Kreationismens sorte får
Kent Hovind: If I get what I deserve...
Debatten om "Intelligent Design vs. Evolution" har nået sit højdepunkt indenfor det sidste år. Jeg ved, at min bror har beskæftiget sig lidt med det af interesse, bl.a. skaffede han sig et foredrag af en ungjordskreationist. Da jeg klokken et i nat ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg skulle lave, satte jeg mig til at se noget af dette foredrag. Foredragsholderen hed Kent Hovind, og han indledte med at sige, at han havde en doktorgrad, at han havde læst videnskab og undervist i 15 år. Dog undlod han at fortælle, at det var en doktorgrad i kristen uddannelse, at det ikke var videnskab, han havde undervist i, og at det videnskab, han havde studeret, slet ikke var en del af hans egentlige uddannelse.
Men pyt med det, jeg morede mig kosteligt. Han var ubeskrivelig sjov! Det er nok det morsomste foredrag, jeg længe har set, men jeg må så også indrømme, at jeg ikke har overværet særlig mange. En stor del af det humoristiske lå dog i hans manglende respekt for sine modstandere, kom jeg senere til at tænke over. Han gjorde en del ud af at tale nedladende om folk, han havde diskuteret med ved forskellige lejligheder. Alligevel så jeg en vis ydmyghed i ham, da han til sidst sagde: "But God loves, and he wants you to go to Heaven. (...) I'm goin'! It's not 'cause I'm good. If I get what I deserve, I'm in serious trouble. But I've been forgiven." Og dér fik manden min sympati som kristent menneske, midlertidigt, for jeg mistede den desværre lidt igen i dag, da jeg satte mig til at undersøge ham nærmere.
Answers in Genesis uenige med Hovind
Nogle af argumenterne, han brugte, havde jeg hørt før, andre var nye for mig og særdeles spændende. Når jeg skal slå nogen eller noget op, så plejer jeg ofte at benytte mig af Wikipedia. Det gjorde jeg så også med Kent Hovind i dag, og det skulle vise sig at være en god ide. Jeg fandt nemlig ud af, at han så godt som ingen videnskabelig uddannelse har, kun en "doktorgrad" fra et baptist kollegium, dog ikke i videnskab. Så fandt jeg ud af, at manden har svindlet i skat og senere begrundet det med, at en præst ikke bør betale skat af de penge, han tjener på Guds arbejde, fordi det i givet fald er Guds penge, ikke de forenede staters (eller lignende). Desuden læste jeg, at han ofte bruger Loch Ness-monsteret og Bigfoot som argumenter for, at dinosaurer stadig findes.
Mest interessant er det dog, at Kent Hovind ikke blot bliver kritiseret af evolutionister (eller neodarwinister), han modtager også kritik fra stort set alle andre kreationister, bl.a. organisationen, Answers in Genesis. Inde på AiG finder man bl.a. en liste over argumenter, som kreationister ikke bør bruge ifølge AiG. Jeg har selv flere gange været inde og tjekke efter, om nogen af de argumenter, jeg har hørt, skulle stå derinde, og det gør de desværre (eller heldigvis) rimelig ofte. Også mange af Kent Hovinds argumenter er efter sigende derinde. Derfor har flere henvist ham til hjemmesiden, og det har resulteret i en snak mellem ham og AiG, som kan ses derinde.
Hvad holder Hovind i gang?
Nu er der ikke noget nyt eller overraskende i, at kreationister kan være uenige om, hvilke argumenter der er gode og dårlige. Det interessante i denne sammenhæng er heller ikke deres uenighed, men nærmere den kendsgerning, at Kent Hovind synes decideret nedstemt i kreationistkredse. Seriøse kreationister finder ham direkte pinlig. Og denne store modstand blandt seriøse (og veluddannede) kreationister til trods, så fortsætter han sit arbejde med sit Creation Science Evangelism Ministry. Han holder de samme foredrag, sælger de samme materialer, som han altid har gjort - de samme argumenter for skabelsen, de samme fordrejninger af udviklingslæren.
Hvorfor gør han det egentlig? Hvad driver et menneske til at fortsætte på den måde? Hvorfor justerer han ikke i sit materiale? Eller hvorfor stopper han ikke bare, indser at han ikke har den nødvendige ekspertise til at drive et center for kreationisme? Man læser rundt omkring, at mange ville ønske, at han stoppede. Men desværre, manden bliver ved med at udbrede de samme løgne, han underviser folk i ting, som han er blevet konfronteret med er usande.
Målet helliger ikke midlet
Jeg diskuterede det med min bror, og vi overvejede, om han måske bare er temmelig dårlig begavet. Efter at have set en time af hans foredrag må jeg dog konkludere, at det er han ikke. Han er lynende intelligent på flere punkter. Han forklarer det hele pædagogisk, og han synes at virke rimelig logisk. Man kunne forestille sig en tilsvarende kreationist sige ting, der ikke hang sammen og så alligevel troede på dem. Men alt, hvad Hovind siger, hænger sammen, hvis man altså ser bort fra, at hans præmisser er forkerte.
Nu skal vi mennesker ikke gøre os for kloge på hinanden, da det ikke er op til os at dømme hinanden. Lad os her skelne mellem bedømmelse og fordømmelse og tillad mig at bedømme (vurdere) Kent Hovind uden at fordømme: Jeg tror, at Hovind ved, at de ting, han påstår, er forkerte. Og jeg tror også, at Hovind er ligeglad med, at de er det. I hans hoved er det en kendsgerning, at verden ikke kom til ved big bang og evolution, og da han tror med hele sin forstand, at dette er sandt, så er det ham mere eller mindre ligegyldigt, hvordan han får ledt folk til denne sandhed. Er det ad løgnens vej, folk kommer frem til det, så pyt skidt, det vigtigste er jo, at de til sidst står med sandheden. Bare de er blevet styrket i deres tro på Gud, så har han gjort det rigtige, tænker han måske. Er det tilfældet, så passer hans moral i forhold til hans kreationistiske arbejde også med hans skattemoral som nævnt tidligere. Målet helliger midlet.
En sådan tankegang finder jeg meget ukristen. Bibelen lærer os ganske vist, at vi skal være "snilde som slanger og enfoldige som duer" (Matt 10,16), men også at vi skal være "lys for verden" (Matt 5,14), og at vi skal "underordne os de myndigheder, som står over os" (Rom 13,1 - se i øvrigt vers 6 om det at betale skat). Og i dette konkrete tilfælde gør man da også ret i at overveje et par ting: Er Hovind overhovedet til gavn for kristendommen, når han lyver for at lede folk til Kristus? Er han overhovedet til gavn for kreationismen, når han lyver for at få folk til at bifalde skabelsesberetning? Kent Hovind er efter min mening et godt, men tragisk eksempel på en snæversynet evangelist, som gør skade netop dér, hvor han ønsker at være til gavn.


0 Comments:
Send en kommentar
<< Home