hæftet havde man valgt at fjerne én af lektierne, nemlig den som vedrørte sex og samliv. Den slags taler man nemlig ikke om.

Nordvestlig kultur udmærker sig på dét punkt, at efterhånden kan man snakke helt frit om sex, uden at nogen trækker en mine. Og alligevel blev jeg rimelig overrasket, da jeg i dag skulle skrive engelsk stil over en historie kaldet The Diamond Mine. Det var en engelsk novelle, som foregik i Sydafrika i 40'erne, hvor en soldat plejede at besøge en sydafrikansk familie i weekenden. Han fik et særligt forhold til familiens datter på 16 år, tog hende med i biografen, kyssede hende lidenskabeligt på vejen hjem. Familien fik da besked om, at han skulle i krig nordpå, og da han ikke kunne besøge familien i den kommende weekend som planlagt, valgte de at besøge ham. De gik så på en restaurant i nærheden for at tage afsked dér med en sidste middag. Faderen gav sig til at fortælle om diamanter og om diamantminer, imens kælede soldaten med datteren under et tæppe. Og så står der:

His finger explores deep down in the dark, the hidden entrance to some sort of cave with its slippery walls and smooth stalagmite; she's found, he's found her.

Jeg føler mig rimelig god til engelsk, og jeg fortryder ikke, at jeg valgte det på højt niveau, men jeg må indrømme, at jeg lige blev nødt til at læse ovenstående én gang til for at være sikker. Forfatteren fortæller her, at soldaten "giver hende finger", som det hedder i min omgangskreds, og at det skal forstås som det at grave i en diamantmine. Det er en væsentlig del af fortolkningen af historien og skildringen af den personlige udvikling, pigen i historien gennemgår. Altså var der lagt op til, at vi skulle forklare og fortolke de mange beskrivelser af, hvordan hans seksuelle tilfredsstillelse af pigen var parrallel med hendes erobring af sin egen identitet som kvinde.

Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg temmelig bramfri. I det rette selskab fortæller jeg gerne en sjofel vittighed, og af og til forsøger jeg bevidst at få folk til at lave en grimasse af afsky. Men mine skriftige afleveringer har altid været rene, og denne historie berørte et emne, man normalt kun berører i sjofel spøg, men som her skulle tages alvorligt. Men faktisk var teksten ikke slem at regne i forhold til nogle af de dansktekster, vi har haft, hvor fortælleren har fortalt om, hvordan "han skar sit offer i stykker, mens han råkneppede hende på det groveste".

Der er gode og dårlige ting ved det. Det dårlige er, at der er nogen ting, jeg faktisk ikke har lyst til at høre om, og som nogen gange kommer frem, uden at det synes noget formål. Er det så med et humoristisk ærinde, så er det i orden, men andre gange synes det blot meningsløst. Hvorfor er der så mange gode amerikanske film, der altid skal nedværdige sig til laveste fællesnævner med en fem minutter lang sexscene. Gik skuespillerne så hen til en seng og slukkede lyset, så havde man jo alligevel fattet pointen?

Det gode er, at når vi er så åbne om emner, som før var utilgængelige, så kan vi også bedre undgå misforståelser og fejlagtige opfattelser af, hvad det er. Og hvis der er noget, der er misforstået i dag, så er det måske netop sex. Derfor er det faktisk også vigtigt, at vi som kristne forholder os til emnet.

Sokrates, gå dog hjem!

2006-05-15T22:39:00.000+02:00

Du skal ikke tro, du ved noget!
Efter et besøg hos oraklet i Delfi, så Sokrates det som sit fornemste job, hans mission i Athen, at gøre folk opmærksom på deres uvidenhed. De største tåber i verden er nemlig dem, der tror, at de ved en hel masse om noget, som de i virkeligheden ingenting ved om. De klogeste er de, der har indset det lille faktum, at de stort set ingenting ved. Dermed har de forstået en hel masse, og derfor er de klogere end de indbildske. For denne ædle mission skulle Sokrates så lide døden som en anden martyr, i hvert fald ifølge ham selv i sin forsvarstale og ifølge hans kære elev, Platon, der senere antydede det samme i sin beskrivelse af hulebilledet.

Sokrates' filosofi har sat sine præg, og hans tankegang synes stadig at herske, eller stadig og stadig, måske vi kun skal tilbage til renæssancen. Men faktisk er hans ideer meget udbredte. Mange vil nemlig som Sokrates sige, at hvis du tror, du ved en hel masse, så er du jordens største idiot, og så ved du i virkeligheden ingenting. Janteloven bygger på Sokrates, måske Aksel Sandemose ville sige noget andet, men fællestræk har de to tankegange ikke desto mindre: "Du skal ikke tro, du er noget." I tilfældet med Sokrates synes der dog at være en belønning til dig, hvis du erkender, at du intet er, at du intet har at have din stolthed i.

Hvor vover du at hæve din tro over andres?
Jeg tillod mig selv at deltage i en diskussion på nettet om "The Da Vinci Code". En flok debattører kastede sig over en nyhed om, at flere religiøse mennesker forsøgte at få filmen baseret på Dan Browns best-seller bannet. Jeg tænkte, at jeg ville bidrage med et religiøst standpunkt, der var lidt anderledes, idet jeg gav udtryk for, at jeg som religiøs var imod en banning af filmen. I stedet syntes jeg, man burde oplyse om og stå som en modvægt til den fejlinformation, der bringes i filmen om Da Vincis koder.

Der gik dog ikke engang en hel dag, så var jeg i denne diskussion allerede blevet stemplet som en disrespektfuld hykler. Eller i hvert fald sagde han både, at jeg var hyklerisk, og at jeg manglede respekt. Hvor vover jeg at komme ind og lade som om, at jeg faktisk ved bedre end Dan Brown? Med hvilken ret kan jeg sige, at jeg tror, der er mere sandhed i bibelen end The Da Vinci Code? Som kristen bør jeg da netop have en vis forståelse for, når folk tror på noget utroværdigt, for det gør jeg jo selv? Deri bestod det hykleriske. Var min tro måske mere gyldig end andres?

Jeg skrev til ham, at "ja, det var den", og det fortrød jeg ikke, at jeg skrev. Min tro er nemlig langt mere gyldig end troen på Dan Browns konspirationsteorier. Du læste rigtigt. Min tro er mere værd, for jeg baserer den på noget, som bedre passer, som er bedre dokumenteret, og som jeg selv tror er mere rigtigt. Jeg tror på min egen tro meget mere end på andres, derfor vejer jeg den også tungere, og jeg fortæller også uden omsvøb folk omkring mig, at jeg tror, min tro er mere værd, end deres tro er.

Det gør mig dog ikke til en hykler, for jeg forventer faktisk, at andre gør det samme. Jeg forventer, at han, som måtte tro på Dan Brown og co., har en større tiltro til sin tro, end han har til min, og at han derfor også melder klart ud, at hans tro er ham mere værd, end min tro er. Jeg forventer også, at han, som synes, jeg er en disrespektfuld hykler, ser på sin egen tro (eller manglende tro) som mere værdifuld end min - mere gyldig og mere rigtig end nogen anden tro. Det er vel konsekvensen af, at man har sin egen overbevisning?

En troværdig verden?
Men hvornår begyndte dette vanvid egentlig? Hvornår var det første gang forkert at sige, som jeg tillod mig at sige, nemlig at jeg tror min tro er bedre end andres? Det er jo ikke, fordi jeg er den eneste, der tænker sådan. Hvis du ikke tror, at din overbevisning er bedre end andres, hvorfor i al verden skulle du så lige netop holde fast ved din egen? Og her kommer så det, jeg ser som det største problem: Er der overhovedet nogen troværdige mennesker i en verden, hvor ingen tør hæve deres egen tro over andres? Hvor ingen tør sige "Jeg har ret"?

"Goddag, nu skal du bare høre. Har du hørt om Jesus Kristus? Ja, jeg er selv kristen, og jeg tror på Jesus Kristus - men det er ikke, fordi jeg på nogen måde vil påstå, at min tro er bedre end f.eks. muslimers eller ateisters. Sådan noget kan jeg naturligvis ikke tillade mig at påstå, men jeg synes nu alligevel, at du skal høre, hvad jeg tror om Jesus Kristus, som jo om ikke andet betyder meget for mig, sådan rent personligt, hvis du forstår." Lyder meget overbevisende, gør det ikke?

For nogle måneder siden var jeg selv til et foredrag, som handlede om kommunikation. Taleren gjorde indledende et stort nummer ud af, at de farligste mennesker i verden er dem, der påstår, at de har sandheden, og dem bør man ikke lytte til. Dernæst sagde hun selvfølgelig: "Jeg har ikke sandheden, vil jeg lige sige." Fint, så kan vi jo lytte til hende, ville hun vel så have os til at tænke? Nej, jeg tænkte nærmere: Hvis du ikke har sandheden, så hold din mund, sæt dig ned og lad dog dem med sandheden komme til!

Mit farvel til Sokrates' dybe visdom
Pluralismen har det godt. Det betyder, at hvert menneske har sin egen sandhed og trives med at have den, uanset hvor sand den i realiteten er, bare den er sand for dem. Det betyder desværre også, at vi, der mener at have noget, som er sandt for alle, får verbale tæsk. Jeg forestiller mig, at det på Sokrates' tid har været et problem, at folk gjorde sig kloge på alverdens ting og sager, som de ikke havde forstand på. I dag er vi dog faldet i modsatte grøft.

Ingen vover længere at gøre sig kloge på det, de måske ved noget om. Man vil jo nødig ses ned på. Vi er jo alle dumme. Vi forstår jo ingenting af noget som helst. Vi ved, at vi intet ved, deri består vores "dybe visdom". Mon Sokrates ville have fået sig et flip, hvis han havde set, hvad han havde gjort? Hvis ikke, så var jeg i hvert fald personligt kommet efter ham, og så skulle jeg vise ham, at jeg trods min uvidenhed i hvert fald ved én ting, nemlig hvordan man slår meget hårdt med en gummikylling.

Da Vinci - Gudinden og Gralen

2006-05-15T13:50:00.000+02:00

Var Jesus gift med Maria Magdalene? Forfalskede en romersk kejer kristendommen? Har kirken forfulgt Jesu efterkommere? Efterlod Leonardo da Vinci hemmelige koder i sine malerier? Spørgsmål, der siden sidste år har optaget mange læseheste, kommer nu også snart til at optage mange biografgængere. Nogen kristne vælger at bekæmpe det ved at forsøge at censurere det. De fornuftige kristne vælger dog at forholde sig til det og stå parat med nogle af svarene, bl.a. Tom Thygesen Frederiksen, som har skrevet en ny bog, der hedder "Da Vinci - Gudinden og Gralen". Den er udgivet af Dialogcentrets Forlag og koster 189 kroner. Overvejer at investere i den, men vil nok lige se filmen først.

Billeder sidste skoledag

2006-05-15T13:33:00.000+02:00

Erik Marcussen gjorde mig opmærksom på, at han har tilføjet billeder fra Sidste Skoledag på Vejlefjordskolens hjemmeside. Yes yes, det er da meget hyggeligt, at den opdateres med nyheder nu og da.

Spejldimensionens hemmelighed

2006-05-15T00:40:00.000+02:00

Har du nogensinde tænkt på, hvad et spejlende spejl viser? Ja, altså, hvis man sætter to spejle op foran hinanden, så fladen af det ene spejl er parallelt med fladen af det andet, hvad viser spejlene så? Man kan jo prøve at stikke hovedet op mellem dem og se efter, der er så bare lige det lille problem, at så står man jo i vejen for det interessante! Og så flytter man sig, men så flytter ens perspektiv sig jo med, og man får aldrig svaret.

Derfor har jeg så gjort det smarte, at jeg har taget mit videokamera, proppet et SD kort op i det, vendt dens LCD skærm, og så har jeg filmet det, som denne skærm viste gennem et spejl. På den måde kan vi få os et lille indblik ind i uendeligheden og endelig finde ud af, hvad man så får at se.

Og hold godt fast, for jeg har nemlig gjort en kæmpestor opdagelse. Man ser ikke Gud, som man ellers tidligere havde teorier om. Nej, man ser derimod smølfegenet!

Købevejledning til mobil?

2006-05-12T16:45:00.000+02:00

Der sad noget skidt på min mobiltelefon, så jeg satte min vaskemaskine til at kværne den godt og grundigt. Da den bagefter lod til ikke at have fået nok, proppede jeg den så i min sadistiske ready-to-rumble tørretumbler, som gav den en rystetur af kosmiske proportioner. Da jeg bagefter trykkede på powerknappen, så det ud til, dens lille telmore-sjæl var kradset rimelig meget af ...

Altså står jeg nu og mangler en mobil. Mit SIM-kort fik jeg dog genoplivet, da jeg gav den et andet legeme til låns, så det lader til, at jeg søger en mobil uden abonnement. De er dog ikke til at opdrive til en respektabel pris. Og som om det ikke var nok, så tror alle mobilsælgere, at jeg er interesseret i at have en mobil, der kan afspille Sugarbabes, pudse mine sko og fotografere mine kæledyr, som på selv den mest moderne mobil alligevel vil ligne det rene commodore64 grafik. Fri mig for det fancy bras, man alligevel ik bruger og giv mig noget funktionelt og billigt!

Men det korte af det lange: Hjælp! Anybody?

Update (14.05) : Bestilte så endelig en ny mobiltelefon i går. Min mor tilbød at betale lidt af den til gengæld for noget hvalpepasning, jeg tog sidste år, mens hun var i udlandet - som hun vist aldrig gav mig noget for. Derfor stræbte jeg lidt højere på mobilmarkedet, hvor jeg til at begynde med bare gik efter det billigste af det billigste.

Det, jeg så har fundet, er en Sony Ericsson K700i. Hvorfor valgte jeg den? Jeg lagde vægt på, at jeg gerne ville have muligheden for en ordentlig ringetone, da jeg på min egen altid har brugt "1000 Julelys", som jeg selv komponerede i sin tid, altså skrev ind på mobilen efter gehør. Det skal det være slut med. Kameraet er godt nok ikke noget særligt i forhold til de nye megapixel kameraer, man kan få, men det skulle være et af de bedre VGA-modeller - endda med noget så fisefornemt som panorama, hvad det så end vil sige i praksis. Det, at jeg vil kunne overføre filer til og fra kameraet via Bluetooth, ser jeg også som et kæmpe plus. Har tidligere haft testet det med min storebrors mobil.

Så nu ser jeg frem til at modtage dimsen, håber den virker, håber menuen ikke er for langsom, og at batteriet ikke løber ud på få timer, eller hvad man nu ellers kunne frygte. Det kom til at koste 1.222,- og her snakker vi så (selvfølgelig) uden abonnement.

