Jeg skifter blog!

Kære læser!

Den sidste radikale ændring i mit liv var, da jeg flyttede til Vejlefjordskolen som kostelev i gymnasiet. Nu er der så kommet endnu en radikal ændring: Jeg er blevet student, og jeg skal videre i systemet, jeg skal arbejde i Nordjylland. Forandringerne i den virkelige verden afspejles så her i cyberspace ved at jeg skifter blog-udbyder, så nu er det farvel til blogger, og goddag til wordpress.

Det er altså slut med dorlandmind.blogspot.com.
Og så er det starten på dorlandmind.wordpress.com.

Hvis du link'er til mig, så vær sød at ændre i koden, så den viser til den nye blog - eller lav evt. et nyt link og tilføj en parentes ved det gamle link, som siger (død). De af jer, som jeg selv link'er til, vil jeg naturligvis fortsat link'e til på den nye blog, jeg skal bare lige finde ud af hvordan. Det er stadig nyt og spændende.

Tak for opmærksomheden, vi læses ved på Wordpress.

Bemærk: Det gælder nu også Dorland Film.

Hvordan kan det være...

... at næsten hver gang, jeg får oplysninger vedrørende min ansættelse, så får jeg den samtidig serveret med spørgsmålet: "Er der da ingen andre, som har fortalt dig det?"

Jeg er lidt ny i "branchen", men jeg spekulerer meget over, hvad jeg selv kan gøre for at holde mig opdateret - som ikke involverer, at jeg sender e-mails og ringer til de samme 4-5 personer konstant, for det ville alle parter nok blive trætte af.

Men dette var blot lige en lille tanke, der trods sin beskedne længde her på bloggen, kører rundt i hovedet på mig flere gange om dagen. Hvad mon jeg ellers bør vide, som jeg ikke har fået fortalt?

Er en sort mand sort?

Racisme har dybest set noget at gøre med generalisering. Oftest skyldes det, at man har haft et problem med én (måske flere) af en bestemt race, hvorefter man har tillagt alle af den race de negative aspekter, man observerede ved den enkelte. Generalisering er noget, der sker hele tiden, men når det sker på bekostning af en race, så bremses det pludselig af lovgivning. Racistiske udtalelser har særstatus indenfor diskrimination, racismen har sine helt egne paragraffer under loven for ytringsfrihed.

Men hvad er så en racistisk udtalelse? Er det en udtalelse, der vidner om en opfattelse af, at man ringeagter sorte mere end hvide? Eller er det en udtalelse, der helt overlagt skal overbevise folk om, at der er en kvalitativ forskel på racerne? Siger man for eksempel om en idiot, at han er sort, siger man så dermed, at alle sorte er idioter?

Vandkamp med de sorte. Da jeg var på international spejderlejr, skete det torsdag aften, at en stor flok af nordmænd, svenskere og finnere kom marcherende ind i den danske lejr og gav sig til at smide vandballoner. Nogen af os tog, hvad vi kunne finde af vand for at give igen med det samme, mens andre af os (mig, eksempelvis) forsøgte at redde aftensmaden fra at blive våd. Samme aften var danskerne rasende, naturligvis rasende for sjov, for angrebet på den danske lejr havde været fejt, da vi var i tydeligt mindretal. Vi besluttede os for, at vi ville prøve at få englænderne med os, når vi skulle hævne os. Senere lød det fra nogen, at det var måske ikke den bedste ide, for stort set alle englænderne var jo sorte, og der ville gå racisme i det så.

Dette satte virkelig gang i nogle tanker hos mig, for hvad mente man egentlig med det? Mente man, at hvis englænderne deltog i en vandkamp, så ville skandinaverne gå over grænsen i kampen mod de sorte? Eller mente man, at englænderne ville gå over stregen og beskylde skandinaverne for at være hårde mod dem, fordi de var sorte? Det store spørgsmål var dog for mig at se: Er det ikke netop racistisk ikke at ville involvere sorte mennesker i en vandkamp, fordi de er sorte?

