Ingen glorie at pudse?

Jeg så engang en lille tegnefilm om selveste Anders And, hvor han en morgen blev vækket af sin gode samvittighed (en Anders And-klon i en lys dragt og med glorie over hovedet), fordi han skulle i skole. Han gik af sted med sine skolebøger, som en lille artig dreng, men en anden klon, én med små røde horn i panden, lokkede ham ned til søen for at ryge på en cigar. Den stakkels Anders sad nu dernede og blev grøn i hovedet af den ulækre røg, og han mærkede det slet ikke var så sjovt at være uartig, som han havde troet. Til sidst kom hans gode klon, den med vinger og glorie, og gav hans djævleklon tæsk på grufuldste vis, og så gik Anders i skole og for at det ikke skulle være nok, så gik engleklonen ind i Anders, så kun vingerne stak ud og glorien svævede over hans hoved.

Er man en artig (m)and, så har man altså en glorie over hovedet. Tilsyneladende findes der ikke særlig mange artige mennesker. Jeg begyndte at spekulere lidt på, hvad der egentlig ligger i den der glorie, hvor den egentlig kommer fra. Af forklaringer fandt jeg ved at søge rundt, at glorien (selvfølgelig) er af en temmelig ukristen oprindelse. Den er blevet sammenlignet med aura, altså en slags åndelig udstråling. I dag, når vi hører aura, så er det som regel i en New Age-kontekst. Man har da også forsøgt at efterligne den på forskellige måder rent fysisk. Nu vi er i Disney's verden, kan vi jo nævne Kuzco fra Kejserens nye Flip (The Emperor's New Groove), verdens mest forkælede Inka-hersker, der har bevandret vores jord på tegnefilm. Og som enehersker, der tilbedes som solguden selv, skulle han naturligvis have en aura, en gudekrone, som det ses, altså en glorie. Nordpå gjorde de det samme, i hvert fald mange år senere. Dér skød man kalkuner og tog dem på hovedet, og den store indianerhøvding havde naturligvis flest fjer om skallen, for han var mest i berøring med Gud (eller Moder Natur).

Og endelig gjorde man det også herhjemme i de gamle europæisk-hedenske kulturer. Det arvede kristendommen så, og man tænkte, at Jesus kunne ikke være rigtig Gud uden at have en ordentlig glorie om hovedet. Jesus var naturligvis ikke den eneste, også mange andre hellige personer skulle have den ære at være oplyst - apropos østens Buddha, hvis glorie faktisk plejer at være større, eller også er Buddha bare mindre. Og nogen gange kan man da godt få det indtryk, at det faktisk er størrelsen, det kommer an på. Se blot dette maleri af én, som hedder Simon Ushakov. Hvem er Jesus på det billede? Det er naturligvis ham med den største glorie. Hvem er Judas? Ham hvis glorie ikke engang er vokset ud af hovedet, eller som vel egentlig ikke har nogen.

Et billede siger mere end tusind ord, og billeder kan derfor være mindst lige så farlige (eller farligere) at tage bogstavelige. Mon Jesus havde en glorie i virkeligheden? Eller en form for aura? Jeg kan forestille mig, det havde været praktisk, hvis han lige skulle reparere håndvasken, til gengæld upraktisk på grund af alle insekterne, når han skulle sove om aftenen. Det kunne selvfølgelig være, han kunne slukke den, men jeg tror, det er mere sandsynligt, at glorier og auraer for det meste hører til i den fiktive verden. Om Jesus står der da også, at han gav afkald på den guddommelige skikkelse for at indtage en tjeners, altså et fornedret menneskelegeme som dit og mit (Fil 2,7). Så har Helligånden naturligvis herliggjort ham ved forskellige lejligheder, men for det meste var Jesus ikke smukkere eller mere skinnende. Han var som dig og mig, dog uden de små røde horn og halen.

(med forbehold for et par faktuelle fejl her og der ...)