Indlæg nr. 100

2006-05-11T18:54:00.000+02:00

Har efterhånden brugt mange timer af mit liv på at blogge
- måske for mange?

Endelig-læseferie-festen

2006-05-11T16:50:00.000+02:00

Så er det læseferie, og jeg regner ikke med at skulle gå i skole igen foreløbig. Tirsdag var vores rigtige sidste skoledag, hvor vi samtidig fik at vide, hvad vi skal eksamineres i. For mit vedkommende bliver det så engelsk, samfundsfag, religion og dansk, faktisk fire rigtige gode fag. Desværre får jeg allerede gode karakterer i alle fire, så der bliver noget at skulle forsvare. På den anden side, så har jeg ikke så svært ved at forsvare dem, som jeg ville have med at skulle forsvare f.eks. oldtidskundskab, som jeg ikke har læst særlig grundigt på med undtagelse af nogle forsvarstaler, som jeg fandt ganske underholdende i sin tid - min største frygt var dog matematik. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke forstår det, for jeg kan som regel godt sætte mig ind i det, når jeg læser på det, men interesse har meget at sige her.

Tirsdag aften festede vi hjemme hos Signe. Var der sprut? Ja, det skal der da ikke holdes skjul på, men selv lod jeg mig tage til takke med en smule Heineken og så måske et par dråber af de andre sager for smagens skyld. De fleste andre nøjedes da også med at hyggedrikke, men et par af de tilstedeværende burde efter min mening aldrig røre det stads at dømme ud fra, hvad det gjorde ved dem. Men det var i det store hele en rigtig god fest, og jeg fortryder på ingen måde, at jeg tog med, og det gjorde mit videokamera heller ikke.

På vej derop havde jeg en pige fra min klasse med, som ikke holdt skjul på, at hun ville drikke (som hun ligesom stort set alle andre danskere plejer at gøre til fester). Hun spurgte mig, om jeg havde tænkt mig at drikke, og jeg svarede nej. Hendes reaktion var nærmest overvældende. Hun syntes, det var sejt, at jeg tog med, selv om jeg ikke drak, og at jeg havde det helt på det rene på forhånd. Det pudsige er, at det ikke var første eller sidste gang, jeg gav min holdning til kende og blev fuldt respekteret for den. I 9. klasse var jeg til en fest fredag nat, hvor mine daværende klassekammerater drak hjernen ud - bestemt ikke en fed oplevelse at lege sygehjælper - men også dengang fik jeg at vide, at det var sejt, jeg ikke var for hellig til at tage med, selv om jeg ikke selv drak.

Det er næppe særlig mange, som tænker over det, men alkohol skaber ofte en temmelig stor barriere mellem konservative og liberale kristne (og ikke-kristne). Grænsen er her mere markant. Enten drikker man selv og synes, det er helt i orden at drikke hjernen ud af og til. Eller også rynker man på næsen, krydser benene og siger uf, likør er fandens værk. En eller anden grund må der i hvert fald være til, at man som modstander af alkohol møder så meget respekt over så lille en ting som det at tage med til en fest, hvor der tilfældigvis bliver drukket sprut. Faktum er, at jeg blev inviteret på lige fod med alkoholdrikkerne, så har de ikke problemer med, at jeg ikke drikker, så har jeg selvfølgelig heller ingen problemer med, at de drikker. Det handler om at være åben, og jeg stod da til den fest som et eksempel på én, der havde det sjovt uden at være stiv.

Jeg gjorde da også gavn, kan man sige. Til trods for lidt overdreven benyttelse af en smaddergod vandpibe (just kidding) var jeg nemlig klar nok i hovedet om morgenen (kl. 05:30) til, at jeg kunne køre en pige fra 2.g til nærmeste busstoppested, så hun kunne komme med på en geografi-ekskursion med sin klasse. Jeg sov dog kun 4 timer den nat, og selv om jeg sov en del i går, kan jeg stadig mærke, at jeg nok er lidt bagefter.

Præstemanglen

2006-05-09T09:32:00.000+02:00

I Adventistkirken har det i en årrække stået lidt stille i præsterækkerne. Det vil sige, at der er næsten ingen nye præster sprunget til i mange år. Efterhånden ser det dog lidt lysere ud, nu føler flere unge sig kaldet til at være præster - der er bare ikke penge i kassen til at tage sig af dem, som det så kantet blev sagt ved sidste generalforsamling. En del af udgifterne går til den teologiske uddannelse, man giver dem på Newbold College, et engelsk adventistkollegium, som hører under Wales University. Fordelen ved Newbold frem for de danske universiteter er miljøet, som er helt kristent, og en mere trosbaseret tilgang til videnskaben, teologi.

Jeg faldt i dag over en artikel i Kristeligt Dagblad, der vidner om, at Adventistkirken ikke er de eneste, som har haft problemer på det punkt. "I Apostolsk Kirke står hver femte af de 32 præstestillinger ubesat, mens det i landets største frikirke, de Danske Pinsemenigheder, kan tage helt op til to år for en menighed at få en ny præst, og to ud af 49 stillinger ikke har kunnet besættes." Adventistkirken får i denne artikel ingen opmærksomhed, da den med sine sølle 2800 medlemmer i Danmark ikke er nær så interessant, forståeligt nok.

Men faktum er, at jeg genkender problemet, som artiklen skildrer. Især en udtalelse fra Forsker ved Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik Søren Østergaard ramte plet: "De unge kan ikke se sig selv som præster i en frikirke, hvor de selv har siddet på kirkebænkene og kedet sig de seneste 25 år af deres liv. Samtidig mangler de rollemodeller til selv at forny præsteembedet, siger han."

Hvor er det sandt, for der er vitterligt ikke noget mindre tiltalende end at skulle påtage sig det job, flere præster sidder med i Adventistkirken. Det er et lavlønnet 24-7 job, som går med, at man pussenusser om de gamle og hver sabbat siger det, de forventer at høre. Måske dette lød ret så ensidigt, men jeg mener, det er essensen af det job, mange præster i vores egen kirke påtager sig. Som et bestyrelsesmedlem sagde til sidste årsmøde: "Lad os fyre præsterne og ansætte missionærer og evangelister i stedet!" I denne sammenhæng vil det naturligvis være skudt ved siden af at bebrejde præsterne. Det er hele kirken, som skal gennem et holdningsskift, hvorved vi kan få reformeret præsterollen.

Så vil det også helt af sig selv blive mere appellerende at tage en præsteuddannelse. Faktisk føler jeg mig selv kaldet til at gå ad denne vej - jeg nægter dog at ende som en eller anden slags fuldtids menighedsvicevært.

Jeg støtter Dialogcentret

2006-05-08T22:43:00.000+02:00

Jeg giver ikke til så meget. Det vil jeg ikke holde skjul på. Faktisk har jeg ikke det store giverhjerte. Her tænker jeg ikke kun på juleaften, hvor jeg måske som den eneste i verden sidder med følelsen, at det faktisk er federe at modtage end at give. Det er egoistisk, så jeg bør selvfølgelig bestræbe mig på at tænke anderledes, men sådan føler jeg det altså.

Når jeg er ude at samle ind til Hjælpeaktion, det man i gamle dage kaldte høstindsamling, som går ud på at samle penge ind til ADRA's (Adventist Development and Relief Agency) nødhjælps- og udviklingsprojekter, så møder jeg mange sjove mennesker. Jeg så en håndværker arbejde med noget fliseværk, og jeg spurgte ham "Bor du her?" Han grinede og sagde: "Nej, men derfor kan jeg da godt lige give lidt til dem, der har behov!", hvorefter han smækkede en 20'er i bøtten. Jeg gik ind i entréen og fik fat i manden, der boede der, som ikke var interesseret i at give noget. "Ja, vi kan jo ikke alle være lige gavmilde!" råbte håndværkeren ind til ham med en høj buldrende latter.

Man får også ofte den i hovedet, at "man jo giver til så meget", og så for at man ikke skal være i tvivl, så skal de jo gerne bruge ens tid på at remse op, hvad de giver til, og hvor meget nytte deres penge gør andre steder i verden. Jeg vil så tillade mig at sige, at jeg giver ikke meget til dem, der har behov. Jeg har vist en enkelt gang været inde og donere noget via Red Barnets hjemmeside - eller var det Dansk Røde Kors? Jeg har dog besluttet, at det nu var på tide at give til noget, men så skulle det også være noget, jeg virkelig føler for at støtte.

Derfor støtter jeg Dialogcentret. Dialogcentret er en fælleskirkelig institution, som bestræber sig på at informere, altså på at gøre kristendommen tydeligere i det religiøse supermarked, som er skyllet over landet. De kalder sig i deres folder "et kritisk værn om kirkens grundlæggende tro, som hele tiden udfordres både indefra og udefra af nyreligiøse bevægelser, tanker og tendenser". De kalder sig også en "religiøs skadestue", hvilket vil sige, at de tager sig af folk, som har haft meget dårlige oplevelser med det religiøse, måske har oplevet undertrykkelse i en religiøs sekt eller lignende. Derudover arbejder de for en bred forkyndelse om Kristus.

Har de små børn i Sierra Leone ikke større behov for penge end Dialogcentret? Måske, men et større behov har ikke gjort et andet behov til intet, og jeg håber, at den lille pris jeg betaler for mit medlemskab kan falde i god jord. Ellers kan jeg se, at man også på andre måder kan fremme institutionens arbejde - i virkeligheden praktiserer de jo blot, hvad vi alle faktisk burde forsøge at praktisere helt naturligt, mere eller mindre.

Oversigt: Så Langt, Så Godt.

2006-05-07T17:12:00.000+02:00

Den 21. oktober satte jeg mig til at skrive mit første indlæg på Dynamics of my Mind, en blog med det ene formål at være skraldespand for alle mine små og store tanker om alt mellem himmel og jord. Nu da jeg har skrevet næsten 100 indlæg (96 med dette), er det nok på tide at lave en lille oversigt over, hvad jeg har skriblet ned, ikke mindst for min egen skyld, så jeg kan finde lidt bedre rundt i min "dagbog". Visse indlæg vil jeg dog udelade at tage med.

Emneoversigt

Kristendom

Historierne og andagterne:
Fanden der leverede
Jesu lille lam jeg er
Den halve bebs
Er Jennifer Dorland en sand Dorland?
Er Gud mon unfair?
Fåreflokken

Teologiske tekster:
Jesus led, men hvorfor?
Fjerde buds nødvendighed
Et spørgsmål om lydighed
Teologisk Sandhed - Del 1 (men foreligger ingen fortsættelse)
Intet er bestandigt
Vandringen fra Sodoma

Reaktioner:
Ateisme og religionshad
Tror danskeren på Kristus?
Nej, Jesus fik ikke kolde fødder
Benny Hinn er vitterligt crazy
Et brev fra en kommende adventist
De musikalske ører i teologimaskinen

Kristen- og kirkeliv:
Velkommen til vores kirke
Den stygge karismatiker
Den alternative prædikant
Oversættelse bisættes?
Café117 - om sabbatten

Personligt

Hændelser:
Små egoistiske, men ærlige bæster (om sidste skoledag)
Kompetente vælgere - > Menighedsnyt: Et nej (om en lokal menighedsbeslutning)
Mors nye vuf
Byggeprojekt nu officielt (en aprilsnar)
Nyt gejl fra Panasonic - > NV-GS75 (om mit nye videokamera)
Agurk, pistol, spaghetti, toiletrulle, sodavandsflaske... (gallafest)
Idrætssko savnes! (om idræt)
Må jeg forstyrre dig et øjeblik? (tur i Vejle)
Det forsømte forår (om en lille episode i det tidlige forår)
Nå okay... (om spørgsmål uden svar)
Vrrumm! Sikken magt! (tanker om en køretur til Bilka)
The Happy 19 - > Fødselsdagsfest (den, som ikke var der)
Lars får sin første hund (på papiret, altså)
Mødet med Sherin Khankan (mødet med formanden for Kritiske Muslimr)
Velkommen til vores kirke (mødet med en adventmenighed i Kbh)
Mit København - Part I, Part II. (Min tur til hovedstaden)
Godt Nytår (min nytårsaften i Århus)
Jeg er aldeles uegnet! (om session)
Begivenhed nr. 58? (i lyset af fodboldweekenden)
Café117 - om sabbatten (TJR i Café117)
Seks dages inspiration (inspirationsuge på VFS)
Lev som usårlig - > Der var jeg heldig! (om oldtidskundskab)

David Dorland:
Den 8. april
Associationer i april
Når Guds godhed rammer...

Medier

Film og bøger:
Konsekvensen uden årsag (om tidsrejsekonceptet)
Maskinen og den tredje faktor
Dorland Film (reklame for ny blog)
Til ihukommelse af krigsgale rumvæsner (om filmene, War of the Worlds og Memento)
Harry Potter med hormoner (anmeldelse af HP4-filmen)
Løven, Heksen og Garderobeskabet (et udtryk for forventningens glæde)
Den Lille Forfatter (om mine egne skriblerier)
Interessant fra Hollywood (Donnie Darko, Secret Window, The Transporter)

Kommentarer til nyhederne:
Cafépenge eller studieløn
Dannebrog, du som er på flagstangen
Lidt fra pressen
Mødet med Sherin Khankan
Det som ikke siges med ord

Kristendom, Personligt og Medier viste sig ikke at være helt dækkende, f.eks. mangler jeg det sidste store emne, Pjat, men synes nu alligevel, at det allerede nu er blevet meget mere overskueligt. Gad vide, hvad der så har været mest interessant at læse? I hvert fald har jeg på det seneste fået mange besøgende takket være Benny Hinn.

Fjerde buds nødvendighed?

2006-05-07T15:53:00.000+02:00

Man lærer noget hele tiden, især som en ung adventist med lidt interesse for den teologiske hurlumhej, Adventistbevægelsen har været igennem med teorier og fejltagelser og gennembrud. Som adventister i ordets egentlige betydning, altså kristne med fokus på Jesu genkomst og alt, der hører sig til, har vi haft meget fokus på de tre engles budskaber. Lad os tage et kig på det sidste budskab.

Åbenbaringen 14,9-12
v9 Og en tredje engel fulgte efter dem og sagde med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, v10 skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. v11 Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat, de der tilbeder dyret og dets billede eller tager dets navn som mærke. v12 Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.«

Ja, det lyder jo lidt drabeligt. Den, der tilbeder dyret, får Guds vrede at mærke, og det skal komme til at gøre nas (mens de hellige ser på). For at undgå denne skæbne, skal man være udholdende, man skal holde fast ved Guds bud og troen på Jesus.