Hvad er det første, du lægger mærke til? En lærer viser et billede til sine elever. Det forestiller en mand, som røver en døgnkiosk. Læreren beder dem beskrive mandens udseende på et stykke papir, så folk vil kunne genkende ham på gaden umiddelbart efter røveriet. Eleverne skriver løs, og læreren beder dem til sidst læse op. Peter beskriver ham som sort og i en rød t-shirt. Annette skriver, at han er sort, og så har han to piercinger i højre øre. Ludvig lægger mærke til, at han er sort, har en rød t-shirt og bakkenbarter. Læreren lægger armene over kors og med et tilfredst smil siger han: "Så det første I lægger mærke til er, at gerningsmanden er sort!"

Som elev må man føle sig lidt uretfærdigt behandlet, når man sidder overfor en lærer, der antyder, man er racist eller i hvert fald racistisk. Men i virkeligheden har ingen jo udtalt, at der er nogen kvalitativ forskel på sorte og hvide i denne sammenhæng. At man lægger mærke til, at en mand er sort, det vidner ikke om racisme. Allerhøjst vidner det om, at man ikke ser mange sorte. Selv ser jeg ikke svaner særlig ofte, så når jeg endelig ser en, så lægger jeg virkelig mærke til det. Betyder det nu pludselig, at jeg har noget imod svaner? Og netop det, at der i Danmark ikke er mange sorte, gør jo, at det virkelig er en hjælp at beskrive en eftersøgt person som sort. Så har man da fået præciseret.

Den ene er ikke bedre end den anden. Nu kunne jeg jo være politisk korrekt og konkludere, at der ingen forskel er på sorte og hvide foruden hudfarven. En sådan konklusion synes dog at være unfair overfor både sorte og hvide. Jeg har selv indtryk af, at sorte bredt set har en mere uformel kultur end hvide. I øvrigt har de mere rytme, de danser og synger mere og svinger mere med lemmerne. Karakteriserer sådanne holdninger en racist, så er jeg nok sådan én. Vigtigt for mig er det dog at pointere, at de forskellige egenskaber, der karakteriserer én race fra en anden ikke er afgørende for, om den ene race er mere værdifuld end den anden. I mine øjne er alle mennesker uanset hudfarve nemlig elsket af Gud.

Den store udfordring i vores verden er ikke så meget racismen, som det er den store frygt for racismens genindførsel. Vi er nået helt derud, hvor vi ikke engang kan kalde en neger en neger uden at nogen vil mene, det er racistisk. Det er skræmmende, at folk kan læse noget racistisk ud af en udtalelse om, at "en mand er sort", når det reelt ikke siger mere om manden end hans hudfarve. Netop fordi sorte ikke er mere eller mindre værd end hvide, bør vi ikke være bange for at sige, om nogen er det ene eller det andet. Når det er så ligegyldigt, om nogen er sort eller hvid, så kan en hvid mand da vel også sagtens kalde en sort mand sort? Dermed har han jo ikke sagt noget om personens værdi.

Bonus-vits:
Peter: Jeg vil være ligesom Hitler!!
Flemming: Hitler? Du må da være sindssyg, hvordan vil du være ligesom ham?
Peter: Jeg vil udrydde alle jøder plus en klovn!!
Flemming: Vil du udrydde en klovn?
Peter: Ja, dér kan du se, ingen bekymrer sig om jøderne!

Adventistkirkens strukturdebat

Jeg kunne ikke dy mig for lige endnu engang at tjekke annoncen for den uheldige temadag i sidste nummer af Adventnyt. Dér fandt jeg så også en annonce, jeg ikke før har lagt mærke til, og jeg måtte til at grave lidt i hukommelsen igen, så følgende er skrevet med visse forbehold. (Jeg husker måske forkert ved en detalje eller to.)

