Skal satire begrænses?

Vi er alle glade for at Muhammedkrisen er overstået. Eller rettere, vi er alle glade for, at det ikke længere diskuteres i medierne konstant. I stedet skal vi nu høre om Mellemøstens problemer og den krig, der har været undervejs i så mange år, og som nok snart bliver en realitet. Men tillad mig at sige endnu et par ord om ytringsfrihed, denne gang med fokus på amerikansk satire.

I USA har de jo en vidunderlig tv-serie ved navn South Park. Da den kom frem i 1997, brød den alle normer, provokerede alt og alle. Den ligner en tegnefilm af den slags, børn ser lørdag formiddag (eller søndag, måske). Faktisk er den lavet i god gammel Cirkeline-stil. Den har gjort grin med homoseksuelle, mormoner, scientology, politikere, canadiere og Jesus, der i South Park-universet har sit eget talk show. Første gang de introducerede Jesus, var han dog oppe at slås med Julemanden, som stjal alt for meget af opmærksomheden juleaften (Jesu fødselsdag).

"Det synes jeg bare overhovedet ikke er morsomt!" vil et forarget kristent menneske måske sige og lægge armene over kors og stampe to gange i jorden. Men hvis det er sandt, så er der vel næppe noget at brokke sig over? Hvor vi virkelig skal bekymre os om blasfemi, er så vidt jeg kan se, hvor det faktisk går hen og bliver sjovt - og dermed populært. Alligevel, så har vi i vesten en stor respekt for ytringsfriheden, og i nogen grad tillader vi da også blasfemi. Faktisk har jeg indtryk af, at det skal være virkelig slemt, før domstolene kan blandes ind i sagen. Selv Jyllands-Posten slap jo, hvilket stadig undrer mig.

Men lad os gå tilbage til South Park. Skaberne af serien hedder Trey Parker og Matt Stone. For tiden er de temmelig utilfredse med Comedy Central, som serien har kontrakt med. Parker og Stone lavede tidligere et afsnit om Tom Cruise og om Scientology. Vældig morsom episode, undtagen hvis du faktisk har brugt dyre domme på skidtet. Sagen er dog den, at fordi Scientology følte sig krænket over afsnittet, valgte Comedy Central ikke at sende det igen, selv om det stod på programmet. I stedet sendte de et ældre afsnit.

Det er ikke første gang, Comedy Central har taget hensyn til nogen gennem censur. Parker og Stone ville gøre grin med Muhammed-krisen og i den forbindelse havde Parker og Stone beredt 10 sekunder specielt viet til et stort fjollebillede af Islams profet. Resultatet blev dog et stort skilt, hvor der stod "Comedy Central ønsker ikke at vise et satirebillede af Muhammed". Det er skaberne af South Park naturligvis irriterede over.

Men her kommer så det store spørgsmål til de 500.000 kroner: Hvem handler egentlig mest etisk forsvarligt i denne sammenhæng? Mange vil sige, at det naturligvis er Comedy Central, især nu efter krisen, Danmark har været igennem. Mange vil mene, at det er synd for muslimerne, når deres profet bliver afbildet, at JP gik over grænsen, og at Parker og Stone i dette forsøg på blasfemi også går for vidt. For at sætte tingene i perspektiv synes jeg dog, at folk bør tjekke Parker og Stones billede af den kristne Gud ud, som det blev bragt i et afsnit, jeg så for ganske få nætter siden på kanal 5.

Satire står for sig selv, når vi snakker ytringsfrihed. Satire er en undskyldning for at sige alt. Man mener måske noget med det, man siger. Måske mener man intet. Det spiller ingen rolle, om man gør, da det altid vil blive fortolket som satire. Det er bare for sjov, og dermed er alt tilladt, og man er udenfor juridisk rækkevidde. Satire bliver først et problem, når nogen tager det alvorligt - og her har Comedy Central store problemer i deres grundlag, for når de vælger at skåne Scientology og muslimerne, tillægger de så ikke netop satiren en vis mening, den ikke burde have? Hvordan skal vi så tolke det, når de tolererer angreb på alle andre, som måske havde følt sig lige så forulempede som dem, der blev skånet?

Parker og Stone gør grin med alle, så i deres verden behandles alle lige. Men Comedy Central gør forskel, når de vælger at skåne udvalgte. Jyllands-Posten har længe forfulgt vores muslimske minoriteter og bragt disrespektfulde artikler og indslag, der så endelig kulminerede med nogle tegninger af profeten. Det, de gjorde er ikke at forveksle med satire, da de aldrig ville have gjort det samme mod det, som de i virkeligheden har respekt for.

(Tanker inspireret af denne artikel.)