Så langt så godt, men adventister har gennem tiden tænkt videre, forsøgt at konkretisere det, forsøgt at få billederne til at passe på virkelighedens hændelser. Det er der jo intet galt i, så længe vi ikke fastlåses i de antagelser, vi må gøre os i denne forbindelse. Det er her vigtigt at skelne mellem, hvad der står i bibelen, og hvad vi selv har haft ræssonneret os frem til gennem tiderne, og som nogen adventister har accepteret, men som andre har rynket på næsen af.

En udbredt tolkning af teksten har været, at Guds bud var De Ti Bud. Det er åbenlyst, at når Jesus snakkede om "budene", så mente han ganske indforstået De Ti Bud, som vi ser det i historien om den rige mand (Matt 19,16-22) Essensen af De Ti Bud er "Elsk din Gud, elsk din næste, begge dele som dig selv" (Matt 22,34-40; Luk 10,26-28) Videre har man vurderet, at det eneste bud i De Ti Bud, som kristne på en bred front vælger at se bort fra er sabbatbudet, det fjerde bud:

Anden Mosebog 20,8-11
v8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig. v9 I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; v10 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. v11 For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

Sabbattens dybere mening uddybes flere andre steder, bl.a. i

Anden Mosebog 31,16-17
v16 Israelitterne skal holde sabbatten, så de fejrer sabbat slægt efter slægt som en eviggyldig pagt. v17 Den er et tegn mellem mig og israelitterne til evig tid; for på seks dage skabte Herren himlen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og pustede ud.

De færreste vil argumentere imod de øvrige bud. Det er en selvfølgelighed, at man ikke skal stjæle, at man ikke skal slå folk ihjel, at man ikke skal begære sin næstes kone, og at man ikke skal tilbede andre guder end Gud. Hvem ville stille spørgsmålstegn ved disse? Sabbattens betydning derimod behandles af mange som en petitesse, altså som lovens ene ligegyldige bud, man godt kan tillade sig at se lidt bort fra eller måske bøje lidt.

Skal dette gøres kort (måske lidt for sent), så vil jeg lade mig nøje med blot et par skriftsteder til.

Matthæusevangeliet 5,17-20
v17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. v18 Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. v19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. v20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Godt nyt, folkens. Man kan faktisk bryde ét af de mindste bud i loven, og man kan lære andre folk at gøre det samme og så alligevel komme ind i Guds rige! Du ser det i v19, man vil kaldes den mindste, men man vil være tilstede. Lovbrud og at motivere til lovbrud udelukker ikke pr. automatik. Hvorfor ikke det? På grund af Guds nåde, vi frelses ved tro alene, ikke ved gerninger. En anden ting kan vi læse ud af denne tekst, nemlig at loven stadig gælder, selv om frelsen ikke længere afhænger af den. Den er ikke nedbrudt ved Jesus, den er opfyldt.

Vi tager endnu et kig på den tredje engels røst (Åb 14-9-12), hvor de hellige opfordres til udholdenhed, "dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus". Hvad vil det egentlig sige at holde fast ved Guds bud? Faktisk hænger det meget sammen med at holde fast ved troen på Jesus. At man holder fast ved Guds lov er ikke ensbetydende med, at man aldrig bryder den. Det er dog et udtryk for, at man bestræber sig på at holde den, og at man ikke viger fra sin overbevisning om, at loven er idealet. Kører man for hurtigt på motorvejen, så er det jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke kan se det fornuftige i hastighedsbegrænsningerne.

Altså er frelsen også her et spørgsmål om tro, ikke et spørgsmål om gerninger. Alle er vi jo lovbrydere (Rom 3,23). Det gode vil vi, men gør det ikke, og det onde, vi ikke vil, det gør vi , dog ændrer disse forhold ikke på det faktum, at vi tror på Guds lov (Rom 7,18-23). "Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer," som Paulus skriver.

Hvad tror adventister i øvrigt om Åb 14-9-12? Her er, hvad jeg hører mange andre adventister fortælle mig, når jeg spørger dem ud om netop dette: Engang vil skillelinjerne blive markante, det skal blive tydeligt for hele skabningen, hvad der er ret lære og forkert lære om Guds lov. Her kommer sabbatten som dét ene punkt i Guds lov, som skabningen gennem hele verdenshistorien har forsøgt at undergrave til at blive et centralt punkt, for det bliver dette doktrin, der skal skille de sande troende fra dem, som dybest set ikke vil Guds lov. Det kommer på dette tidspunkt altså ikke til at handle om, hvordan Guds lov skal udlægges, for det vil der ikke længere være nogen tvivl om, men lovens betydning, altså den opfyldelse i Jesus og dens status som ideal, vil bestrides - med sabbatten i centrum af en grund, jeg endnu ikke har været inde på, nemlig at sabbatsbuddet til forskel fra de andre grunder i lydighed. Læs mere om dette i mit indlæg, Et spørgsmål om lydighed.

Denne konkrete tolkning af historiens gang høster naturligvis meget kritik, det er skam forståeligt. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at verden går i den retning, at sabbatten vil blive et stridsspørgsmål. På den anden side kan jeg ikke benægte det på nuværende tidspunkt. Måske det er rigtigt, måske der skal komme en tid, hvor Guds lov og ikke mindst sabbatten kommer på dagsordenen og får skrækkelige følger. Jeg kan ikke udelukke det, men heller ikke stå 100% fast på det ud fra de ressourcer og den viden, jeg besidder i øjeblikket.

Derfor vælger jeg at fokusere på det vigtige og på det sikre, som jeg bilder mig ind, at næsten alle moderne adventister kan sige ja og amen til. Det vigtige er, at vi holder fast i troen på Jesus, at vi søger at forstå, hvad han gjorde, hvad han sagde, og hvad han lagde vægt på som det væsentligste. Gør man det, ja, så tror jeg også, at man er godt rustet til at finde ud af, at loven er af større betydning end nogensinde før, at sabbatten er den sande helligdag, og at vi ikke må glemme Guds lov.

Der kunne skrives meget mere om dette emne. Visse steder kunne jeg måske have brug for at uddybe det lidt mere, måske omformulere det, så betydningen blev lidt klarere. Jeg har også haft mange flere skriftsteder og ekstra argumenter (og et par perspektiverende modargumenter) i tankerne, som jeg har valgt ikke at bringe. Men hellere at jeg forsøger at skrive nogle ting og så rammer ved siden af, end at jeg intet skriver af det, der er vigtigt. I relation til dette emne har jeg også tidligere skrevet nogle indlæg, bl.a. "Et spørgsmål om lydighed" og "Café117 - om sabbatten". I øvrigt vil jeg lige henvise til en anden inspirationskilde, nemlig nogle kommentarer på Dialogcentrets hjemmeside.

Husk i øvrigt på, at jeg måske nok er adventist, men jeg er ikke adventistmen, og der ville uden tvivl sidde nogle adventister et sted derude og sige "Tal for dig selv, Lars!" i fald de læste dette indlæg. Måske nogen endda føler for at skrive det i en korrigerende kommentar allerede nu?

Små egoistiske, men ærlige bæster!

2006-05-05T17:56:00.000+02:00

Egentlig kan jeg godt lide børn. Jeg vil ikke sige, jeg er nogen ekspert på området, men jeg synes da, at børn kan være nogen vældig interessante størrelser, ikke mindst i årene 5-6 år, som var den aldersgruppe, jeg havde med at gøre i praktik engang. Nogen vil sige, at det er i denne alder, at de er værst. Børn i den alder siger jo alt det, de tænker. Det lyser ud af dem, hvad de består af, både af godt og negativt. Lige fra "Vil du ikke give mig en svingtur?" til "Din store tykke gris, jeg hader dig" (sagt af en utaknemlig dreng, som ville have en brun karamel, ikke en grøn).

I dag var det så min sidste skoledag. Indrømmet, det er først på tirsdag, men da folkeskoleeleverne sidder til eksamen, så fejrede vi tirsdag i dag. Og det gjorde vi så med bulder og rabalder og rigtig høj, dårlig musik fra klokken 2 til 4 i morges. Derudover stod vi for morgenandagten, og for fleres vedkommende var det nok første gang, de ikke pjækkede fra den. Endelig havde vi kl. 11:25 lidt underholdning, hvorefter vi spillede fodbold med de ansatte, som man efterhånden har gjort i nogle år. Og så fik rektor og viceinspektør naturligvis også et lille bad. Under hele forløbet smed vi med karameller.

Karameller er en dejlig ting - og alligevel ikke. Tidligere har man haft problemer på skoler, hvor elever har haft opbevaret karamellerne i fryseren dagen i forvejen, og dermed bliver hele karamelaffæren nok noget i retning af steningen af Stefanus. Selv om vi da også fik ramt nogen i hovedet, som ikke havde det så godt bagefter, vores underhåndskast til trods, så var det dog langt fra selve kastningen, der skabte problemer.

Det store problem var den flok små egoistiske bæster, der skreg og tilranede sig karameller vildt og tovligt på hinandens bekostning. Smed man en karamel på et gulv, lå der lige pludselig femten skrigende unger ovenpå hinanden, der alle mente, at det var deres karamel, hvor den så end blev af. Flere børn kom hen til én med deres poser fyldte med karameller og bad om flere (selv om de måske havde flere end os efterhånden), mens andre små ydmyge unger søgende kiggede rundt i græsset, fordi de endnu ikke havde fået en eneste. Så dem gik man selvfølgelig hen til og gav en omgang, mens resten af flokken bandede og svovlede - gad vide, hvem der har lært dem at tale sådan?

Glæden ved at kaste karameller til små børn forsvinder dermed hurtigt. Til gengæld er det jo en stor nok glæde i sig selv endelig at være færdig med at skulle gå i skole, i hvert fald til lektioner i de fag, som man har meget lille eller slet ingen interesse for. Om en halvanden måned står jeg så med et studenterbevis og en hue, der har været pissedyr - det bliver i hvert fald svært at dumpe nu. Nyder tanken hvert øjeblik, at nu kan jeg snart få noget andet mellem hænderne.

Hollywoods mest brogede får

2006-05-03T21:09:00.000+02:00

Jeg er ikke sikker på, hvor det startede. Måske det lige så stille begyndte, da han meldte ud, at han var scientologist. Eller måske det først er noget, som er boblet op her de seneste par år, hvor han har forgudet den tomme, der indtil for nylig hed Katie Holmes. Jeg snakker om Tom Cruise, som på diverse filmsider får alle de hug, der engang tilkom Martha Stewart, som nu er glemt og borte. Af og til lykkes det dog den skrækkelige Paris Hilton at tiltrække sig hans opmærksomhed, men Cruise's underlighed vinder gang på gang.

Her er lige nogle udpluk af vitserne, som de har set ud på The Superficial, som nok er en af de få gossip-sider, der formår at sladre med rigtig god og original humor - og ikke de der dumsmarte amerikanske one-liners.

Tom Cruise still being crazy - Cruise skal have sagt (forhåbentlig i en eller anden form for spøg), at han ville spise moderkagen, når hans barn blev født. Forfatteren bag denne artikel kommenterede så: "Give him another week and he'll tell an interviewer he wants to eat the actual baby. And then Katie Holmes. And then quit acting so he can chase down babies for a living and eat them."

Tom Cruise is the master of language - Ifølge Cruise betød hans nyfødte datters navn, Suri, prinsesse på hebraisk. Det passer bare ikke, siger sprogkyndige. Suri kan enten betyde én fra Syrien eller skrub af, siger de. Forfatterkommentar: "I just wonder how he's gonna top it. He's gonna have to name his next kid "degenerate puppy killer" or something."

Tom Cruise hitchhikes with hookers - Cruise fortæller endnu en syg ting om sin barndom... Titlen siger sådan set det hele.

Katie Holmes now Kate Holmes - Cruise fik sin kone til at skifte navn, fordi Katie lød for "barnligt" til en moder. Forfatterkommentaren kørte her på en masse andre jokes, der lyder i medierne og er derfor meget indforstået, men alligevel:

"And you know when they say they had a discussion it went a little something like this.

Tom: Hey Katie, your name sounds too young.
Katie: O--Oh. Okay, Tom.
Tom: You're gonna be Kate from now on.
Katie: Okay, Tom. Whatever you say, Tom. Can I see my baby now?
Tom: No, Kate. Not until you put on the prosthetic p..is."

Tom Cruise at the Late Night Show - Kommentar til et billede, hvor man kan se et stykke tyggegummi på Cruise's tunge: "Tom Cruise has fallen so far off the sanity map that the little white thing he's chewing in his mouth could be his baby's thumb and nobody would be surprised."

Tom Cruise får også meget opmærksomhed i South Park, som for tiden retsforfølges af Scientology på grund af et afsnit, som netop omhandlede pengesektens særheder - dermed også Tom Cruise og hans gode scientology-ven, John Travolta, der begge to ender inde i skabet på Stans værelse og ikke vil ud (afsnittet kan ses her, dog dit eget valg at downloade det).

Det særlige ved Tom Cruise er nok også hans temperament. Provoker ham som interviewer, så skal du se løjer. Her var en falsk journalist, som sprøjtede ham i hovedet, hvorefter Tom Cruise valgte at skælde ham ud. Interessant og tankevækkende lille episode, men noget der gjorde dybt indtryk på mig, for netop gennem denne krænkelse lykkedes det jo denne mand at komme ind til den virkelige Tom Cruise. Man er jo rørende ærlig, når man er vred.

Nu mangler jeg vist bare at nævne hans flip i Oprah, hvor han sprang op og ned i sofaen, mens han råbte, at han elskede Kat(i)e Holmes så ufattelig højt. Han er og bliver en mærkelig maskot, men det er svært ikke at glæde sig over det. Naturligvis er det synd på hans egne vegne, han er jo blot en stakkels mand ligesom alle andre, men Scientology, der sikkert havde satset stort på at bruge ham som deres PR-figur, må nu lide under, at stort set alle synes, Tom Cruise er skudt i låget. Selv om han er med i nogle fede film (for det meste).

Fra i morgen er han i øvrigt aktuel i Mission Impossible III.

Fanden der leverede

2006-05-01T23:27:00.000+02:00

Jeg husker ikke, hvem der først fortalte mig denne historie. Det er dog en af de historier, der er så gode, at prædikanterne bruger den igen og igen, og efterhånden har man glemt alt om ophavsret, ja, der findes nok også flere versioner af den. Man fortæller jo sjældent en historie, ligesom man har hørt den. Men her er den så:

En kvinde sad i sit lille hus. Længe havde hun mønstret lige netop at have nok til, at hun kunne mætte sig selv, men nu var pengene løbet op. Hun var sulten, og hun bad indtrængende til Gud: "Gud, jeg sulter, giv mig noget at spise!" Rige drenge kom forbi hendes vindue, og de hørte bønnen. Dagen efter bad hun den samme bøn, drengene hørte hende igen, og de fik en ide.
"De er skøre, disse religiøse fanatikere," sagde den ene. "Lad os skaffe et brød, så skal I se løjer, når vi lægger det i hendes vindueskarm."
De gjorde, som de havde planlagt, og da kvinden så brødet råbte hun lykkeligt: "Gud har hørt min bøn, og han har svaret mig! Herrens navn være lovet!"
Drengene flækkede af grin udenfor vinduet, og hun så undrende ud på dem.
"Din idiot," sagde en af dem. "Gud har ikke hørt en skid, det var os, der gav dig brødet. Lad nu være med at tro på det vrøvl!"
"Gud har bagt mig dette brød," insisterede kvinden roligt, "selv om det var Fanden, som leverede det."