Hele struktursnakken startede i en komite til sidste generalforsamling og forslaget, som blev stemt igennem skulle sikre, at emnet, struktur, blev godt drøftet. Processen skulle indledes med, at ledelsen (eller var det bestyrelsen?) nedsatte et udvalg til at drøfte struktur i kirken, noget med hvem der har hvilke beføjelser og hvor mange mellemled og alt i den dur. Dette udvalg skulle så lave et oplæg til diskussion. De skulle brainstorme og snakke og samle materiale etc., som de senere kunne lægge på bordet. Dette skulle skabe grundlaget for en diskussion, som skulle startes ved et større møde, hvor alle interesserede adventister kunne deltage.

Et eller andet gik galt, og det blev vist lidt pinligt. Man fik ikke nedsat udvalget, der skulle lave oplægget til debatten. Af en eller anden grund tænkte nogen så, at det ikke burde forhindre det store møde i at finde sted. Derfor indkaldte man til dette møde på det næste ordinære årsmøde (altså 12 måneder efter). Folk mødte nysgerrigt op, og jeg tror, vi gør alle en tjeneste ved ikke at træde i, hvad dette udviklede sig til. Et spildt møde, for en ordentlig debat kan naturligvis ikke ske uden et godt oplæg.

Nu har man efter alt at dømme fået nedsat udvalget, og de har fået diskuteret noget struktur og fået nogen ideer (håber jeg). Her kommer så det lidt problematiske: Man ønsker at forslaget skal holdes, og det skulle ske indenfor denne valgperiode, altså inden næste generalforsamling. De har altså travlt, og da der ikke er flere årsmøder før næste generalforsamling, har man valgt at holde strukturmødet på Vejlefjordskolen helt for sig selv. Opfordringen lyder altså, at interesserede kan møde op til debat på baggrund af et oplæg, som ingen endnu kender foruden udvalgets deltagere. Det er svært at spå, især om fremtiden, men jeg har følgende lille spådom: Næsten ingen vil møde op til dette strukturmøde. At invitere folk til at rejse 1-2 timer hver vej til fordel for et ukendt emne, nogen engang ønskede drøftet, det er endnu en forbier.

Det oprindelige forslag skulle sikre, at debatten kom op at køre på en bred front i Adventistkirkens rækker. Alligevel har strukturdebatten haft meget trange kår i Adventistkirken, og jeg synes, det er lidt bekymrende. Men er det Guds vilje, at vi skal have det op at vende, så skal det naturligvis nok komme.

Tilføjelse d. 6. august: Det anbefales kraftigt, at man også læser Jonas' afklarende kommentar til dette indlæg.

Den Store Skuffelse

Jeg har i en god måneds tid set frem til den temadag, der blev annonceret på adventist.dk, som skulle holdes i Adventkirken Nærum i dag. Oplægget lød på, at "Ronald Graybill, PhD, som er en af de personer, der har lavet mest research om Ellen G. White" (citat fra deres menighedsnyt) gennem tre møder ville forsøge at behandle 5 spørgsmål:

1. Hvem var Ellen G. White?
2. Hvad udrettede hun?
3. Hvordan var verden, hun levede i?
4. Hvordan var menigheden, hun tjente?
5. Hvordan kan vi bruge hende i dag?

Spændende oplæg, især når der blev lagt vægt på mandens kompetence. Derfor besluttede jeg mig for denne weekend at besøge min ven, Andreas, og så ville vi køre op og overvære de tre møder her på sabbatten, hvilket jeg nu fortryder.

Vi stod op klokken lidt over 7 i morges for at køre fra Præstø til Nærum, og oplevelsen, som ventede os dér, var ikke noget at råbe hurra for. Til sabbatskolen (den første time af kirkens dagsorden) gennemgik Dr. Graybill en masse billeder fra København, alt imens han fortalte, at Ellen White havde været i Botanisk Have og i Rundetårn. I samme anledning fortalte han også lidt om baggrunden for de forskellige seværdigheder, bl.a. en masse snak om den danske kongefamilie, den russiske zar, prinsesse Dagmar med videre... Det var ikke engang for sjov! Manden syntes faktisk at tro, det var dette, vi var kommet for at høre om!