Konsekvensen uden årsag

2006-04-27T21:41:00.000+02:00

Mit absolutte favorittema i film er (hvis vi lige ser bort fra kunstig intelligens) tidsrejse-konceptet, ideen om at man kan rejse eller måske bare ændre på historiens gang. Desværre, så opstår der altid i sådanne film nogle problemer. Og det er ikke så underligt, når man sådan lige tænker over det.

Jeg rejser tilbage med et formål. Jeg vil skyde min lærerinde, mens hun er barn. Derved forhindrer jeg, at hun nogensinde bliver min lærerinde. En anden lærer ansættes, og jeg har dermed aldrig mødt hende, som jeg er taget tilbage for at skyde. Hvorfor så tage tilbage for at skyde hende? Jeg har jo aldrig mødt hende! Altså skyder jeg hende ikke alligevel. Men hvis jeg ikke skyder hende, så bliver hun jo min lærer. Så har jeg pludselig grund til at skyde hende! Medmindre jeg gør det. Har du set Terminator, så vil du pludselig undre dig over, hvem der sendte John O'Connor's far tilbage i tiden for at gøre John's mor gravid - for det kan da umuligt have været John selv, som gjorde det?

Du kan nok se, hvor let det er at ændre på noget i fortiden. Så er der naturligvis forklaringen, at idet du ændrer på fortiden, så ændres du ikke, du forbliver den samme, men din nutid ændres, så du ikke vil kunne falde ind i den, idet du rejser tilbage. Men hvor er du så kommet fra? Dit eksistensgrundlag forsvinder, og ligeså gør du! Sådan er historien i Back to the Future, hvor hovedpersonen kæmper for at få tingene ændret tilbage, før han selv er væk. Men lidt mærkeligt, at han får en tidsfrist, men på den anden side: Hvis han ikke fik en tidsfrist, så var der jo ingen film.

Desuden har vi jo Butterfly Effect, som er en rigtig underholdende film om, hvordan en fyr hele tiden ændrer i sin fortid med det formål at skabe en god nutid. Modsat Marty i Back to the Future, så passer han selv perfekt ind i den nutid, han så får skabt, men sjældent en nutid han bryder sig om, hvorfor han går tilbage og forsøger at gøre det om. Hver gang han så vender tilbage, så bombarderes hans hjerne med cirka 20 års minder. Det må gøre lidt naller.

Jeg stødte på en hjemmeside, hvor teorierne omkring tidsrejse gennemgåes, og hvor flere af de kendte tidsrejsefilm analyseres og pilles fra hinanden. Hvis du ligesom mig synes, at det er et spændende emne, så gå ind på:

http://www.mjyoung.net/time/index.htm

Jesu lille lam jeg er

2006-04-22T19:04:00.000+02:00

Nogen fandt min blog ved at søge på "Jesu lille lam" på den danske Google. Først undrede jeg mig, men så kom jeg i tanke om, at det var i artiklen, Jesus led, men hvorfor, at jeg nævnte den lille børnesang, Jesu lille lam jeg er. Og nu kom jeg til at tænke på, hvor god en sang, det faktisk er. Ja, det kan måske virke lidt tabu at synes, at børnesange er gode, men lige netop denne synes jeg faktisk er ret sej. Jeg er ikke så meget til boblesangen og Gud er god (klap klap klap), men Jesu lille lam jeg er, den er for cool. Skulle du have glemt den eller aldrig have lært den, så går den sådan her (og synges på ABC-melodien):

Jesu lille lam jeg er,
på sin skulder han mig bær',
over bjerge, dybe dale,
op til himlens lyse sale.
Jesu lille lam jeg er,
på sin skulder han mig bær'.

Syng den for dine børn, hvis du har sådan nogen. Eller bedre, syng den for nogle voksne. Det er egentlig et fantastisk billede. Det er ikke os, der som kristne bærer rundt på Jesus, men i vores kristenliv bærer han os, ikke tilfældige steder hen, men hele tiden nærmere hans rige.

Menighedsnyt: Et nej.

2006-04-19T23:16:00.000+02:00

I tidligere indlæg nævnte jeg en lokal afstemning i vores menighed. Jeg hørte tallet i telefonen, men havde glemt det igen blot to sekunder efter. Næsten 50 stemte nej, næsten 40 stemte ja, så meget husker jeg. Altså blev det et nej.

Nu må man i menigheden se fremad og stræbe efter et godt og sundt menighedsliv med gensidig respekt for hinanden som Kristi disciple. Vi skal minde os selv om, at vi er et kristent fællesskab, og at vi alle sammen er her for at tilbede Gud, også efter denne lange debat, som unægteligt har haft sine skyggesider. Vejlefjordkirken trænger altså til engagement, optimisme og ikke mindst bøn.

Jeg er dog kun en del af menigheden indtil sommer, hvor jeg forlader Vejlefjordskolen, ligesom så mange andre mennesker har gjort før mig. Sådan er livet, når man er vokset op på "Vejlefjord". På et tidspunkt siger man farvel (eller på gensyn).

(Edit: Mere om det her)

Kompetente vælgere?

2006-04-18T21:28:00.000+02:00

I morgen er der afstemning i Vejlefjordkirken. Det store spørgsmål lyder: Skal kirkens kælderetage bygges om, så den til daglig kan fungere som en børnehave? Jeg vil ikke holde skjul på, at jeg stemmer ja. Som jeg ser det, ville der være flere fordele end ulemper. Kirken kunne dels trænge til det, da dens kælderetage er ved at rådne op, udover at den med sine kradsede vægge og grimme gulve ser skrækkelig ud. En børnehave vil gavne kirken på mange måder, og der vil som sådan ikke blive frataget menigheden noget som helst, selv om nogen har lavet brochurer med overskriften "Vi siger NEJ til børnehave, JA til aktivt menighedsliv", som om det ene udelukker det andet. Nej, børnehaven vil være en "gave" til kirken, som jeg ser det og vil løse en del problemer, vi har nu, samt åbne nye muligheder.

Det er skolebestyrelsen, der har fremsat forslaget. Når Vejlefjordkirken egentlig er en skolekirke, så må man sige, at det er generøst af bestyrelsen at lægge spørgsmålet til afstemning i menigheden. Desværre, så kunne det godt lugte lidt af et nej. Desværre. Som dårlig taber kan man jo så sætte sig til at fundere, om vælgerne nu også er helt kompetente vælgere. Min umiddelbare association var et brev fra min Uncle John (et gammelt et jeg lige fandt frem), som jeg her vil oversætte til dansk, sådan meget frit. Nok ikke ham der er den oprindelige forfatter, men sjovt er det i hvert fald:

"Husk, disse folk stemmer!

En mand købte et nyt køleskab til sit hus. Det gamle smed han ud i haven, hvor han satte et skilt på det, hvor der stod "Tag det, hvis du vil ha' det!" Køleskabet stod i haven i tre dage. Han tænkte, at det nok så ud til at være for godt til at være sandt. Derfor satte han en ny seddel på det: "Køleskab sælges for 300 kroner!" Næste nat stjal nogen køleskabet.
Bemærk! Disse folk stemmer!

Min bror var ude at kigge på hus, da han spurgte ejendomsmægleren, hvilken retning der var nord, da han ikke ønskede, at solen skulle stå ind om morgenen. Forundret spurgte hun: "Står solen op i nord?" Han svarede hende, at den står op i øst (og at det har den gjort i et godt stykke tid), hvortil hun svarede: "Ja, følger ikke med i den slags, må jeg indrømme!"
.... ja, hun stemmer osse!

Jeg plejede at arbejde for et support center, man kunne ringe til hele døgnet alle dage i ugen. En person ringede og spurgte, hvornår linjen var åben. Jeg svarede "Vi har åbent 24 timer, 7 dage i ugen". Efter en kort pause spurgte han så: "Hvilken tidszone er det?"
Gæt engang, jeps, han stemmer også!

På min arbejdsplads hørte vi nogen fra administrationen stå og snakke om, at hende den ene var blevet solbrændt, da hun kørte sydpå i sin bil med kaleche. Hun havde ellers ikke regnet med, at man kunne blive solbrændt, når "bilen jo bevægede sig"!
Ja, hun stemmer så også.....!

Min søster har et redskab i bilen, som kan redde hendes liv! Den er designet sådan, at den kan skære hendes sele over, hvis hun er klemt fast i en ulykke. Hun opbevarer den i bagagerummet.
Og ja, så stemmer hun i øvrigt.

Mine venner og jeg skulle have en hyggelig sammenkomst og købte et par kasser øl. Der var 10% rabat. Ekspedienten så, vi købte et par kasser, så han gangede 10 med 2 og solgte os kasserne med 20% rabat.
Han stemmer også...

Jeg hængte ud med en ven i byen, da vi så en kvinde, hvis ørering var hægtet til hendes næsering med en kæde. Han spurgte, om ikke der ville opstå problemer, hver gang hun drejede hovedet. Jeg forklarede ham, at afstanden mellem ører og næse er konstant, altså at den ikke ændrer sig af at man drejer hovedet.
Min ven stemmer også.

Sidst jeg var på pizzeria, kom en mand ind og ville have en lille pizza med ud af huset. De spurgte ham, om den skulle skæres i 4 eller 6 skiver. "4," svarede han, "kan ikke spise hele 6."
Jeps, han stemmer også.

Da jeg landede i en lufthavn kiggede jeg efter min bagage i Claim-luggage området. Den dukkede dog ikke op, så jeg gik hen til "mistet baggage" og gjorde damen dér opmærksom på problemet. Hun forklarede mig, at jeg ikke skulle være bekymret, jeg var i gode hænder. "Nå," sagde hun så, "er Deres fly ankommet endnu?"
Hun stemmer også.

Ja, her kan du så se, hvem der har stemt politikerne ind."

Og så krydser jeg ellers fingre for, at det bliver et ja i morgen, selv om jeg vil afstå fra at tage det med i min aftenbøn. "Din vilje ske," må det hedde.

Ateisme og religionshad

2006-04-17T15:21:00.000+02:00

Det sker af og til, at der kigger en ateist forbi det kristne forum, Giraffen Forum. Vi lægger som hovedregel vægt på, at der skal være plads til alle på forummet, dog har vi en afdeling, hvor man som kristen skal kunne føle sig fredet, altså hvor ikke-kristne ikke har nogen adgang. Det sker sjældent, at ateister falder til på forummet. For tiden har vi så godt som heller ingen ateister, vi har bannet et par af dem, vi havde, fordi de ikke var hensynsfulde nok, og så har vi en enkelt, der jævnligt kommer ind og læser, men som (desværre) er holdt op med at skrive.

Det er lykkedes ateister at gøre mig opmærksomme på nogle ting, som jeg ikke før var helt så bevidst om. For eksempel er der forskellige former for ateisme, eller der er i hvert fald forskellige måder at være ateist på. Man kan være hård/stærk ateist og mene, at der absolut ikke kan eksistere nogen gud. Eller man kan være blød/svag ateist og mene, at det er ikke blevet bevist, at der er en gud, ligesom det ikke er blevet bevist, at der ikke er én. Som troende foretrækker jeg naturligvis den bløde ateisme, som er åben for, at der kan eksistere en gud.

Der er visse ting, ateister hader at få at vide. Det ved jeg, for jeg har set det, og flere ateister elsker også at gøre grin med det, åbenlyst fordi de finder det meget provokerende. Står du derfor nogensinde overfor en ateist, så lad være med at spørge ham, om det at tro på ingenting ikke også er at tro på noget. De hader det. De vil måske svare: "Ikke medmindre det også er en hobby ikke at samle på frimærker!" Vi vil måske som troende tænke, at det også er en hobby, hvis man går op i "ikke at samle frimærker" med liv og sjæl, men vær påpasselig med at tænke højt.

Ateister har også en tendens til at tro, at du vil omvende dem. Diskuterer du noget med dem, så er det meget sandsynligt, at de på et tidspunkt vil grine og spørge, om du forsøger at omvende dem. Ideen er selvfølgelig ikke plukket ud af den blå luft. Der er faktisk kristne, som med hjertet forsøger at diskutere ateister til omvendelse, og det er selvfølgelig den slags "morsomme" historier, der lever i bedste velgående i ateistkredse. Kiss Hank's Ass er et strålende eksempel på ateisthumor.

Når jeg personligt går ind i en diskussion med en overbevist ateist, så er det altid med Jesu ord i baghovedet: "Kast ikke perler for svin!" (Matt 7,6) Her følger så en kraftig advarsel: Pas på med at fortælle dem dette skriftsted, for de vil med garanti misforstå det. De vil tro det, der selvfølgelig også virker som det mest åbenlyse, nemlig at man kalder dem svin. I dag fungerer det jo også meget godt som et nedladende udtryk, dit dumme svin. Det er jo det, vi råber ad dommeren i fodbold, når han giver vores idol det gule kort. Men pointen i denne tekst er imidlertid ikke, at ikke-troende er nogle dumme svin. Pointen er, at vi skal ikke bruge vores kræfter, ikke spilde vores tid og vores visdomsord på disse mennesker. De vil ikke finde sig i det, og det vil derfor være mere til gene end til gavn, ligesom når man smider perler for svin. Kan husdyr værdsætte perler, som konen kan? Nej, tværtimod.

Ateisme har jeg altid opfattet som en løjerlig størrelse. Det er ikke en religion, vil de sige. Dog er det et standpunkt, og mange ateister prædiker og forkynder dette standpunkt, som havde de fået åbenbaret det fra oven. Standpunktet optager dem måske mere, end vores kristendom optager os som kristne. Hele verden skal vide, at de i hvert fald er ateister, at der ingen gud(er) er, og at teorien om at det hele er designet er helt hen i vejret, ikke mindst fordi også de kristne bifalder denne teori. Mange ateister opdager slet ikke, at de med deres kraftige og urokkelige religionshad repræsenterer en absolutisme svarende til den, de mener at bekæmpe.

Jesus led, men hvorfor?