På et tidspunkt antydede han også, at eftermiddagsmødet var blevet aflyst, selv om det på oversættelsen lød, som om han snakkede om en anden dag, men det skulle vise sig faktisk at gælde for i dag, da det til allersidst lige blev sagt ganske kort, at "der ikke vil være noget eftermiddagsmøde". Jeg gad vide, hvor længe man har været klar over dette, eftersom det har fremgået af både hjemmeside og den brochure, jeg fik i hånden, da jeg gik ind, at der ville være et eftermiddagsmøde. Og hvad var begrundelsen? Godt vejr? At vi skulle "have lov" at tage til Botanisk Have og kigge på bibelske planter?

Det andet møde klokken 11:15 gik mere i dybden end det første møde havde gjort, men jeg vil dog mest beskrive det som en flirt med emner, som kunne have været interessante at grave i. Han sagde, at når mennesker valgte at tro på Ellen G. White, så er det ikke på baggrund af hendes teologi, men fordi man personligt har en oplevelse af, at hendes tekster er inspirere(n)de. Dette syntes så desværre blot at være undskyldningen for ikke at komme ind på den teologiske diskussion, og resten af tiden brugte han på at fortælle lidt om et par kendte skrøner i forbindelse med Ellen White, dels historien om at hun skulle have holdt en stor bibel i strakt arm i meget lang tid, dels forklaringen at hun fik sine åbenbaringer på grund af kviksølvforgiftning.

Da han dog brat afsluttede med en bøn, havde jeg en meget mærkelig fornemmelse. Var det virkelig det hele? De fem spørgsmål blev jeg ikke meget klogere på. Han sagde intet om hendes baggrund, om hendes miljø eller om hendes menighed? Og selv om han syntes at have et meget fornuftigt forhold til, hvordan Ellen White kan bruges i dag, så kunne jeg da godt ønske mig, at han havde demonstreret det med et eksempel eller to.

Som en almindelig prædiken var hans andet møde skam ganske udmærket - med nogle gode pointer, om end jeg har hørt det meste før. Til gengæld synes jeg, det er irriterende, at man laver lokkende annoncer på den måde uden at sikre sig, at taleren faktisk lever op til sit oplæg. Havde han overhovedet fået spørgsmålene? Og hvor blev eftermiddagsmødet af? Og hvorfor skulle vi under sabbatskolen kedes med en ligegyldig sightseeing i København? Ærlig talt, jeg føler mig noget snydt.

Præstø by sunset

Jeg tilbringer weekenden hos Andreas Joensen, idet vi skal til temadag om Ellen White i morgen. Her til aften var vi nede ved Præstø Havn, hvor en mand spillede på trompet, før man strøg flaget, alt imens himlen blev smukkere og smukkere. En ganske god måde at indlede sin sabbat på.

Dernede så vi også et kærestepar, vi kendte, men vi hilste ikke på dem, eftersom vi sad pænt og lyttede til trompeten, da de gik forbi. Om de bemærkede os ved jeg ikke, men jeg vil ikke bebrejde dem det, hvis de ikke gjorde, og egentlig heller ikke hvis de ignorerede os med vilje. Når man tager sin kæreste ned til Præstø Havn en sommeraften ved solnedgang, så er det nok ikke for at stå og hænge ud med gamle venner og bekendte.

Har det interesse, kan du se mine mobil-billeder på min flickr. Eller du kan gå ind på Andreas' flickr, hvor der er flere billeder i en noget bedre kvalitet.

Vi er åbenbart alle look-a-likes!

Jeg blev lidt bidt af det program, Andreas linkede til, hvor man kan få scannet sit ansigt og bagefter få fortalt hvilke kendte mennesker (ud af 3200 mulige), man ligner mest på de enkelte billeder. Den eneste filmstjerne, jeg har fået at vide, jeg ligner, er Brandon fra Beverly Hills alias Jason Priestley. Ikke noget at være videre stolt af, da han kun har rangeret som tv-stjerne, og da han vist nok har det med ikke at kunne styre sig overfor papparazzis, hvilket sikkert også er svært, men alligevel.