2006-04-15T19:33:00.000+02:00

Jeg holdt i går en rigtig påskeprædiken med udgangspunkt i Jesu lidelse. Jeg har forsøgt at koge tankerne ned til en lille artikel, som I får her. Hvis du vil få mest ud af det, så vil jeg anbefale, at du ikke skimmer det på 2 minutter. Da jeg skrev det, krævede det koncentration. Det samme må derfor gælde, når det skal læses. ;-)

Jesus led, men hvorfor?

Hvorfor har man i alle adventistkirker fjernet Jesus fra korset? Går du ind i en folkekirke, så ser du ham. Han ser sørgmodig ud, hans hænder og fødder er naglet fast, han er næsten nøgen, dog ikke helt, for man må naturligvis ikke være nøgen i en kirke. Men i en adventistkirke ser du kun korset. Hvorfor har man ikke Jesus hængende på det? Det kan der være flere grunde til. Vi har måske ikke fundet det nødvendigt, og da det jo ville koste penge at få lavet, og da vi jo ikke på samme måde financieres af staten, så valgte vi måske i sin tid at lade være. Eller måske det lidt skyldes et afbildningsforbehold med grundlag i det andet bud, som siger, at vi ikke må gøre os noget billede af Gud til tilbedelse (2 Mos 20,4-6)? Jeg kan sagtens undvære disse Jesus-figurer, men jeg spekulerede alligevel...

Hvad stiller vi op med den lidende Jesus?

Nogen gange kan man måske føle en trang til at skubbe korsfæstelsen af Jesus lidt i baggrunden. Det er da klart! Hvilken religion har lyst til at skilte med et torturoffer? Mens kristendommen i Danmark endnu var ny, besluttede man at ændre lidt på krucifikset. Man tørrede lidt af blodet af armene, hev Jesus lidt længere op på korset, forstørrede hans glorie, hævede hans hoved og gjorde ham lidt mindre trist. Trådte man nu ind i kirken, så var det første, man stødte på, ikke længere en lidelsernes mand, men derimod en glad Gudefigur, som bød én velkommen i kirke. Det var nok lidt lettere at forholde sig til, så længe man så bort fra naglerne, for når først man fik øje på dem, så virkede han nærmest rablende gal, at han ikke så mere sørgmodig ud.

Men faktisk, så tror jeg, dette er noget, der gælder generelt. Juleaften er meget lettere at holde end Langfredag. Hvad vil du helst tænke på? En mand der hænger og bløder og skriger noget på hebraisk? Eller en sød lille baby, der ligger i en krybbe og griner og pludrer? Men måske den lidende Jesus også er svær at forholde sig til, fordi det synes så meningsløst at mindes i forhold til en fødselsdag. Jamen, hvad er da meningen? Hvorfor hænger han der? Hvorfor gør det så ondt på ham? Og hvorfor gør han ikke, som jeg ville have gjort i hans sted, dvs. forbandet de idioter, som hængte mig derop?

Er dette dumme spørgsmål at stille sig selv som kristen? Dumt i den betydning at dét svar, det kender man naturligvis allerede, for det er jo kernen! Det er jo det, det hele drejer sig om: Jesu død og opstandelse. Uden det var vores tro jo tom, bare spørg Paulus (1 Kor 15,14). Efter min mening er det dummere bare at antage, at vi alle kender svaret, for hvad nu hvis vi ikke helt har forstået det korrekt? Og hvis vi ikke helt har fattet det, men bare accepteret det, hvad gør vi så den dag, nogen spørger os, hvad det går ud på?

Hvad er vores gæld? Hvad er vores straf?

Jeg er vokset op i et kristent hjem. Det ligger nærmest i mine gener at være kristen. Da jeg var lille, kom jeg i børnesabbatskole*, og her sang vi "Jesu lille lam jeg er" og hørte historier om folk i det gamle testamente, som slog andre folk ihjel og blev konger og alt muligt andet. Vi fik også forklaringen på, hvad Jesus gjorde for os. Han "døde for vores synder". Vores sønner? Nej, vores synder, altså alt det vi har gjort forkert, og som vi fortjener straf for! Det fortjener vi ikke længere straf for, fordi Gud tog straffen på sig i stedet for os. Det var dét, Jesus havde gang i på korset... Dette var, hvad jeg lærte som barn. Genkender du den forklaring? Prøv at tænke den igennem, hvis du ikke allerede har gjort det. Holder den vand?

Først, hvad er vores straf? Jo, Adam syndede (sammen med Eva), og de havde fået beskeden, at når de spiste af træet, så skulle de dø (1 Mos 2,17). Døde de? Ja, det gjorde de. Det samme skal du og jeg, på et tidspunkt er det slut, og så skal vi efterfølgende begraves, hvis man altså kan finde vores lig. Men hvis det var den død, Gud snakkede om, så tager vi vel netop også selv straffen på os? Og hvad havde Jesus så lige gang i, om jeg må spørge? Altså må Gud hentyde til en død, der rækker ud over den død, vi kender til. Her kommer så den anden død ind i billedet. I bibelen, nærmere bestemt åbenbaringen, kan man læse, at der er noget, som hedder den anden død. Der står i Åb 2,11: "Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død." Det må være denne form for død, som Gud lovede Adam og Eva, og det må være denne død, Jesus led.

Pludselig giver det også mere mening, hvad Jesus siger i Joh 11,25-26: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø." Vi dør alle sammen den første død, men Jesus har sørget for, at vi slipper for den anden død ved selv at tage den på sig. Hvis det hænger sådan sammen, så ser det, jeg lærte i børnesabbatskolen, ud til at holde stik, næsten. Spørgsmålet er bare, om Jesus så også i praksis tog denne straf på sig.

Hvad er forskellen på den første og den anden død? Tja, i Åbenbaringen illustreres den anden død jo som "søen, der brænder med ild og svovl" (Åb 21,8). Det skal tydeligvis forstås som et billede af en art, for ingen vil jo påstå, at Jesus blev smidt i denne ildsø. Der er dog en bred enighed om, at den anden død må være konsekvensen af Guds fravær. Den sande fortabelse er at dø, adskilt fra Gud. En anden væsentlig forskel må være, at der efter den anden død ikke er nogen opstandelse. Fortabelsen er altså evig.

Betalte Jesus så vores gæld, sådan helt bogstaveligt? Man må jo sige, at han døde i hvert fald i Guds fravær. Han råbte "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Matt 27,46; Mark 15,34) Der er dog en anden problemstilling i denne sammenhæng. Jesus genopstod om søndagen. Døden varede altså ikke evigt. Har det måske gjort det lettere for Jesus at gennemgå alt dette, at han vidste, at Gud ville rejse ham af døden om søndagen? Prøv at læse hans råb igen. Har du indtryk af, at der er meget vished at hente ud af dette fortvivlede spørgsmål? Man kan sige, at Jesus havde alle forudsætninger for at vide, at han skulle genopstå. Han havde selv fortalt disciplene, at han skulle opstå (Matt 16,21). Og Jesus har med sit enorme kendskab til skriften også med garanti lagt mærke til alle profetierne, der opfyldtes omkring ham. Ja, selv hans fortvivlede skrig efter Gud var jo forudsagt i Salme 22. I samme salme var der blevet sagt, at de ville spille om hans tøj. Vidste Jesus ikke, hvorfor Gud havde forladt ham? Jo, med hans forstand vidste han det godt, men med hans sjæl mærkede han alligevel uvishedens fortvivlelse. Jesus led altså alle aspekter af den straf, Adam og Eva blev lovet, også fortvivlelsen.

Der kan altså argumenteres for, at han faktisk betalte vores gæld. At Jesus tog den straf på sig, som vi skulle have haft. Man kan vel også sige, at han betalte kaution. Og dog, gjorde han nu også det, når han trods alt genopstod? Måske han følte den anden død til fulde, men Jesus er jo ikke for evigt død, og derfor kan man vel ikke sige, at han tog straffen på sig 100% ? Det er en fin begrundelse for at Jesus skulle dø, at han ville betale vores gæld, men ligger der måske lidt mere i det?

Hvad lavede Satan, da Jesus hang på korset?

Min barnelærdom om at Jesus tog straffen på sig har altså nogen mangler. Hvor kommer Satan f.eks. ind i billedet? Ja, faktisk, så behøver vi slet ikke Satan i denne model! Jesus døde faktisk ene og alene for at være tro mod det ord, som Gud havde givet Adam og Eva, om at syndens løn er døden. I bibelen ser vi dog, at Satan spiller en stor rolle. Han er Guds modstander, og hvis vi kigger godt efter i evangelierne, så ser vi da også, at der var en kamp mellem Jesus og Djævelen, f.eks. da Helligånden førte Jesus ud i ørkenen lige efter hans dåb (Matt 4,1; Luk 4,1). Der er ikke tale om en fysisk kamp, men en kamp på viljer.

I ørkenen fastede Jesus i 40 dage. Det bliver derfor fristende at bruge Guds magt på at lave brød om til sten, dog havde dette været et misbrug af Guds magt, en synd. På samme måde havde det været et misbrug af Guds magt, hvis han var sprunget ned fra korset. Fristelsen fik han ellers, om ikke direkte fra Djævelens mund, så fra Djævelens håndlangere, der i dette tilfælde var ypperstepræsterne og farisæerne, idet de sagde: "Lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham." (Matt 27,42) Her er da en fristelse, der er til at forstå. Forestil dig ypperstepræsternes øjne, hvis han faktisk var steget ned. Kunne Jesus have stiget ned? Ja, selvfølgelig kunne han det, han kunne faktisk have kaldt på en englehær til at give ypperstepræsterne lammetæsk, hvis det var det, han ville. (Matt 26,53)

Engang var jeg til et bibelstudium, hvor en fyr sagde, at han forestillede sig, at da Jesus blev overladt til Satan (dvs. på Golgata), dér mistede Satan nok selvkontrollen. Denne fyr havde en forestilling om Satan som dybt indbegrebet af had og raseri og med en stor tendens til bare at gå amok. I hans hoved var Jesu død et resultat af Satans manglende selvdisciplin. Desværre, så tror jeg ikke, at Satan er ligesom os på det punkt. Jeg tror, at når vi mister selvkontrollen i vrede, så er det Satan, som får kontrollen. Og jeg tror, at Satan vidste præcis, hvad han gjorde, da han stod med sin sidste chance for at bringe Jesus til fald. For dette var netop, hvad Satan forsøgte på. Det handlede for Satan ikke længere om bare at slå Jesus ihjel (det gjorde det i starten med Kong Heroes, som det ses i Matt 2). Nej, nu handlede det om at bringe ham til fald.

Så hvad opnåede Jesus gennem sin lidelse? Han opnåede at stå alle Djævelens fristelser imod uden at falde i synd. Hvis det handlede om, at Jesus bare skulle betale for vores synder, så kunne Jesus være død i fred for Satan. Korset havde ikke været nødvendigt, han kunne have lagt sig i en seng. Han kunne have sovet stille ind for aldrig at vågne igen. Ydmygelsen og hånen var ikke en del af den gæld, vi har været inde på. Derimod var det Satans forsøg på at bringe Jesus til fald. Nogen forestiller sig måske, at Jesus blev hånet af en soldat på vegne af den syndige Hr. Raabjerg, at han fik et par piskeslag på vegne af Hr. Bech, og at en flue fløj op i hans næsebor på vegne af den syndige Hr. Dorland. Faktum er, at syndens løn ikke er fysisk afstraffelse. Jesu lidelse var alene Djævelens forsøg på at knække hans karakter.

Til sidst havde Satan dog fået nok spillerum. Han havde fået sin chance, hvor han dog reelt ingen chance havde, og Jesus opgav ånden, som teksten siger (Joh 19,30). Han sagde "Det er fuldbragt", og så døde han, og for en tid var Guddommen, mærkeligt nok, toenig. Men det lykkedes ikke Djævelen at bringe Jesus til fald. Dermed er det blevet åbenbaret for alle, og her menes alle , at Guds karakter er ukrænkelig og ren. Selv underlagt menneskenormer syndede Gud ikke, derfor kan han i himlen fungere som både ypperstepræst og talsmand (Hebr 4,15), ja, selv dommer (Joh 5,22). Hvor Satan indtil nu har trampet i jorden for at påkalde sig sin ret, så blev det ved Jesu lidelse på korset gjort klart, at Satan ingen ret har overhovedet, og dette er det sande evangelium. Evangeliet er Guds retfærdighed, som er blevet åbenbaret for alle, og som derfor er "Guds kraft til frelse" (Rom 1,16-17).

Grunden til at Jesus skulle dø på korset

Hvorfor skulle Jesus dø på korset? Det er måske et dumt spørgsmål, hvis man er kristen. For er man kristen, så ved man da selvfølgelig, hvorfor Jesus døde på korset! Men prøv at gå ud og besøg nogle andre kristne og stil dem det "dumme" spørgsmål og læg mærke til, hvor mange forskellige svar, du vil få. Mange vil sige, at "han betalte for vores synder". Bed dem forklare det. Måske de så vil give dig en ny metafor, der er lige så ubrugelig. Eller måske de vil forklare, at han tog den straf på sig, som vi andre skulle have haft. Eller måske de har glemt, hvad det egentlig drejede sig om.

Personligt lægger jeg vægt på, at Jesus døde for at bevise sin karakter, altså for at åbenbare Guds retfærdighed og barmhjertighed. Guds kærlighed har for mig at se aldrig strålet tydeligere igennem, end da Jesus sagde om sine mordere: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." (Luk 23,34) Man kan vel sige, at Jesus åbenbarede for os alle sammen, at han i kraft af sin evige kærlighed og retfærdighed bør bestemme ultimativt, hvem der skal frelses. Samtidig beviste han, at Djævelen reelt ikke har noget som helst at skulle have sagt - slet ikke i lyset af hvordan han behandlede Jesus, som var syndfri.

Uanset om du er enig med mig i detaljerne, så håber jeg, at du selv har et nogenlunde holdbart svar på spørgsmålet. For du får brug for det svar. De venner, du fortæller om Jesus, vil spørge dig, hvad meningen med hans offer var. Når den tid kommer, så vil den metafor, som måske til daglig er god nok for os gammelkristne, ikke være god nok. Hvad skal de bruge det til, at Jesus "betalte for deres synder"? De vil spørge dig, hvorfor Gud ikke bare "rev regningen i stykker". At Jesus blev født på vor jord, og at det var glædeligt, det kan folk forholde sig til. Men at en uskyldig mand ikke så meget som protesterede imod, at man hængte ham op på et kors - se, dét kræver da en forklaring, en god én!

* bibelstudium for børn, som i adventistmenigheder holdes før selve gudstjenesten, mens de voksne har deres eget bibelstudium.