De eneste, der har gået igen på de tre billeder, jeg har prøvet med, har dog været Michael Vartan, Thor Heyerdahl, Orlando Bloom og David Beckham - her snakker vi desværre kun ansigtudtryk. I øvrigt nævnte maskinen Josh Holloway (Sawyer fra Lost), men det gjorde den så også, da jeg forsøgte mig med en af mine eks-klassekammerater, Jonatan Pedersen, så han har nok et meget alsidigt ansigt. Og på et af billederne lignede jeg i øvrigt Wentworth Miller, som vist nok kun kendes fra Prison Break, hvor han til gengæld er totalt cool, så det er da værd at nævne. Men så glemmer vi også lige, at maskinen sagde Jude Law (føj!), Robert Redford (pladder!), Akhmad Kadyrov (who knows?) og Oliver Kahn (gammel tysk målmand).

Hvad er det, der gør, at man sammenligner sig med dem på tv? At jeg kan bruge så meget tid på at uploade 3 billeder af mig selv - for så satte jeg grænsen - og så en masse billeder af alle mine venner bare for at se, hvem de ligner? Hvorfor er det dog interessant? Jeg går ellers ikke ind for idolisering af kendte, kun når det er for sjov som en hobby. Der findes alt for mange eksempler på folk, der har set op til en eller anden tilfældig person fra medierne med en cool attitude. Der er selvfølgelig de positive eksempler, Will Smith, i dag en ganske fornuftig fyr at dømme ud fra hans foretagender. Og så er der de dårlige, Kurt Cobain, forsangeren fra kultgruppen, Nirvana, der i 1994 skød sin hjerne ud.

Det døde liv

Har du nogensinde set Highlander fra 1986? Suveræn film, og nu vil jeg så spolere den ved at forklare dig, hvad den handler om - det er nemlig i orden, når der er gået 20 år, siden filmen kom frem, ligesom det heller ikke længere er nogen hemmelighed, at Darth Vader er Luke Skywalkers far i Star Wars.

Connors perfekte liv
Connor McLeod af klanen McLeod er omkring de 400 år og bor i New York. Han blev født i det skotske højland i 1500-tallet, og de var oppe at slås med en anden klan, da en led russer stak ham i siden med sit sværd. McLeod-klanen får overtaget og den lede russerskurk råber efter ham: "Vi ses igen, McLeod!"

Samme aften ligger McLeod for døden, det gør man nemlig, når man har været gennemboret af et sværd. Han klarer den ikke. Ingen klarer den, ikke et sådant sidestik. Men næste morgen er han alligevel frisk, han står på sine 2 ben uden såret i siden, og han har fået sin farve tilbage.
Den slags ville man i dag juble over, kalde et mirakel og hoste penge i Benny Hinns godtepose. I det skotske middelalderhøjland priste man dog ikke nogen, man fordrev den helbredte og sagde, at han var i ledtog med Lucifer, altså Fanden selv. Gud gør nemlig ikke den slags for mennesker ifølge skotterne i denne amerikanske eventyrfilm, men Djævelen slår naturligvis gerne en sådan handel af nu og da.

Den stakkels skottefyr fra McLeod-klanen fordrives til bjergene, her finder han til gengæld en charmerende blondine (hvor kom hun mon fra?), og de slår sig ned. Udtrykket lyder drabeligt, det at slå sig ned, men denne film viser mere end nogen anden, hvor fredeligt det koncept er. Der er intet til at forstyrre, der er kun dem, alene, og de har hinanden - og så den smukke natur. Hvad kan man ønske sig mere? En kone, en hytte i en skøn natur og noget kvæg at leve af. Så er livet perfekt... for en tid.

Planen, meningen og målet
Men intet varer evigt, heller ikke freden. En mand med navnet Juan Sanchez Villa-Lobos Ramirez kommer ridende på sin hest med et sværd i hånden, og han søger én mand: Connor McLeod, der for fem år siden blev fordrevet fra sin landsby. Han konfronterer Connor med sandheden, den at han ikke kan dø. Han kan ikke drukne, han kan ikke stikkes ned, og han bliver ikke syg. Kun én ting kan få ham i graven, og det er døden ved halshugning. Og før eller siden vil det ske, hvis ikke han gør noget ved det. Alle udødelige - og der er en hel del rundt omkring i verden - stræber hinanden efter livet. Til sidst vil der kun være én tilbage, og han får Prisen, en Gave, som ingen kender, men som er uden sammenligning!

Hvorfor er det sådan? Hvem har fundet på det? Hvem har bestemt, at Connor McLeod skulle leve evigt? At han skulle halshugge for ikke selv at blive halshugget? At der kun kan være én, og at den sidste får en gave? Ramirez stiller også spørgsmål. Han spørger, hvorfor solen står op. Og alle svarene udebliver, for det gør solen bare. Sådan er det bare, og så har man bare at leve med det.

Højlænderens liv fortsætter. Hans kone bliver gammel, han forbliver ung, og hun dør i hans arme, mens han holder om hende. Hun spørger, hvor de er, og han svarer, at de er i det skotske højland, hun løber ned ad bakken, og livet er skønt. Men netop som han beskriver det øjeblik, han vitterligt ønskede skulle vare evigt, dør hun. Hun er væk, og livet er forbi, og han lever videre for at opleve det døde liv.

Den udødeliges livsvilkår
Sådan er det nemlig at være udødelig i en forgængelig verden. Man oplever døden mere end nogen anden, for alting dør omkring én. Små byer med liv dræbes af industrialisering og forurening, man længes tilbage til gamle dage. Man får venner, og man kalder dem "venner for livet", men når man lever evigt som den eneste, kommer man til at miste dem igen, før eller siden.

Queens synger i baggrunden: "Who wants to live forever?" Og Ramirez anbefaler i begyndelsen McLeod helt at forlade hustruen. Det havde været bedre, om han aldrig knyttede sig til hende! Det havde da sparet ham for smerten ved at miste hende. Connor McLeod valgte dog at lade være, han holder fast i hende - sorgen til trods. Hver fødselsdag tænder han et lys for hende. Hun lever for evigt, men kun i hans flygtige drømme.

Døden burde ikke have været
Døden er en unaturlig størrelse. Den er ikke en del af vores natur. Alt i os fortæller os, at vi burde ikke dø. Døden er ikke meningen. Hvis døden var en naturlig del af livet, så ville den vel ikke gøre så ondt på os. Hvis døden var en helt natulig bestanddel af tilværelsen, så ville man vel aldrig spørge "Hvorfor...", når den ramte? Men vi gør det hver gang, som om vi har noget indeni os, allerdybest nede til højre (eller måske venstre) for lillehjernen, noget som skriger, at det her ikke var meningen. Det var oprindeligt ikke meningen, at vi skulle dø!

Det er også denne lillle del af os, som får os til at kæmpe indenfor videnskaben, den evige kamp for at forlænge tilværelsen med bare nogle få år og måske vi så en dag om mange, mange år får udkonkurreret døden, får fjernet alle dødsårsagerne inklusiv den naturligste, som er alderdommmen. De drømmer alle om det, de mangler blot at finde ud af, hvad der binder os til døden.

Men selv hvis det engang lykkes, hvad har vi så? Hvad hvis det viser sig, at kun få af os kan leve evigt? Så dør folk fortsat omkring os. Hvad hvis alle kan leve evigt, men vi stadig skal bo i en verden, som vil falde sammen? Ressourcer løber vi jo også tør for på et tidspunkt. Der bliver hungersnød. Der bliver også pladsmangel. Det er ikke fedt at leve evigt, slet ikke i en verden, der er forfalden. Faktisk kan jeg ikke forestille mig, nogen som helst kunne tænke sig at leve evigt i en forgængelig verden.