Mors nye Vuf

2006-04-13T14:47:00.000+02:00

Min mors nye vuf, den i kuldet, som vi beholder. På dette billede har den muligvis lige været en tur i vandskålen. Og nej, jeg havde ikke noget med det at gøre. Den hedder Diana, har min mor besluttet.

Dorland Post

2006-04-13T01:47:00.000+02:00

Så var det tid at lave en ny blog. Dermed har jeg 3 kørende.

Jeg har Dynamics of my Mind, som er denne blog.
Jeg har Dorland Film, hvor jeg kommenterer de film, jeg ser.
Og nu har jeg så Dorland Post. Hvad det går ud på, kan du se derinde.

Det var så lige dagens første lille reklameindslag.

(Det der word verification driver mig til vanvid, hvor slår jeg det fra?)

Cafépenge eller studieløn

2006-04-12T17:52:00.000+02:00

Jeg mener faktisk aldrig at have hørt udtrykket, cafépenge, brugt i daglig tale, så jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da jeg først stødte på det i Berlingske. Normalt forstås det vist som et nedladende synonym for SU, hvilket mange unge SU-modtagere naturligvis er ret forargede over. Derimod vil unge studerende gerne kalde det studieløn.

Min egen holdning i denne sag er, at jeg personligt er ligeglad med, hvad de kalder SU'en. Bare jeg får den. Ej, det er naturligvis ikke fair at kalde det cafépenge, for vi bruger jo ikke pengene på at gå på café... de går til biografer, DVD'er, fjernsyn, computerting, mobiltelefoner ... Det er selvfølgelig også bare en vits. Mit indtryk er - og nu er jeg seriøs igen - at mange unge slet ikke kan dække deres udgifter og samtidig købe alle de fancy ting, de gerne vil have. At ødsle er simpelthen ikke en mulighed, medmindre man gerne vil stævnes.

Tror danskeren på Kristus?

2006-04-12T15:22:00.000+02:00

Tidligere bragte jeg et billede af TV2's lille Internetpoll, som spurgte om Jesus gik på is. Her svarede 48% ja, 36% svarede nej, og resten (16%) svarede ved ikke. Siden da har 163 trykket deres svar ind, men resultatet har ikke flyttet sig. Jeg fik lidt interesse for statistikker om danskernes kristenhed, så da jeg pr. e-mail modtog mit nyhedsbrev fra Kristeligt Dagblad, kunne jeg ikke lade være med at klikke ind på denne artikel. Prøv at læse den til ende, det er nogle spændende ting, de forskellige akademikere har at sige.

Det fremgår af den, at 69% af danskerne erkender, at Jesus var en historisk person, hvad det så end vil sige. Det må vel betyde, at de tror på, at han faktisk har eksisteret, og at han ikke bare var noget, evangelisterne og apostlene fandt på. Det var da dejligt, så er de da ikke helt tabt bag en vogn. Videre skriver KD: "Ifølge Epinions undersøgelse svarer 49 procent, at de mener, Jesus Kristus er Guds søn, mens blot 36 procent tilslutter sig troen på, at Jesus opstod fra de døde." Her blev jeg noget overrasket, da jeg ville tro, at når man tilsluttede sig Jesu guddommelighed, så ville man også tilslutte sig hans sejr over døden. Men nej, åbenbart ikke.

Statistikker viser os af og til nogle meget underlige forhold. Jeg tør næsten vædde på, at det er en minoritet, som vil afvise Muhammeds historicitet, ja, selv Buddha vil folk nok være enige om har eksisteret. Gad vide, om folk tror mere på det nyfundne Judasevangelium end på de fire evangelier, vi har haft liggende. Det ville faktisk ikke undre mig, når man hører folk sige, at evangelierne og de bibelske tekster generelt er utroværdige, fordi de er så gamle (ja, hvilket kraftfuldt argument). Well, værsgo, her er et evangelium, som er et par hundrede år yngre, var det noget?

Men hvad angår Jesu historicitet, så gad jeg godt vide, hvad folk ellers tror om Jesus, hvis de ikke tror, han var guddommelig. Var han en indbildsk løgnhals? Vi havde engang en debattør på Giraffen Forum, som vi desværre endte med at måtte smide ud, der indledte sit besøg på Giraffen ved at erklære sig kristen. Han var medlem af folkekirken, og han tilsluttede sig Jesu moralkodeks. Da vi fortalte ham, at det ikke gjorde ham til kristen, følte han sig meget krænket, og han endte med at forfølge samtlige kristne debattører derinde, hvorfor vi smed ham på porten.

Hvordan kan man tilslutte sig Jesu moralkodeks, hvis man ikke tror på, at han talte sandt? Hvor mange førte han ikke lige bag lyset, hvis det hele bare var fup? For er det ikke, hvad man nødvendigvis må tro, hvis man ikke vil acceptere hans guddommelighed? Nemlig at han så var en stor løgner? Eller måske han var sindssyg? Der skal jo noget af en løgner til for at holde fast i løgnen efter hundredvis af piskeslag og en udsigt til Golgata, altså må han selv have troet på løgnen, altså må Jesus, hvis han ikke var Guds søn og Jødernes Konge, have været skingrende sindssyg? Sikke et forbillede at have! (Se for øvrigt Jesper Veiby's hjemmeside, kig til højre)

Nogen gange ærgrer man sig over, at kendsgerningerne skal ligge så skjult. Hvorfor skal man ind i de ultrakonservative kristne hjem og lede i deres bogreol for at finde alle de ting, der jo nærmest beviser - eller i hvert fald forstærker sandsynligheden for - at Jesus var Kristus, Guds søn og verdens frelser. Det er på tide, at det kommer frem i lyset.

At tabe hovedet

2006-04-10T23:00:00.000+02:00

En lille gåde: Hvad er det, som ingen vil have, men som heller ingen vil af med, hvis de har det?
Svar: Et skaldet hoved.

Vores største problem har altid været, at samtlige af vores frisører har krævet dobbeltpris, hvor vi har ment, 150% skulle kunne gøre det.

Selvglad? eller næstekærlig?

"Hvis jeg var en sommerfugl... Men jeg si'r dig tak, at du skabte mig netop som mig."

Nå, nok pjat for denne gang. :-)

Nej, Jesus fik ikke kolde fødder

2006-04-09T17:41:00.000+02:00

Gang på gang kan man forundres over den stupiditet, lærde mennesker lægger for dagen og som ædes råt af en håbløst uviden befolkning. Senest er det bl.a. blevet demonstreret af amerikanske professor, Doron Nof, som mener, at temperaturen kan forklare Jesu gåtur på Genesaret Sø. Jesus gik altså rigtignok på vandet, men vandet var stift. Jeg har besluttet mig for at lege lidt med tanken, lad os veje påstanden lidt.

Men skal ret være ret, så skulle vi måske starte med den første påstand, nemlig at Jesus gik på vand, ikke is.

Dette postulat finder i Matt 14,22-33:
v22 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. v23 Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. v24 Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. v25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. v26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. v27 Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« v28 Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« v29 Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. v30 Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« v31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« v32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig. v33 Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«

Hvad læser vi ud af denne tekst, som peger på, at Jesus gik på vand og ikke på is? Vi kan jo tage det fra en ende af.

I v22 siger Jesus til sine venner, at de skal sejle i forvejen. Jesus må være godt dum at sige dette til dem, hvis søen er iset til?
I v24 læser vi dog, at Jesu venner ikke havde haft is-problemer, idet de jo er "mange stadier fra land".
Både v22 og v23 snakker om store folkeskarer, som var kommet for at lytte til Jesus. Disse kan man også høre om, hvis man læser lidt i forvejen. De stod en hel dag og lyttede til Jesus - i minusgrader? Indrømmet, Jesus var spændende, men mon folk ville dø af kulde for at høre ham? (Medmindre Doron Nof vil anerkende, at Jesus på mirakuløst vis må have holdt dem varme)
Der siges i v24, at bølgerne var høje. Isbølgerne?
Disciplene blev skrækslagne (v26), da de så Jesus gå på vandet og troede, han var et spøgelse. Isen må have været tynd, hvis man skulle være spøgelse for at gå på det. Så kan man vel lige så godt antage, isen slet ikke var der?
I v29 står der "Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus." Tidligere har der ikke stået "på vandet", men "på søen", men nu står der "gik på vandet". Jeg kender ikke grundteksten, men jeg tvivler på, at isen er en mulig oversættelse.
I v30 begynder Peter at synke. At synke lyder her som en længere proces. Under normale omstændigheder ville man ikke begynde at synke, det ville sige plask, og så ville man være væk. Også hvis man faldt gennem isen.
Desuden står der i v30 som begrundelse for, at Peter sank, at han så stormen og blev bange, ikke at han trådte et forkert sted. Det understreges også af Jesus selv i hans spørgsmål i næste vers: "Hvorfor tvivlede du?"
I v33 læser vi reaktionen fra disciplene, som kaster sig ned for Jesus og siger: "Sandelig, du er Guds søn." Det må man naturligvis være for at kunne gå på is.

Når Doron Nof snakker om Jesus, så forholder han sig til påstanden om, at han gik på vandet, som var påstanden grebet ud af den blå luft. Han har næppe læst skriftstedet ovenfor særlig grundigt at dømme ud fra alle de problemer, han så ville støde ind i.

Det interessante ved Doron Nof er ikke, at han forsøger at underkende Jesu mirakler. Det er der så mange, der har forsøgt på. Det interessante er hans mærkelige forsøg på at gå på kompromis. Helt ærligt, hvorfor ikke bare sige, at Jesus aldrig gik på Genesaret Sø?

I stedet sætter han sig ned, erkender at Jesus må have gået på søen, men hvordan? Og det fører ham i virkeligheden derud, hvor han bliver mere troende end nogen kristen i denne sammenhæng. Ved ikke at tro på det mirakel, at Jesus gik på vandet, må han tro på det mirakel, at Jesu venners båd sejlede gennem is, og at en kæmpe skare lyttede til Jesus i minusgrader. Eller måske at disciplene ville lyve om, at en person kunne gå på vandet? Var det noget, de havde påstået umiddelbart efter, så ville folk sige "Ja, og? Der er jo is på!" Når man er kildekritisk, så plejer man også at efterforske teksten efter tendenser og motivation til at herliggøre noget bestemt, at være subjektiv. Men hvad skulle være Matthæus' grund til at gøre Jesus til mere, end Jesus i virkeligheden var?

Doron Nof's tåbelige udsagn burde være til kristendommens fortjeneste, fordi han netop har valgt at erkende, Jesus gik på vandet, men ikke formår at bidrage med en logisk forklaring på fænomenet. Desværre står vi som kristne overfor et større problem, uvidenheden og det faktum, at TV2 med sin konkluderende overskrift "Jesus gik på isen, ikke på vandet" allerede har taget stilling og tilkendegivet en holdning, som den naive danske mediesluger naturligvis accepterer uden forbehold. TV2 tøver heller ikke med at gøre Doron Nof til en martyr, idet de skriver "Ikke alle er enige med forskeren, og Nof har modtaget flere hademails efter offentliggørelsen af sin teori."

Stakkels Nof, han får hadeemails. Det er da også for galt med alle disse religiøse fanatikere, som forsøger at pådutte os deres vanvittige illusioner. Sådan ville nogen nok også tænke, hvis de så mig bruge et så langt indlæg på at slå fast, at Jesus absolut ikke fik kolde fødder.

(Henvisninger: TV 2 Nyhederne, Jyllands-Posten, apologetik's kommentar.)

Den 8. april

2006-04-08T14:04:00.000+02:00

Dette kan måske synes mærkeligt på nogen... Men i dag, meget passende en grå og kedelig regnvejrsdag, vælger jeg bevidst at konfrontere den smerte, jeg oplevede for præcis fem år siden. Den 8. april er en særlig dag. Jeg har enkelte gange snakket lidt om min fars død herinde, og det kan jeg faktisk også gøre uden de store problemer. Det gør ikke så ondt at snakke om, for verden har ændret sig så meget siden, og jeg står nu med en god distance på 5 år, et gymnasium et nyt hus, nye venner og nye fremtidsudsigter - ja, en helt ny tilværelse - mellem mig selv og min fars sygdom og død.

Min mor har dog en udskrift, der beskriver min fars sygdomsforløb, som jeg for en time siden besluttede mig for at skimme og så nærlæse de sidste sider af. Her står der hvordan hans temperatur gik op og ned, hvordan hans evner gik op og ned, hvordan hans stemning gik op og ned. Meget af det foregik dengang udenfor min egen verden, oppe i Århus, hvor min mor besøgte ham dagligt. Selv hørte jeg kun om fars fremskridt og hans hilsner, alle de gode nyheder. Indtil afslutningen kom meget tæt på, så fik jeg sandheden.

Men hvorfor vil jeg dog udsætte mig for det igen, læse mors erindringer og flytte mig selv fem år tilbage i tiden, dengang jeg var en naiv fjortenårig? Det må synes direkte sindsygt, for der er ingen forløsning at finde, kun bitterhed, vrede og sorg. Jeg gjorde noget lignende her i mandags, hvor det var fem år siden, jeg sidst mødte far. I mandags var jeg til noget forbøn, og her uddybede jeg også et par af mine tanker om forbøn med udgangspunkt i nogle af de erindringer, jeg har.

Jeg tror, jeg gør det, fordi jeg føler, det er en vigtig del af mig. Det gør mig på en eller anden måde til noget specielt, og hvis jeg ønsker at bevare dette, så er det vigtigt, at jeg også konfronterer det og husker på det. Hvad der skete dengang er et udtryk for syndens meningsløshed. Der er ikke en mening med alting, som nogen ellers påstår, ikke mindst Hollywood. Det er noget værre ævl, og det er ikke hentet ud af bibelen, og det er for mig heller ikke et særlig trøstesfuldt doktrin. Er der en mening med alting, så er en logisk følgeslutning, at det meningsløse ingen ende har, for der vil altid skulle søges en begrundelse, som aldrig vil være god nok.

Men kan jeg selv give det en mening, altså vende det meningsløse til noget meningsfuldt, så vil jeg også gøre det, for sådan mener jeg, vi bør tackle syndens væsen. Hvad var meningen med min fars død så? Ingen, men skal jeg give den en mening, en personlig mening, så bliver det den, at det skulle fremgå at denne situation, hvorledes Satan kan frarøve en 14-årig dreng sin far uden at vinde den 14-åriges sjæl på det, snarere tværtimod. Så kan han lære det.

(Af forskellige årsager lukker jeg muligheden for at kommentere dette indlæg.)

Det som ikke siges med ord

2006-04-05T23:54:00.000+02:00

1 Mos 1,27:

Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.

"Lars, hvad er det, du prøver at sige?"

Ingenting, har Lars foreløbig sagt. Alligevel har det, han har bragt dig, som ikke har været hans ord, måske givet dig nogle indtryk. Er det ikke tankevækkende, hvordan man med forskellige virkemidler, som ikke engang inkluderer ens egne ord, kan formidle et eller andet budskab - i dette tilfælde tager jeg et billede fra galleri.tv2.dk og sætter det sammen med en udvalgt bibeltekst, og straks har jeg sagt noget uden at sige noget, eller har jeg? Du kunne selv have fundet billedet. Du kunne også selv have fundet bibelteksten. Billedet og bibelteksten er ikke mere mine end dine. Men det gør en forskel, når jeg tager billedet og bibelteksten og stiller dem ved siden af hinanden på denne hjemmeside, gør det ikke?

Vi bliver manipuleret med på alle mulige måder til hverdag, fordi medierne tager visse ting og stiller dem ved siden af hinanden, og pludselig har de sagt en hel masse uden at sige noget som helst, som man kan drage dem til ansvar for at have sagt. På Vejlefjordskolen startede Jyllands-Posten engang en sag, hvor man gav indtryk af, at der på kristne privatskoler blev undervist i skabelse i biologitimerne frem for i evolution. Det var naturligvis noget vrøvl, men hvilket indtryk giver TV2 Syd så, når de i deres reportage indleder med at vise et billede af skolens biologilokale, hvor de så har medbragt en bibel og lagt den på bordet lige foran kameralinsen? Pludselig har de sagt en masse, men intet de juridisk set kan lastes for at have sagt.

Er det egentlig fair? Skal vi sætte grænser, og hvis vi skal, hvor sætter vi dem så?

Associationer i April

2006-04-03T19:21:00.000+02:00

Solen står ind af vinduet, ikke så stærk og hvid og blændende, som jeg har oplevet den det meste af dagen. Med de rød-orange gardiner trukket for er det lige tilpas, lægger en stemning over værelset, især nu da jeg lige har ryddet lidt op og fået fjernet de synligste nullermænd. Man begynder at kunne ane noget forår i luften, og snart er det, meget passende, påskeferie.

Påsken handler som bekendt ikke om kyllinger og harer, der hopper rundt med chokoladeæg. Påsken handler om Jesus, at han var en konge, der fortjente at blive hyldet med palmeblade, men også at han som den eneste har formået at overvinde døden ved at gå den i møde uden synd. Netop dødsaspektet finder jeg tankevækkende hver april måned, måske endda lidt mere end andre. Ligesom så mange kristne, så kan jeg ikke lade være med at tænke på den parallel, der er mellem naturen og så påskeevangeliet. Blomst kradser af, vinter lægger mørke over land og by, men en forårsmorgen står den der sørme igen.

Det, der nok tilføjer en dimension for mit vedkommende, er det faktum, at det i dag faktisk er præcis fem år, siden jeg sidst mødte far. Han var nærmest psykotisk på det tidspunkt, havde de sygeste febervildelser, men samlede sig dog, da vi kom ind på besøg og var godt nede på jorden. Han døde søndagen efter, påskemorgen, om du vil (selv om han faktisk døde om aftenen). Men tankevækkende er det alligevel. Man må vel kalde det skæbnens ironi. Men hvis der var en grund til, at han døde netop denne dag, hvilken er det så?

Her kommer så forskellen på Fortidens-bitre-Lars og så Lars-i-Dag. FbL ville have forklaret, at det var en grim joke, en sarkastisk kommentar (fra et eller andet sted), at selvfølgelig skulle hans far da have lov at dø på den dag, man normalt associerer med opstandelse - bare så det stod klart, hvad man skulle lægge i det opstandelses-noget. Hans fars dødsdato demonstrerede vel også bønnens magt, dvs. dens mangel på samme. Ikke at FbL vitterligt havde troet på dette, men det havde da været en af de tanker, der rumsterede i hans stakkels forvirrede hoved.

LiD vil dog sige, at det er overvejende tilfældigt, at hans far døde den søndag, men hvis han endelig skal tvinges til at lægge noget i det, så vil han tolke det som en kærlig påmindelse. En dag skal hans far dø baglæns, ligesom Jesus gjorde på en sådan dejlig søndag, være friskere end nogensinde. Og til den tid er der nogle ting, LiD lige skal snakke med ham om.

Kostautoriteten

2006-04-02T14:31:00.000+02:00

Når man bor på en kostskole, så flyver rygterne, og ens omdømme er aldrig statisk. På samme måde gælder det for kostpersonalet, hvor vagterne hele tiden mister (og af og til får) point i forhold til hinanden. Hvem kan man bedst lide? Det kommer an på, hvem der giver mest lov; hvem man bedst føler, man kan relatere til; hvem der er bedst til at sætte sig ind i situationerne; hvem der griber mest ind, når der skal gribes ind, og hvem der er mest laisséz faire, når det er nødvendigt.

Selv har jeg da haft mine problemer med vagterne gennem årene, fordi jeg har følt det uretfærdigt, når de har skullet blande sig på områder, hvor jeg har ment, de ikke har haft noget at gøre. I 1.g var mange i klassen vrede over, at de blandede sig i, om vi lavede lektier, da gymnasieuddannelsen er en frivillig uddannelse, og at man må have en forventning om, at vi har valgt den, fordi vi faktisk har en interesse i at få en pæn afgangseksamen. Det var dog først, da vi rykkede op i 2.g, at de fik indført den påtvungne læsecafé for putter. Vi selv var blevet meget kraftigt opfordret til det af rektor, som på den ene side gerne ville virke demokratisk i dette spørgsmål, men som på den anden side også havde en meget stor interesse i at få os til at makke ret og gå med på hans forslag. Frivillig tvang, kaldte vi det.

Men hvad så? Skulle de blande sig? Det, man nok skal tænke på, er, at selv om gymnasiet var frivilligt og så videre, så er man kun 16-17 år, når man begynder i 1.g. Det er ikke alle, der har den nødvendige selvdisciplin efter 9 års ligegyldig folkeskole, faktisk overvejende få af os, og derfor er nogen måske i 2.g eller 3.g taknemlige for, at skolen blandede sig og fik tvunget én til at lave lektier? Jeg er dog ikke én af dem. Jeg strejkede fra læsecaféen og lavede mine lektier på værelset. Min selvdisciplin er dog dalet med årene. P.t. skylder jeg en engelsk essay og en matematikaflevering. Der kan altså her argumenteres for, at det i højere grad bør være mig i 3.g, som tvinges ned til en læse- og lektiecafé. Det store modargument må så være, at ja, vel er jeg udisciplineret, men det bunder ikke i umodenhed eller manglende evne til at tage ansvar, det er derfor min egen sag, ingen andres.

Skal en ordning indføres for de ældste elever, så mærker jeg da også visse konflikter i kostvagternes indre. Hvor meget kan vi egentlig give dem lov til? Hvor meget frihed kan vi give dem? Vores kære præceptor vil os måske det bedste, men mener stadig, at han har en bedre dømmekraft end os på 19-20 år. Det har han måske også i visse tilfælde. Men hvordan kan man så forlange af ham, at han skal skelne den bedre dømmekraft fra den ringere? Og hvad værre er, han ved måske bedre end nogen af os, men ikke end nogen andre af os? Hvad så, skal han så gøre forskel på os? Det ville logisk set være det bedste, men det er så en ny barriere, at "det gør man bare ikke".

Problemerne bliver der ikke færre af, når der så står en ung kostmedarbejder i en dobbeltrolle. Han er dels vores kammerat, måske kun ét år ældre, men han er også ansat og praktiserer i mange tilfælde ud fra præceptorens dømmekraft, som han måske ikke selv er enig med. Han ser det måske meget lettere fra modsatte side end præceptorens i kraft af sin alder - og det faktum, at han har friske erindringer om, hvordan det var at være elev.

Kostpersonalet vil altid stå med en masse spørgsmål, som der ikke findes svar på. På Vejlefjordskolen har man i løbet af de seneste år forsøgt at gøre skillelinjen mellem folkeskoleelever og gymnasieelever tydeligere, så man i gymnasiet kan føle sig mere som voksne. Det har man lagt decideret vægt på og vist ved at holde møder med gymnasieeleverne, om hvordan man som kostpersonale kunne gøre skellet større og være mere fair. Måske man også blev mere opmærksom på problemet ved etableringen af den nye brobygningsklasse Gym10, som er en almindelig 10. klasse, men tilføjet nogle afsluttende gymnasiefag. For hvis du er Gym10'er, skal du så have gymnasierettigheder? eller 10. klasses rettigheder?

Men det er en diskussion, som vil fortsætte... nok også næste år, hvor det egentlig ikke kommer mig ved længere.

Byggeprojekt nu officielt

2006-04-01T19:00:00.000+02:00

I forbindelse med Forårskoncerten på Vejlefjordskolen blev det så (allerede til gudstjenesten) gjort officielt, hvad der allerede har svirret lidt rygter om. Knapt har skolen fået alle pengene ind, før de bekendtgør, at de til efteråret vil gå i gang med deres næste projekt, som bliver en udvidelse af børneskolen, vist primært med fokus på de allermindste klasser og børnehaven. De har tænkt sig at bygge den ved siden af hallen, hvor børneskolen for tiden har legeplads (hvad de jo så må undvære?). I virkeligheden havde bestyrelsen vist villet sætte det i kraft tidligere, men der har været udsættelser, da kommunen ikke ville tillade, at man byggede det så tæt op af nabogrunden. Eller også var det Ulbæk (naboen selv), der var problemer med. Har ikke helt forstået det, men nu er det i hvert fald kommet igennem.

Må indrømme jeg ikke helt fatter skolebestyrelsen på dét punkt. Efter min mening trænger vi i højere grad til nye elevbygninger, da drengebygningens vægge har haft konsistens som pap lige siden branden, der var her, mens far og mor boede her. Forstår virkelig ikke hvorfor man ikke gør mere ud af at renovere og sørge for at holde stedet kørende, men sådan tænkte jeg selvfølgelig også, da de byggede hallen. Det mærkelige er så bare, at den har de ikke engang fået betalt af på, selv om Kay postulerede noget med, at de nu var under "milliongrænsen", da han oplyste det. Spekulerer så bare, hvad der blev af det rensningsanlæg, de også blev pålagt at betale for at få lavet? Godt nok kommer det til at koste under 2 millioner for udvidelsen, men alligevel, synes da også det er en slags penge.

Men det korte af det lange: Vi kan nok forvente, at skolen nu for alvor kommer til at ansøge om kollekter i de små adventistmenigheder rundt omkring... Heldigvis kommer jeg ikke til at mærke meget til projektets pris, da jeg selv er ude som nyslåen student til sommer. Men stakkels de elever, som sikkert nu vil blive pålagt endnu flere udgifter. Så må man håbe, det vitterligt kan gøre gavn (og "åbne nye muligheder") på lang sigt, men jeg tvivler nu lidt på, at det er en god ide at udvide yderligere på dette tidspunkt. Håber de ved hvad de gør.

Tilføjet d. 2. april: Ovenstående stemmer ikke helt overens med virkeligheden. Men jeg syntes, det var synd, hvis ikke også denne blog skulle være med til en lille Aprilsnar. Denne var nok mest interessant for Vejlefjordskolen. Ved ikke, hvor mange med en eller anden form for tilknytning eller kendskab til skolen, der faktisk nåede at læse den før denne meddelelse, men men... Altså har skolen ikke flere byggeprojekter i vente lige foreløbig, kun en nødvendig forandring af kirkens krypt, hvilket for tiden diskuteres blandt menighedens medlemmer.

QuizYourFriends.com - anonymitet

2006-03-31T01:44:00.000+02:00

Hvad sjovt er der i at tage min quiz og så være anonym? Giv da lige dig selv til kende, tak, ellers er der jo intet sjov i det (for mit vedkommende), og jeg lavede altså quizzen med henblik på min egen morskab, primært. :-P

Ellers tillykke til NotWhoYouThink, som fik 60. Men hvem skulle jeg så også think'e, at det var? Der er ikke ligefrem nogen, som dukker op. Det er nok en, som kom tilfældigt forbi og gættede løs...

(Tidligere indlæg om emnet: Introduktion, Evaluering)

Hvad angår anonymitet, så er det emne i sig selv faktisk ret interessant. Hvad får oftest folk til at være anonyme, når de udtrykker sig i forskellige medier? Er det bare for sjov? Eller er det måske af frygt? Er det ikke nogen gange ret "fejt" at være anonym? Og bør man altid stå ved sine ord og handlinger, f.eks. på Internettet? Hvad er det for en slags betaling, man giver ved at opgive sit navn? Og hvad forskel gør det på modtageren, om der er navn på, eller om der står et eller andet ukendt dæknavn? Tænke tænke tænke... vender måske tilbage.

NV-GS75

2006-03-30T20:18:00.000+02:00

Som nævnt tidligere har jeg investeret i et teknisk vidunder, populært kalder man det en camcorder. Vi brugte den i produktionen af vores gallafilm, 30 minutters topunderholdning, hvor vi også mærkede, at der var en væsentlig forskel i billed- og lydkvalitet sammenlignet med det gamle digitale videokamera, vi havde lånt indtil da.

Nu har jeg så investeret i en tripode, som man kan skrue den fast på. Det er utroligt, så svært det er at holde videokameraet stille, når man bare står med det. Derudover har jeg købt mig fem små kassetter, som jeg kan optage på. Indtil nu har jeg haft lånt det kassettebånd, som var i det andet kamera, men det må hellere komme tilbage til rette ejer. Så nu er jeg klar til rigtig at filme.

Af projekter i vente har jeg en forårskoncert, min kusines 18 års fødselsdag, sidste skoledag, diverse studenterfester - og så har jeg snakket med en kammerat om at lave en kortfilm til en lille kristen kortfilmsfestival, som holdes i forbindelse med adventisternes årsmøde. Dog mangler vi nok stadig den lille originale ide, der kan gøre en god film på 3 minutter...

Benny Hinn er vitterligt crazy

2006-03-29T08:52:00.000+02:00

John Rasmussen viste mig en udsendelse om Benny Hinn, hvor der primært blev vist billeder fra et af hans store vækkelsesmøder. Den mand er ikke af Gud, altså Benny Hinn. Jeg fik decideret kvalme, da han samlede checks ind, mens han halvt bad og samtidig diskret bildte forsamlingen ind, at en støtte af ham ("at så sin sæd i guddommelig jord") ville sikre dem og deres familier mod de sidste tiders forfølgelser - hvilket betyder at hvis man ikke støtter ham, så får man lov at smage helvede! Mest skræmmende var det dog, når hans stab fandt de mest hypnotiserede folk i forsamlingen, rev dem op på scenen og lod ham agere Helligåndskaster på dem. Hvad er det dog for en "Helligånd", der får folk til at vride sig i kramper? Magen til galskab skal man lede længe efter. Det værste er, at dette vanvid forfører tusinder af mennesker, der trofast følger hans udsendelser på tv og kommer til hans møder, parate til at åbne sluserne, dog stilles der ikke ét kritisk spørgsmål ved de løgne, han fylder deres hoveder med. I mellemtiden vokser samtlige af hans bankkonti, så nu kan han vel snart skaffe sig endnu et privat jetfly. Some missionary.