Her kommer kendsgerningerne
Højlænderen lever evigt. Hvor er det da egentlig fedt at kunne blive skudt ned af tyskere under 2. verdenskrig bare for at rejse sig op umiddelbart efter og tage nazifyrene med bukserne ned. Alligevel viser den amerikanske eventyrfilm fra 1986 os bagsiden af medaljen, og den endelige forløsning for den udødelige bliver da også i sidste ende retten til at dø, retten til at få de ting, der før var forbeholdt alle andre almindelige dødelige. Endelig! har han tænkt. Efter 400 års erfaringer med tab og død og sorg var det gaven over alle gaver bare at blive almindelig, eller i hvert fald delvis almindelig, selvfølgelig med lidt mere end det normale. Han er dødelig, og han er lykkelig igen.

Men her kommer kendsgerningerne for den virkelige verden så. Ingen af os lever evigt, og det er ikke værd at stræbe efter evigt liv, så længe omgivelserne er, som de er. Vores lave levealder er faktisk vores mindste problem. Overvej, hvis det var det eneste, man havde at brokke sig over: "Hvor er det træls, jeg ikke lever evigt!" Sådan siger man ikke, hvis man har et elendigt liv. Skal man have glæde af evigheden, så må det være i en evig verden, hvor evigheden gælder alt og alle.

Desværre, så er alt forgængeligt her. Alt går til grunde. Nogle ting er længere om det, men før eller siden, så er det slut. Vi tvinges derfor til at søge udenfor det kendte. Vi må bryde den forgængelige verdens rammer, og vi må tro på, at det er noget udenfor dem, som ikke nedbrydes, og som aldrig går til grunde. Vi bliver nødt til at læne os op ad overbevisningen om, at der er noget evigt, som altid har holdt, som holder lige nu, og som altid vil holde. Et væsen, ja, en person for hvem døden ikke er en realitet. En konstant. En overmagt. En skabergud.

Jud 1,24-25
v24 Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, v25 den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Tilbage fra Camporee

Adventisternes internationale spejderlejr er nu forbi, og jeg er hjemme igen med nogle ekstra oplevelser i bagagen, som jeg måske vil dele med jer på bloggen løbende, da de har sat forskellige dynamiske spekulationer i gang. Foreløbig har jeg 132 mere eller mindre interessante billeder af forskellige mennesker i forskellige situationer, måske de sidder i en spejdersofa, eller måske de står ved siden af én, ja, mulighederne er jo mange.

Coming up next: Camporee

Kl. 11:55 landede min engelske fætter og kusine. Det er på min fars side, hans fætters børn. Det vil sige, at de egentlig er mine second cousins. Jeg er ikke sikker på, hvad man kalder det på dansk. De valgte at flyve hertil dagen i forvejen, da de ligesom 3000 andre unge mennesker fra hele Europa skal til Camporee. Det skal jeg også.

Hvad det helt præcist går ud på, ved jeg ikke, for jeg har aldrig været med til sådan noget før. Men jeg mistænker det for at være noget med at bo i telte, sidde om bål, gå til møder, bade, slås, blive solskoldet og blive spist af insekter. Det tiltaler nogen mennesker mere end andre. Selv er jeg ikke meget til udeliv, men at være sammen med en masse mennesker man kender, uanset om det så er i et telt bygget på en myretue eller i et 5-stjernet hotel, det kan jeg godt se fidusen i.

Mere om dette, når jeg har prøvet det i praksis.

Laver du noget fornuftigt lige nu?

Sidder du og planlægger den næste irriterende kæde-sms? Måske du er ved at finde på endnu en hoax om, at msn lukker, eller at en virus er ved at brede sig? Skal du absolut sende et eller andet til nogen, kan du så ikke i stedet bruge din tid på at sende et brev til George Bush om, hvor bekymret du er over den behandling, amerikanske soldater giver fanger?