Jeg skriver denne kommentar, ikke fordi jeg nyder at udpege falske profeter, men fordi jeg tidligere har talt om Benny Hinn i uvidenhed i forbindelse med nogle spammails, der blev sendt af en mand ved navn Torben Johansen . Jeg tog afstand fra Torben Johansens metode til udbredelse af budskabet, men jeg må tilslutte mig udsagnet. Benny Hinn er nok ikke dyret eller Antikrist, til den titel er han nok for "lille". Jeg vil dog gerne pointere, at jeg tager kraftigt afstand fra den manipulation og pengegriskhed, han står for, nu da jeg har overværet et af hans møder, hvor hans ærinde for det almene kritiske øje stråler skarpt igennem.

Agurk, pistol, spaghetti, toiletrulle, sodavandsflaske...

2006-03-26T14:42:00.000+02:00

Det var nogle af de ting, jeg rev ud af Jonatans mave, mens han lå på briksen som patient og jeg selv lod mig folde ud som læge. Sådan håber jeg i hvert fald, at det så ud. Mellem den skrigende Jonatan og publikum holdt Sandy og Sabine et hvidt lagen, og bag mig havde jeg stillet min fars projektor, hvorefter der ellers gik Platons hulebillede i sketchen - som blev en succes trods det faktum, at vi ikke havde øvet den overhovedet. Klapper mig selv på skulderen med et smil.

Vores gallafest lignede på mange måder vores høstfest (2.g) og vores fastelavnsfest (1.g) i og med, at der primært stod underholdning (altså minus dans) på programmet. Først spiste vi i skolens store hal, hvor der blev vist babybilleder af os og lavet nogle kåringer, som det jo er tradition. Klokken 20:30 gik jeg så i gang med mit skyggespil, derpå havde Dorte et fantastisk trylleshow. Det tager jeg hatten af for. Derudover fik vi naturligvis ydmyget nogle putter (1.g'ere), dels ved at give dem putsutter og ved at lade dem tabe kolossalt i en quiz overfor 2.g'erne. Selv havde jeg også en lille konkurrence, hvor lærerne skulle holde hyldesttale ud fra nogle stikord. Ikke voldsomt godt, slet ikke da lyden drillede, men vil dog heller ikke kalde det et flop. Og så var der naturligvis meget andet fis og ballade..

Endelig nåede vi frem til vores store drengerøvsfilm, som gik under titlen, "8721 Daugård". Uden at afsløre for meget af handlingen kan jeg sige, at vi under optagelserne og klipningen fik stor hjælp fra producenterne af The Ring Two, Løvernes Konge, Saw II, Olsen-Banden, Titanic , Ringenes Herre og I Know What You Did Last Summer.

Det er nu rart at være på den anden side af festen. Det var en rigtig fed aften, og alt lykkedes (næsten) som planlagt. Vi gjorde det ikke voldsomt højtideligt. Dans var der som sagt næsten ikke noget af med undtagelse af Lancier og noget instruktionsdans svarende til det, klassen over os havde sidste år ("Two claps this time... Slide to the left... Slide to the right... Spin around..." osv.). Det har dog ikke gjort planlægningen mindre stressende. Den sidste uge har jeg stort set kun tænkt på gallafilmen, hvilket visse lærere har været mindre glade for. Er dog godt tilfreds med resultatet. Nu skal den bare puttes på DVD'er sammen med fraklip og videooptagelser fra festen.

Lidt tanker om at bagtale

2006-03-22T00:03:00.000+01:00

I dag har vi brugt tid på at skrive kommentarer om hinanden til årbogen. Personen, der skal skrives om, går ud, og så går man ellers i gang med at finde på kommentarer. Her har man så mulighed for at gøre lidt kærligt grin med hinanden og samtidig sige de søde ting, man ikke siger direkte til vedkommendes ansigt. Og nu tror du måske, jeg lige har glemt muligheden, at man kan bitche over personen og finde på ting, som han eller hun kan blive rigtig godt kede af at læse. Men næ, jeg valgte bare midlertidigt at fokusere lidt anderledes, men nu skal du høre.

I dag fik jeg så en undskyldning fra en person, som havde sagt bag min ryg, at jeg var stædig. Det tilgav jeg på stedet, for faktisk ser jeg det ikke som et "minus" at være stædig. Stædige mennesker får jo deres ting trumfet igennem, mens de opgivende aldrig når nogen vegne. Det viste sig så også, at det, personen egentlig undskyldte for, var måden, det var blevet sagt på, som vist nok har været grum af, hvad jeg har hørt andre sige (er det mon også bagtale?).

Men i så fald skal vedkommende nu ikke bekymre sig sådan for, hvad jeg tænker. Sagen er den, at når du bagtaler, så maler du måske et lille billede af den anden person, men i din bagtale maler du verdens grimmeste karikaturbillede af dig selv - og det er sidstnævnte, der vil blive husket, måske ikke så meget af bagtalte, men sikkert af nogen af dem, der blev bagtalt til. Og dog hænger den også i luften på dette værelse, på bagtaltes værelse...

Undskyldte personen, der bagtalte mig, til mig, alene fordi personen fornemmede, det ville komme mig for øre fra en anden? altså på baggrund af en vished om, at det denne gang ikke kunne betale sig? Eller undskyldte personen af et oprigtigt hjerte i en erkendelse af, at personen ikke burde have sagt sådan? Forgiven, not forgotten. Sådan siger nogen. Selv skylder jeg blot at tro på det bedste i denne person, for ellers bryder vi vel aldrig ud af den onde cirkel?

Idrætssko savnes!

2006-03-20T11:44:00.000+01:00

Jeg havde sådan et fint par blå adidassko, indtil de forsvandt for en måneds tid siden. Jeg tænker, at jeg må have glemt dem ovre i Hallen, men de ligger desværre heller ikke blandt de gemte sager derovre. Har rodet værelset igennem, men væk er de.

I dag fik vi endelig lov at spille fodbold. Jeg bryder mig ikke om gymnasieidræt, fordi der skal eksperimenteres så meget, og forskellige genrer skal opleves. Stod det til mig, så spillede vi de kendte bold- og holdspil hver gang i stedet for at danse sit personnummer, rulle stafet og andre tåbelige børnelege. Men som sagt, i dag kom der endelig fodbold på bordet.

Jeg er nok fodboldentusiast til et absolut minimum. Jeg står helt uforstående for, hvem der gider tage ud og se dansk klubfodbold. På det plan er der jo ingen fodboldspillere, som kan imponere i en sådan grad, at man sidder og måber. Og er fodbold sjovt at se på, når det blot er svedige mænd, der klumper sammen og forsøger at vikle bolden om hinanden, men med den ene kikser efter den anden?

Så er det helt klart sjovere selv at spille. Desværre kom jeg bagefter fra start af. Jeg gik faktisk til noget gymnastik, da jeg var lille. Det var noget med, at fordi jeg var sen til at tale, så måtte jeg jo være spasser, og derfor ville kommunen gerne betale for, at jeg kunne køre med Savlefrans og Haltehenrik til idræt. Gymnastiklæreren henviste mig til en trampolin i hjørnet, som jeg så hoppede nogle timer på, alt imens hun lærte spastikerne at gå normalt. Jeg var ikke fornærmet eller noget. Faktisk havde jeg det meget sjovt, men undrede mig over, hvilket sprog de andre talte, for jeg forstod ikke et kvæk.

Fodbold gik jeg dog aldrig til. Jeg mener aldrig, at jeg fik tilbuddet. Far spillede selvfølgelig ikke fodbold med mig, for den eneste sportsgren, han nogensinde har duet til, har været ping-pong. Pludselig flyttede vi til Jylland, da far skulle være rektor, noget meget fornemt noget. Her spillede de alle fodbold, og fodbold betød alt for dem. Jeg fandt her ud af, at jeg var megadårlig til fodbold i forhold til dem, så jeg holdt mig fra det og tænkte måske, at interessen nok skiftede, når man blev ældre? Desuden havde jeg problemer med at leve mig ind i, hvorfor man kom op at slås, bare fordi den ene holdt med VB (Vejle Boldklub, dengang de havde talenter), den anden med SIF (Silkeborg).

Havde jeg været pige, så havde det været et mindre problem. Så havde jeg nok kunnet indhente det, for de starter jo senere og fortsætter ikke lige så langt. Grunden til at piger spiller dårligere end mænd må dels være, at de ikke er så fysisk stærke, og måske det har noget at gøre med hvilken hjernehalvdel, man er bedst til at bruge. Det siges jo at være forskelligt.

Hvorom alting er. Fodbold er sjovt at spille, og da jeg er i en pigeklasse, kan jeg da også følge med. Det havde så været lettere, hvis jeg havde haft mine idrætssko, så jeg ikke skøjtede rundt på banen. Dermed var jeg i denne omgang forvist til målet, som dårligt lader sig dække af lille mig. Men jeg gjorde da mit bedste.

Nyt gejl fra Panasonic

2006-03-18T18:01:00.000+01:00

Lars har gjort sig et lille indkøb. Man må handle, mens man har penge. Faktisk er jeg meget sparsommelig af person, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er typen, der normalt skal bruge meget tid på at tage sig sammen til at købe noget som helst, før det sker. Jeg føler det altid som en slags indre kamp, "skal"/"skal ikke".

Denne gang vandt impulskøberen så. Jeg har netop investeret i et digitalt videokamera, nærmere bestemt en Panasonic NV-GS75. Hvad jeg skal bruge det til? Det er en drengedrøm. Jeg har villet have sådan et lige siden jeg var bittelille og så min onkel halte/køre rundt med et (han er ikke længere til fods). Hvor jeg i forvejen lider af kronisk fotografisme, så har jeg også en dyb fascination for film. Billedmedier i det hele taget er og bliver en af mine store lidenskaber.

For lige at sige et par ting om købet. Dimsen har 10x zoom, hvilket vist er standard (og godt nok). Den optager på MiniDV tape, som vist også er det mest udbredte. Selv om det er tape, så er det digitalt, hvilket lige tog mig lidt tid at forstå. Kameraet tager nogle acceptable still-billeder - dog intet at regne for hvad et godt digital kamera normalt kan tage. Grunden til at jeg valgte netop dette kamera er dog især, at den har 3 CCD-sensorer. Jeg er ingen ekspert, men det skulle have en vis betydning for billedkvaliteten, især farver og kontraster og belysning. Man forbinder apparatet til computeren enten gennem firewire eller - som jeg regner med - gennem USB 2.0. Og så skal det lige nævnes, at kameraet også kan bruges som webcam.

Med en lille 3 års forsikring kom det tekniske vidunder til at koste mig lige over 5.000. Hvis du finder, at jeg er blevet taget ved næsen (den pæne måde at sige det på), så sig det venligst til mig inden 14 dage eller tav til evig tid. På tirsdag får jeg så muligvis at se, om skidtet også kan optage film. :-)

Min tale i Hestebyen

2006-03-18T14:56:00.000+01:00

I dag forsøgte jeg at forkynde Guds ord for brødre og søstre i Horsens. De var søde og tog rigtig godt imod mig. Forstanderen, Ejvind Kjøller, sagde, at jeg med fordel kunne tale langsommere nogen gange, så det vil jeg tage til mig. Deres organist (eller hende ved keyboardet) sagde: "Vil du ikke nok komme igen en anden gang?" Den slags komplimenter betyder meget.

Dagens emne var "at have sandheden". Betyder det, at man ved noget, som tilfældigvis passer, at man har sandheden? Hvis du har ret, har du så sandheden? Jeg viste, hvordan sandheden i evangelierne er defineret som Jesus (Jesus selv kalder sig jo "vejen, sandheden og livet" og siger til Pilatus, at han kom til verden for at vidne om sandheden, og at de, som er af sandheden, hører hans røst). Så det at have Sandheden, betyder ikke, at man bedst ved, hvordan bibelen i alle dens indviklede aspekter skal fortolkes. Jesus er Sandheden. Han er den sandhed, der ikke skaber distance, men som knytter kristenheden sammen. At have Sandheden er derfor først og fremmest at have Jesus, at lade ham være centrum for alt det sande.

Som skriftlæsning benyttede jeg Rom 14,1-12. Jeg overvejer at bruge konceptet ved anden lejlighed, muligvis i min egen kirke. Derfor afstår jeg også fra at fortælle for meget om, hvad min prædiken indeholdt af historier og anekdoter.

Ser frem til hviledagen

2006-03-16T00:24:00.000+01:00

Jeg har faktisk ikke tid til at skrive dette indlæg, da jeg er i gang med at planlægge en masse underholdning til vores brag af en gallafest. Derudover så har jeg en matematikaflevering, som det skal gå stærkt med at lave, da den skal afleveres ... i går. Og i tillæg til det, så skulle jeg gerne have et par åndelige visdomsord parat til mine kristne brødre og søstre i Horsens, og det skal altså ikke bare være noget lal! Det skal være både inspireret og inspirerende, to ting der gerne må hænge sammen. Tak til Thomas Rasmussen for lige pr. e-mail at minde mig om den store lovsangsaften, vi skal holde i cafe117 næste uge. For en gangs skyld er jeg rigtig glad for, at jeg ikke er musiker. Min guitar har samlet støv næsten hele skoleåret.

Men hvis jeg regner med at arbejde for Adventistkirken, så er det måske heller ikke værst, at jeg vænner mig til at have så travlt. Det gode er, at jeg ikke stresser i lige så høj grad, som jeg måske kunne have gjort, hvis jeg nu ikke brød mig om noget som helst af det, jeg skal nå. Sandt at sige, så er det megasjovt at forberede gallafest. Det er mindre sjovt at regne matematik, synes jeg, så virkede det pludselig mere tiltalende at blogge. Men nu virker det snart mere tiltalende bare at sove og så bare tage skraldet i morgen. Min lærer bliver ikke så lidt misfornøjet, men sådan er livet nu engang. Det er jo bare mig selv, det går ud over, skal jeg selvfølgelig huske på, selv om det nu for det meste synes at være lærerens måde at trøste sig selv på.

Så skal det blive godt at komme hjem i weekenden og sove det meste af stressen ud på hviledagen (det vil sige, efter jeg har været i Horsens). Uden en sådan dag hver uge, ville jeg uden tvivl gå i stykker, og det ville nok være et voldsomt grisseri, og hvem skulle så rydde det op?